Igår aftes kunne man på Musikcaféen i Århus møde folkene bag pladeselskabet Bird Hits Plane til det første Label Night arrangement. Med sig havde pladeselskabsfolkene medbragt Bellarocca, Kvæg og Tiger Tunes, der alle leverede korte koncerter, men glimrende koncerter.
Bellarocca spillede først og bød på musik, der stilmæssigt mindede om The Liars og The Von Bondies, uden af sangeren dog kunne matche musikkens intensitet.
Kvæg spillede deres sidste koncert nogensinde igår og varslede tidligt, at de ville spille en masse nyt materiale (“Ellers så får vi jo aldrig spillet de numre live“). Bandet var utroligt godt sammenspillet, så det er næsten en skam, at de lægger bandet på hylden.
Til at runde arrangementet af fik vi en veloplagt koncert fra Tiger Tunes, der som sædvanligt diskede op med forrygende underholdning. Har man endnu ikke fået set Tiger Tunes på denne turné, har de allerede linet en håndfuld shows op i januar og februar, så det er bare om at komme afsted.
Aftenen bød også på en DJ optræden fra DJ Gentleman Bock, der bød på alt fra break dance musik fra 80erne til Dre og The Streets, hvilket fungerede ganske glimrende.
Der er Label Night igen i aften med Morningside Records og igen til januar, hvor bl.a. Yellowish spiller til Label Night med Quartermain Records.
Der er flere Tiger Tunes billeder under Læs mere.















