Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


På andendagen af Recession besluttede vi os for at gå lidt mere rundt end vi havde gjort dagen før. Så i det følgende indlæg kan du finde en anmeldelse af koncerterne med The Handsome Family, Arab Strap og Bob Log III.

The Handsome Family

The Handsome Family - Foto: Jan Chrillesen The Handsome Family er mindst lige så misvisende et bandnavn som The Violent Femmes. Men som Jennifer Lopez gang på gang insisterer på at bevise, så er der ikke nogen naturlig sammenhæng mellem skønhed og god musik. Og kan man lide bittersød countrymusik om både de store og de små problemer i hverdagen, er The Handsome Family er smukt bekendskab.

Bandet består af ægteparret Brett og Rennie Sparks, og de gik på scenen kl. 20 og fik heldigvis hurtigt folk op af Trains nyopstillede, bløde lædersofaer og ud på gulvet. Trods det ringe fremmøde, og den skeptiske danske holdning til country, virkede publikum begejstrede fra første nummer, og efter koncerten blev der faktisk klappet ivrigt på ekstra nummer, der dog aldrig kom.

The Handsome Family spiller såkaldt Alternative Country. En dejlig underspillet og humoristisk udgave af slagsen, hvor teksterne naturligt nok handler om ting som hvor galt en date kan gå, når man tager en flaske vodka med i biffen eller om en juleaften, der slutter med, at alt inventaret bliver smadret. Oplægget til sidstnævnte sang indeholdt desuden en lille prikken til bandets hjemland USA. “Nogen mennesker smadrer et land, andre smadrer deres møbler. De sidste er de mest socialt ansvarlige typer!”

Den alternative country har endnu ikke haft sit store gennembrud i Danmark til trods for, at der findes mange gode bands i denne genre. Om det var det manglende udbredelse af genren, det relativt tidlige spilletidspunkt eller det store udbud af andre navne til Recession festivalen, der holdt folk væk fra Train, skal vi lade være usagt. Men lad os at fastslå, at de ca. 25 mennesker der var mødt op for at høre The Handsome Family gik en rigtig god koncertoplevelse.

Arab Strap

Arab Strap - Foto: Jan Chrillesen Derefter var det blevet tid til et besøg fra skotske Arab Strap. Det er egentligt en duo bestående af sanger Aidan Moffat og guitarist Malcolm Middleton, men på turné medbringer de klogeligt fem ekstra musikere, hvilket inkluderer to strygere, der spiller henholdsvis cello og violin. Tilsammen frembringer de syv en lyd, der blander store elektroniske klangflader og strygere med guitardrevet indierock. Men det der gør Arab Strap helt specielle er, når Moffat synger eller i nogle tilfælde snakker henover musikken. Han besidder en tommetyk skotsk accent, der mellem numrene ikke er specielt let at forstå. Men sammen med musikken giver den meningen i ganske fortryllende grad. Nogle af deres sange bringer minder frem om A Space Boy Dream med Belle & Sebastian, der opkaldte deres plade “The Boy with the Arab Strap” efter den skotske duo. Men ellers er der ikke mange paralleller mellem de to grupper, hvis medlemmer forøvrigt har samarbejdet i det fortrinlige band The Reindeer Section.

Arab Strap var formodenligt det mest kendte udenlandske navn på Recession festivalen, men desværre lykkedes det dem langtfra at fylde Train fredag aften. Men de mennesker der var dukket op fik en god koncertoplevelse. Det er svært at få publikum helt op at ringe, når man spiller musik, der er så tilbagelænet og svævende som Arab Straps musik er. Så de fleste stod koncerten igennem bare og lyttede stille og roligt. Hvorvidt den stemning smittede af på bandet, eller om de altid er lidt tavse i det på scenen er uvist. Men der blev i hvert fald ikke gjort mange forsøg på at sætte lidt mere fart i festen. Så koncerten var primært det man kan kalde en lytte-koncert, hvor man i stedet for at danse rundt og synge med stod og nød en enkelt, mens man blev båret væk af den repetitive og til tider melankolske musik. Og det virkede det som om de fleste af de fremmødte koncertgæster var ganske godt tilfredse med.

Bob Log III

Bob Log III - Foto: Jan Chrillesen Efter koncerten blev vi enige om, at selvom Arab Strap koncerten havde været ganske glimrende, havde der været en distinkt mangel på styrthjelme og gasmasker på scenen. Så vi bevægede os ned på Voxhall for at se Bob Log III, der ganske rigtigt var iført styrthjelm, blå flyverdragt og en anordning foran ansigtet, der forvrængede hans stemme markant. Det er svært at beskrive, hvad man får til en Bob Log III koncert, da at beskrive hans musik som fucked up blues ikke rigtig formår at illustrere den bizarre energi, der vælter ud fra scenen under Bobs one-man-show. Men bizar blues spiller han, og han gør det på de mest smadrede guitarer vi længe har set. De er som hans stemme forvrænget til ukendelighed, hvilket passer fint til de særdeles hurtige trommebeats, han afviklede på en medbragt trommemaskine. Manglede man publikumskontakt til Arab Strap koncerten, fik man det i spandevis på Voxhall. Hver sang blev indledt af en lille bizar historie, der gav et indblik i Bobs forunderlige tankegang. Desværre var diversiteten i musikken begrænset, så efter en halv times tid stod vi og følte at Bob havde fået max ud af slideguitar/forvrænget stemme konceptet. Men der var en ivrig gruppe tæt ved scenen, der var nærmest ekstatiske over musikken. Så måske var det bare os, der efter en lang dag ikke var så oplagte til musik længere. Men en oplevelse var det i hvert fald, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Bob Log IIIs fandenivoldskhed er noget andre musikere kunne lære en masse af.

The Handsome Family - Foto: Jan ChrillesenThe Handsome Family - Foto: Jan ChrillesenThe Handsome Family - Foto: Jan Chrillesen

The Handsome Family - Foto: Jan ChrillesenArab Strap - Foto: Jan ChrillesenArab Strap - Foto: Jan Chrillesen

Arab Strap - Foto: Jan ChrillesenArab Strap - Foto: Jan ChrillesenBob Log III - Foto: Jan Chrillesen

Bob Log III - Foto: Jan ChrillesenBob Log III - Foto: Jan ChrillesenBob Log III - Foto: Jan Chrillesen

Copyright – Jan Chrillesen

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS