Alle har en mening om, hvilke plader der var årets bedste, og det har vi naturligvis også her på Frekvens. Så her er vores bud på, hvilke ti plader var de bedste i 2004.
10. Secret Machines: Here is Nowhere
Debutpladen fra Dallas bandet Secret Machines er ikke just skåret, så den er let at komme ind på. Første skæring (First Wave Intact) er ni minutter lang, og der går næsten to minutter inden Brandon Curtis’ vokal ganske passende henover trommer og et repeterende guitartema fortæller at “The open way’s too dangerous“. Resten af pladen er dog lidt mere lettilgængelig og blander NYC garagerock (Sad and Lonely og Nowhere Again) med sange, der minder om Grandaddy møder Mercury Rev (The Leaves Are Gone og Pharaoh’s Daughter). Teksterne er mørke og paranoide, hvilket passer fint til de enten insisterende eller svævende sange, der ofte bliver drevet frem af hektiske trommer. Det er som nævnt ikke den mest ligefremme plade i verden, men vi har fundet, at den har været værd at lytte igennem gang på gang og er derfor kommet med på listen over årets bedste udgivelser.
9. Razorlight: Up All Night
Man kan ikke ligefrem påstå, at debutpladen fra svenske/engelske Razorlight er specielt svær at komme til at lide. Pladen indeholder en stribe melodiske og energiske rocksange, der minder om en mere fokuseret version af The Libertines (sanger og sangskriver Johnny Borrell spillede sammen med The Libertines før de fik en pladekontrakt). Singler som Rock n Roll Lies og Rip It Up burde være et hit i enhver indieklub, og langt de fleste af sangene på pladen er faktisk lige så gode. Det er ikke specielt unikt eller nyskabende, men sangene holder, og det er ikke helt galt, når folk refererer til dem som de engelske The Strokes.
8. Morrissey: You Are the Quarry
Efter syv år uden en pladekontrakt vendte Stephen Patrick Morrissey endelig tilbage i år med en soloplade, og selvom forventningerne var høje, skuffede han ikke. Han er præcis lige så hånlig og provokerende som altid, og selvom pladen er langtfra perfekt er den markant bedre end hans seneste to soloplader. En del af numrene (som Irish Blood, English Heart og First of the Gang to Die) har længe cirkuleret på bootlegs og er dukket op til koncerter, og der kan næppe være tvivl om, at det også er de stærkeste på pladen. Men nyere materiale som I Have Forgiven Jesus, Let Me Kiss You og I Like You er der bestemt heller ikke noget i vejen med, så alt i alt er det et stærkt comeback af den tidligere The Smiths sanger.
7. Snow Patrol: Final Straw
Nordirske Snow Patrol udgav to plader på indieselskabet Jeepster, men de klarede sig ikke specielt godt. Så mens de ledte efter et nyt pladeselskab indspillede frontmand og sangskriver Gary Lightbody to plader med sideprojektet The Reindeer Section og fik vha. demoerne til bandets tredie plade skaffet Snow Patrol en ny kontrakt. Bandets tredie plade – Final Straw – har solgt over en million eksemplarer i England alene (ikke mindst på grund af singlen Run), og det er da også en ganske fortrinlig plade. Hvor Run måske minder lidt rigeligt om Keane og Coldplay, så er der masser af rocksange (som Wow og Whatever’s Left) der minder mere om Interpol, hvilket jo er at foretrække. Det er velproduceret indie med gode melodier og masser af guitar, hvilket man jo aldrig går helt galt i byen med.
6. Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
En af årets største musikalske overraskelser var Modest Mouse, der gik fra at være obskure indie darlings til pludseligt at hitte stort med Float On. Succesen kan skyldes, at pladen er en anelse mere fokuseret og tilgængelig end deres tidligere udgivelser, og selvom der ikke umiddelbart er andre sange på pladen, der lyder som Float On er der dog masser af cool indie at komme efter. Sange som Bukowski og Bury Me With It har fantastiske tekster (“Life handed us a paycheck, we said, ‘We worked harder than this!’”) og generelt er hele pladen bare en stor positiv overraskelse, der ganske unikt blander larmende indie med spastiske rytmer med mere eftertænksomme tracks.
5. The Polyphonic Spree: Together We’re Heavy
The Spree er et af de mest forunderlige musikalske koncepter, der eksisterer lige nu. De er blevet kaldt et kryds mellem The Flaming Lips og Beach Boys, hvilket passer i den forstand at musikken klart minder om The Lips’ samtidig med, at den ofte er lige så livsbekræftende som stranddrengenes hits fra 60erne. The Spree udsprang af bandet Tripping Daisy (hvor også Secret Machines’ Ben Curtis var med) og udgav sidste år “Beginning Stages Of…”, hvor “Together We’re Heavy” skal ses som en direkte fortsættelse (første sang hedder sågar Section 11, da der var ti sange på debuten). Endnu engang har vi her fat i en plade, der begynder med et meget lang nummer. Men track nummer to – Hold Me Now – er en fantastisk storladen single med strygere og kor og et symfonisk omkvæd, der kan fremtvinge et smil på selv den sureste musikfan (det samme kan siges om Two Thousand Places). Uden tvivl den mest pompøse indieplade udgivet i år, hvilket vi har valgt at betragte som en god ting.
4. The Stills: Logic Will Break Your Heart
Anmelderne var ikke så venlig ved canadiske The Stills, da deres debut udkom tidligere på året. Folk var hurtige til at påpege, at bandet lød som et opkog af Echo & The Bunnymen og Joy Division, og selvom der er noget om snakken, så glemte folk bare undervejs, at der faktisk er lykkedes The Stills at skrive en skrive en række rigtig gode sange. Singlerne Lola Stars and Stripes og specielt Still in Love Song er fyldt med den type smerte, man kun finder i gode popsange, og der er masser af lignende sange på pladen. Det er måske ikke stor kunst, men der er bestemt noget fængende over bandets patosfyldte sange (“Love and death are always on my mind“), og det er en af de plader, der bare er blevet ved med at indfinde sig på anlægget året igennem.
3. The Killers: Hot Fuss
“Hot Fuss” var pladen som det gendannede Duran Duran burde have lavet. Allerede i første skæring – Jenny Was a Friend of Mine – har The Killers gang i en fantastisk baslinie, et langt instrumentalt stykke med bas og keyboards og et godt omkvæd, der bringer minderne tilbage til 1981. Singlen Mr. Brightside følger, og derfra er der 80er inspirerede indiehits på stribe (inkl. den fantastiske Somebody Told Me) pladen igennem. I en tid hvor alle synes inspirerede af Gang of Four og Joy Division er det forfriskende at finde en plade, hvor det er Duran Duran og Spandau Ballet der er inspirationskilderne (selv i teksterne hvor en linie som “There is an old cliché under your Monet” lugter langt væk af Simon Le Bon). “Hot Fuss” er med andre ord guld værd for enhver indie hipster, der altid har haft en svaghed for New Romantics.
2. Interpol: Antics
Forventningerne til opfølgeren til den fremragende debut fra Interpol var enorme, og selvom den ikke kunne overraske på samme måde som “Turn on the Bright Lights” gjorde, så blev det dog relativt hurtigt klart, at “Antics” er en fantastisk plade. Lyden er fortsat den samme, men “Antics” virker en anelse mere sammenhængende, men samtidig også en smule mere stille. Det er dog som om de har åbnet deres format en anelse op, så Paul Banks nu ikke længere synger helt så monotont som tidligere, hvilket løfter en sang som Take You on a Cruise markant. Singlen Slow Hands er naturligvis fantastisk, og det er endnu en gang imponerende at en plade, der på overfladen lyder så ensartet aldrig formår at blive kedelig.
1. Franz Ferdinand: Franz Ferdinand
Der kan næppe være tvivl om at 2004 tilhørte Franz Ferdinand. Singlen Take Me Out var overalt (med rette), og det var en af de få indieplader, der i høj grad overlappede til et mainstream publikum. De spillede sågar en fantastisk koncert på Roskilde i sommers og er allerede igang med at indspille en opfølger. Deres lyd trækker naturligt nok på 90ernes Britpop bølge, men indeholder mere charme og kant end de fleste af dem. Pladen er fyldt med singler, og det er bestemt ikke mærkeligt, at folk elsker dem, da dette er en absolut forrygende udgivelse og den vi her på stedet har valgt til Årets Plade.
Udover disse ti plader lyttede vi meget til Duran Duran: “Astronaut“, The Fever: “Red Bedroom“, The Get Up Kids: “Guilt Show“, Jimmy Eat World: “Futures“, Nephew: “USA DSB”, Rilo Kiley: “More Adventurous“, Sonic Youth: “Sonic Nurse“, Soulwax: “Any Minute Now“, Jim White: “Drill a Hole?” og Wilco: “A Ghost is Born“.
Ifølge 
