Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Vi er tilbage efter en velfortjent juleferie, og vi lægger ud i det nye år med at opsummere, hvilke plader vi synes var de bedste fra året 2003.

The Thrills - So Much For The City 10. The Thrills – So Much For The City
Rigtig flot debut fra det irske band, der fulgte udgivelsen af en af årets bedste plader op med en velbesøgt koncert på sidste sommers Roskilde Festival. The Thrills er ikke som man skulle tro endnu et garagerock band, men derimod et forrygende poporkester inspireret af amerikanske West Coast bands som The Byrds og The Beach Boys, hvilket var en velkommen musikalsk afveksling. Bandet hittede med sange som Big Sur og Don’t Steal Our Sun var et blandt mange rockbands, der udgav fremragende plader med positiv popmusik.

Super Furry Animals - Phantom Power 9. Super Furry Animals – Phantom Power
Walisiske Super Furry Animals har lavet forrygende plader i årevis, og Phantom Power er ingen undtagelse. Som vanligt er musikken uhyggeligt alsidig, og i løbet af 52 minutter kommer de omkring både det psykedeliske og melodiske, og som altid er det uhyre originalt. Singlen Golden Retriever er Rings Around The World uden al den unødvendige produktion, og som sædvanligt er teksterne både morsomme og opfindsomme.

The Long Winters - When I Pretend To Fall 8. The Long Winters – When I Pretend To Fall
Den anden plade fra Seattlebandet The Long Winters er en opvisning i fantastisk indiepop. Bandet kunne med lethed være forsvundet i mængden, men deres samarbejde med en masse prominente musikere på deres plader har skaffet dem en smule opmærksomhed i USA. På denne plade får de hjælp af dygtige gæster (Peter Buck, Jon Auer, Ken Stringfellow og Chris Walla), men det er kombinationen af iørefaldende melodier og overraskende tekster og ikke de kendte venner, der gør dette til en perle, det er værd at forsøge at finde.

Stephen Malkmus & the Jicks ? Pig Lib 7. Stephen Malkmus & the Jicks ? Pig Lib
Den gamle Pavement sanger udgav sit andet soloalbum sidste år, og selvom pladen ved de første gennemlytninger ikke bød på de samme hits som den første, så viste pladen sig at være fantastisk på grund af sin kompleksitet. Det er nok ikke det bedste sted at starte, hvis man gerne vil introduceres til Stephen Malkmus’ fantastiske musikalske univers, men er man allerede fan, er dette en rigtig god skive.

Fountains of Wayne - Welcome Interstate Managers 6. Fountains of Wayne – Welcome Interstate Managers
USAs bedste powerpop band leverede i 2003 den længeventede opfølger til den fremragende “Utopia Parkway”, og selvom bandets tredie plade måske ikke er helt på samme niveau, så ligger bandet alligevel langt foran feltet, når det kommer til at skrive tragikomiske tekster til deres fantastiske melodier. Bandet hittede sågar en smule med Stacy’s Mom, men sange som Hackensack og Bright Future in Sales er endnu bedre og fantastiske eksempler på, at nogle gange kan en tre minutters popsange være det vigtigste her i livet.

Athlete - Vehicles & Animals 5. Athlete – Vehicles & Animals
Endnu en forrygende debutplade denne gang fra et engelsk band. Athlete blev nomineret til en Mercury Award for pladen og havde også en række hits bl.a. med El Salvador og You Got The Style. Men pladen er mere end en håndfuld singler, og nomineringen var velfortjent, da pladen er en opvisning i positiv indiepop fra start til slut. Det bliver spændende at se, om Athlete kan gøre Coldplay kunsten efter og med den næste plade gå fra at være indieband til at fylde stadions. Men selvom det ikke skulle lykkes, så vil de altid have udgivet en imponerende debutplade.

Belle & Sebastian - Dear Catastophe Waitress 4. Belle & Sebastian – Dear Catastophe Waitress
Efter den skuffende “Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant” og det ligegyldige “Happiness” soundtrack er det en ufattelig stor positiv overraskelse at Belle & Sebastian er nu tilbage i absolut topform. Melodierne og teksterne er som de plejer, men musikken er frisk og spændende, hvilket muligvis kan tilskrives samarbejdet med den legendariske producer Trevor Horn. Bandet har udviklet sig i en positiv retning på den nye plade uden dog at miste deres unikke stil og har lavet en alsidig og interessant plade, der lover godt for fremtiden.

Grandaddy - Sumday 3. Grandaddy – Sumday
Grandaddy bliver konstant sammenlignet med The Flaming Lips, hvilket er forståeligt, specielt da de på deres tredie plade nu er blevet mere fokuserede og endnu bedre til at skrive smukke sange. De eksperimenterer dog fortsat med musikken, hvilket giver dem en unik lyd, og de de deler The Lips’ evne til at skrive fængende sange. Musikalsk er de mere elektroniske og mindre storladne end The Lips, hvilket fint understøtter pladens til tider melankolske sange, der handler om alt fra biler til den uundgåelige alderdom.

Nada Surf - Let Go 2. Nada Surf – Let Go
Efter at være blevet afskrevet som et One-Hit-Wonder efter at have hittet stort med Popular i 1996 og være blevet droppet af deres pladeselskab efter udgivelsen af den undervurderende “The Proximity Effect”, blæste Nada Surf kritikerne et stykke og udgav sidste år den imponerende plade “Let Go”. Der er blevet skruet lidt ned for støjen og lidt mere op for de poppede melodier, og det har vist sig at være en fremragende idé. Pladen veksler mellem upbeat rocksange og mere akustiske sange, hvor den melankolske side virkeligt kommer frem. Det er en imponerende udgivelse, der bør røre alle der hører den, selvom de ikke kender bandets historie og tidligere udgivelser.

The Shins - Chutes Too Narrow 1. The Shins – Chutes Too Narrow
The Shins debuterede i 2001 med pladen “Oh, Inverted World”, der var det års bedste plade, og på mirakuløs vis har det lykkedes dem at følge den op med en lige så fremragende udgivelse i 2003. Musikalsk har bandet ændret sig ved at gå fra en meget akustisk lyd til nu at have en mere alsidig og elektrisk lyd. De er fortsat inspireret af en meget klassisk sangskriver tradition, der kan bringe tankerne henimod Elliott Smith, men bruger bl.a. humor til tilføje et skævt element til sangene. Det er med til at gøre dette til en forrygende og livsbekræftigende plade, der kan få smilet frem på os deprimerede gamle mænd, hvilket må siges at være en imponerende bedrift, der har sikret pladen titlen som Årets Bedste her på Frekvens.

Udover disse ti plader lyttede vi meget til Brendan Benson – Lapalco, The White Stripes – Elephant, Ed Harcourt – From Every Sphere, The Strokes – Room On Fire, Mew – Frengers, Elefant – Sunlight Makes Me Paranoid, Ryan Adams – Love is Hell pt.1 & pt.2 og The Postal Service – Give Up.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS