10. december gæster Jay Farrar Voxhall i Århus, hvilket er den eneste koncert Farrar spiller i Danmark i denne omgang. I et forsøg på at forklare, hvorfor koncerten har potentiale til at blive en stor oplevelse, har vi lavet en profil af den interessante amerikanske sangskriver.
Jay Farrar startede sin musikalske karriere i slutningen af 80erne i bandet Uncle Tupelo, som han dannede med sin skolekammerat Jeff Tweedy. Uncle Tupelo blandede inspirationen fra rockbands som Hüsker Dü med inspiration fra countrymusikere som Hank Williams og Gram Parsons, og deres debutplade, “No Depression“, havde så stor betydning i USA, at titlen blev synonym med den genre, der også kaldes Alternative Country. Den genre blev senere fællesbetegnelsen for bl.a. bands som The Jawhawks og Whiskeytown, og alle disse bands var med til at skabe fornyet interesse for de sider af den amerikanske countryscene, der ikke har noget med Nashville at gøre.
Uncle Tupelo udgav fra 1990-93 fire kritikerroste plader inklusiv den fremragende “Anodyne“, men efter at have turneret hårdt, kom de to sangskrivere Farrar og Tweedy op at toppes, og de valgte derefter at opløse bandet. Tweedy tog en række af musikerne fra Uncle Tupelo med sig og dannede bandet Wilco, der i øjeblikket er et af de mest interessante bands på den amerikanske rockscene, og Farrar dannede sit nye band Son Volt.
Son Volt udgav fra 1995-1998 tre plader, der på fineste vis blander larmende rockmusik med countryrødderne, samtidigt med at sangene har et unikt udtryk og fantastiske melodier. Pladerne fik aldrig samme opmærksomhed som de plader Wilco udgav i samme periode, men er man fan af den amerikanske songwriter tradition, bør man absolut overveje at investere i dem.
Son Volt er aldrig officielt gået i opløsning, men efter Jay Farrar i 2001 udgav den fremragende soloplade “Sebastopol“, er der ikke meget der tyder på, at Son Volt igen vil udgive plader. På “Sebastopol” er rocken røget lidt i baggrunden til fordel for de mere akustiske sange. Desuden er pladen langt mere alsidig end Farrars tidligere udgivelser både mht. instrumentering og produktion, og pladen er måske hans stærkeste udgivelse nogensinde.
Tidligere på året udgav Farrar pladen “Terroir Blues“, der af en eller anden grund ikke har været tilgængelig i pladeforretningerne herhjemme. Men har man lyst til at høre pladen, kan man heldigvis høre en streamet version på Jay Farrars webside. Pladen følger op, hvor “Sebastopol” sluttede, så endnu engang er der fokus på det akustiske og de musikalske eksperimenter samtidigt med, at sangene får masser af plads.
Til koncerten på Voxhall optræder Jay Farrar sammen med guitaristen Mark Spencer (ex-Blood Oranges), hvilket betyder, at der er lagt op til en intim koncertoplevelse. Forlydenderne går på, at Farrar og Spencer primært spiller sange fra de to soloplader, men også at der kan snige sig et Son Volt nummer eller to ind, hvilket ville være ret fantastisk. Men selv med fare for, at han udelukkende spiller sange fra de to soloplader, så kan det alligevel anbefales, at man møder op ser denne fantastiske sangskriver til koncerten på onsdag, da de to soloplader er temmeligt forrygende.
