Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Og her er så aftenens vært 6. november afholdes der endnu engang MTV Europe Music Awards, og allerede nu kan du tjekke websitet og se, hvem de nominerede er. Det er MTVs seere, der bestemmer, hvem der skal vinde, så er du rystet over, at Evanescence er nomineret som Best Group, kunne du jo passende gå ind og stemme på White Stripes eller Coldplay. Der er som sædvanligt ingen logik i udvælgelsen af de nominerede (Sean Paul som Best Male? Kom nu ind i kampen!), men det er da cool at se, at Junior Senior er nomineret som Best Dance og Best Web Award, og at der er hele tre danske bands nomineret som Best Nordic Act (Junior Senior, Kashmir og Outlandish).

Men det kan godt være svært at vælge i nogle kategorier. F.eks. står Best Female mellem X-Stina, Pink, Kylie, Beyonce og Madonna, hvilket jo er som at spørge hvilken finger, man helst vil have hakket af. Men i mangel af bedre, må man jo gå efter den mindste finger (eller i dette tilfælde nominerede), så det må jo blive Kylie.
Det kan naturligvis ikke betale sig at hidse sig op over ting som, at Good Charlotte er nomineret til Best Rock, eller at Robbie på en eller anden måde er blevet nomineret til Best Album. Så derfor må man overtale sig selv til at tage det hele med et gran salt på størrelse med Møn, og så håbe på, at når showet løber af stablen, så fyrer The Chemical Brothers featuring The Flaming Lips den af, og at Travis måske tæver hinanden lidt. Og så har vi ikke engang kommenteret på, hvor sindssygt det er, at de har valgt X-Stina til at være vært for dette års show, når de nu kunne have fundet en, der enten var sjov eller vidste noget om musik. Men det skal da blive interessant, om hun kan toppe sin performance sammen med Madonna til det seneste MTV show.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS