Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Så begyndte dette års Spot Festival endeligt, og i det følgende vil du kunne finde observationer og meninger om de mange bands, vi så i løbet af festivalens første ti timer.

Virgo
Virgo - Foto: Jan Chrillesen Det var danske Virgo, der havde fået æren af at åbne ballet på Ridehusets store scene, og det gjorde de med en solid omgang pop-rock. De spillede en stribe sange fra deres kommende plade “You and Me Versus Time”, og forunderligt nok spillede de tidligt i koncerten også et nummer, der ikke havde fået lov til at komme med på pladen. Selvom det var tidligt på dagen var koncerten var ganske godt besøgt, hvilket sikkert skyldes at bandet allerede har hittet pænt i både radioen og på Boogielisten, og bandet virkede da også ganske veloplagte og klar til at få starten festen med maner. Vi nåede lige at høre hittet Bubbles, inden vi desværre blev nødt til at smutte videre, hvilket jo er problemet med denne slags festivaler. Der er god musik på alle scenerne og nogle gange må man hoppe lidt fra sted til sted for at få det hele med.

Lake Placid
Lake Placid - Foto: Jan Chrillesen Vi havde nemlig hørt gode ting om Lake Placid, så dem blev vi nødt til at tjekke i Musikhusets Store Sal. Bandet lagde ud som lyn og torden med to rigtige party tracks, der lød som en blanding mellem svenske The Sounds og Junior Senior. Det otte mand store orkester spillede derefter en flok sange fra pladen “Make More Friends”, hvor det gik bedst, når de holdt sig til de festlige sange som We Are The Lakes. Det var også på den type sange, at de syv gutter i bandet kunne få lov til at opføre sig mest fjollet, mens sangerinden TK dansede sexet rundt på scenen. Koncerten var lidt ujævn, da der var en stribe mere almindelige rocknumre undervejs. Men når de spillede sange, der blandede Superheroes keyboards med The Sounds guitar og smed et catchy omkvæd henover, kom der mere gang i festen. Så mere af det, og så har vi et rigtigt spændende dansk orkester.

Span
Span - Foto: Jan Chrillesen Når man går til koncert, har man ofte forventninger til det band, man skal høre. Men på Spot er det sjældent man er synderligt bekendt med musikken, og derfor kan man bare gå rundt og lade sig overraske. Vi havde dog lidt forventninger til norske Span, da de er blevet spillet på MTV og har skaffet sig et ry som et godt liveorkester. Norge er ellers ikke stedet, der er kendt for at fostre rockbands, men drengene fra Span mener det seriøst og allerede fra første power chord var der fuld skrald på. Bandet spiller meget energisk og kraftfuld hardrock, og da de såmænd også er ganske gode til at skrue et omkvæd sammen, kan man med lidt god vilje kalde dem et skandinavisk svar på Foo Fighters.

Desværre havde sangeren Jarle en del problemer med sin guitar undervejs, men pauserne gav guitaristen Joff mulighed for at øve sig i at tale dansk. Desværre kendte han kun ordene ‘narrefisse’ og ‘nullermænd’, så han kom ikke så langt med dansktimen. Men det gjorde heller ikke det store, da bandet mod slutningen tog koncerten op i et højere gear og spillede singlerne Not Like the Others og Found og sangen Papa, hvor Jarle med stor autoritet gentagende gange erklærede I am the Papa!. De to singler er helt forrygende syng-med hits i stadionrock genren, og eftersom Span fik slået fast, at norske drenge godt kan rocke igennem, må vi sige, at dette uden tvivl var dagens bedste rockoplevelse.

Ephemera
Ephemera - Foto: Jan Chrillesen Efter at have fået ørene blæst på plads af Span, vendte vi os imod Ridehusets anden scene for at se lidt af pigegruppen Ephemera, hvilket vist er norsk for nuttet popsang. Der var i hvert fald ikke meget kant eller skævhed over de sange vi hørte. Som en koncertgænger påpegede er det typisk kvinder, at der blev gjort meget ud af vokalerne, men alt for lidt ud af guitarerne. Så efter en håndfuld sange måtte vi fortrække, da det efterhånden blev lige sødt nok at lytte til. Derfor bevægede vi os over imod Musikhuset igen for at se José Gonzalez.

José Gonzalez
José Gonzalez - Foto: Jan Chrillesen Da vi dumpede ind til koncerten var der pakket med mennesker, der alle var dukket op for at se denne spændende svenske sangskriver. Enkelte havde måske forventet, at der ville blive spillet op til en omgang lambada, men i stedet fik vi et soloshow, hvor Gonzalez spillede sine melankolske sange på en medbragt spansk guitar. Det er nærmest umuligt ikke at nævne, hvor meget Gonzalez minder om Nick Drake, men det skal bestemt ikke ses som nogen kritik. Han har den samme skrøbelige stemme og evne til at spille helt fantastisk guitar, hvilket langtfra er en dårlig kombination. Fordi der var så mange mennesker til koncerten, var der desværre en del larm både fra en af de andre scener og fra publikum, der vadede frem og tilbage. Derfor blev koncertoplevelsen ikke helt så intens, som man kunne have ønsket. Men der kan næppe være tvivl om, at fik man pladen på derhjemme eventuelt i et par øretelefoner, ville det være en noget mere gribende oplevelse. Og så skal det da lige nævnes, at der var to små overraskelser til koncerten. Den ene var da lydmanden pludseligt greb en trompet og spillede med på et nummer fra bag sin mixerpult, og den anden var da Gonzalez sluttede koncerten af med en meget neddæmpet version af Joy Division klassikeren Love Will Tear Us Apart. Det var en god afslutning på en meget smuk koncert.

Malkin Zany
Efter denne positive oplevelse begav vi os for første gang ned på Voxhall for at se musik. Vi havde fået anbefalet bandet Malkin Zany, og det viste sig, at roserne bestemt var på sin plads. Vi er naturligt skeptiske overfor bands, der ikke medbringer en guitar, men det lykkedes nu det fem mand store band at producere masser af intensitet alligevel. Musikalsk befinder de sig i et mærkeligt grænseland mellem hip hop, jazz og electronica fremført på bl.a. trompet, pladespillere og orgel plus en god stak samples, der bliver hevet ind her og der. Da de optræder uden en egentlig vokalist, er musikken måske ikke den mest lettilgængelige. Men man bliver alligevel revet med af de vilde beats, og så var det tydeligt, at de alle var fantastiske musikere, hvilket engang imellem fik en til at måbe lidt over nogle af de ting, der skete på scenen. Så det var fedt at se nogle vilde folk lægge nogle heftige beats, og det fungerede som en fremragende afveksling fra al den rock, vi ellers havde hørt.

Thomas Dybdahl
Thomas Dybdahl - Foto: Jan Chrillesen Men det er jo rock vi vil have, så efter koncerten smuttede vi tilbage for at se Thomas Dybdahl, der synes at have fået positiv presse uanset hvor han har spillet det seneste år. Derfor var der da også ganske mange mennesker, der var dukket op for at se den norske sangskriver. I pressematerialet bliver han sammenlignet med Jeff Buckley, men det var desværre kun på det sidste nummer den sammenligning holdt stik. Her viste han energi og sjæl, mens han krængede sit hjerte ud. Men ellers var det lidt en halvkedelig omgang, hvilket en stor del af de fremmødte dog sikkert vil være uenige i. Der var nemlig pæn jubel, da Dybdahl præsenterede sangen Cecilia, og folk virkede da også ganske begejstrede, da han som næstsidste nummer spillede From Grace, der bl.a. findes på soundtracket til den biografaktuelle norske film Buddy (på soundtracket finder man forøvrigt også førnævnte Ephemera). Men selvom From Grace henter sin titel fra Jeff Buckleys debutplade var der altså ikke meget af den vildskab, man forbinder med Buckley, over koncerten, og derfor var det en lidt skuffende omgang.

Múm
Múm - Foto: Jan Chrillesen Så var det blevet tid til et af festivalens hovednavne, og der var da også mødt ganske mange op for at høre islandske Múm. Bandet trækker på en del af de samme inspirationskilder som Under Byen, men minder samtidigt også en del om Sigur Rós. Det betyder at vi her har fat i meget stemningsfyldt og kompliceret musik. Så da bandet noget forsinket gik på, var det ikke med den klassiske bas, trommer og guitar opstilling, men derimod med en stribe mindre traditionelle instrumenter, der tilsammen frembringer de store klangflader, der kendetegner deres musik. Det er i høj grad musik, der kræver noget af lytterne, og da det havde været en lang dag for mange, og folk ventede utålmodigt på at se Nephew, var koncentrationen ikke just maksimal i den bagerste halvdel af Ridehuset. Vi blev heller ikke ligefrem båret væk af de skønne toner og atmosfæren, som vi efter en halv times tid hellere end gerne ville have byttet væk for en tre minutters popsang. Så vi må med skam i stemmen indrømme, at vi måtte give fortabt og snige os ud for at se på fyrværkeri, inden koncerten var færdig.

Nephew
Nephew - Foto: Jan Chrillesen Men vi var tilbage ved godt mod for at se Nephew lidt senere på aftenen, og det var der rigtigt mange andre, der også var. Bandet barsler sidst på måneden med pladen “USADSB”, og det virker som om forventningerne til pladen er ret enorme. Der var i hvert fald nærmest D-A-D-agtig stemning i Ridehuset hver gang bandet gik igang med et nummer. Der var også et par overraskelser undervejs, som da de spillede Ordenspoliti, som de ellers ikke har spillet live før. Men sanger Simon Kvamm var sikker på, at det skulle nok gå, da der jo ikke var specielt mange branchefolk tilstede. Og det gik da også glimrende ikke mindst fordi de til lejligheden havde allieret sig med et par blæsere. På et andet nummer fik de vokal assistance fra Under Byens Henriette Sennenvaldt, og sangen Superliga kunne sagtens gå hen og blive det næste store hit for Nephew.

Nephew - Foto: Jan Chrillesen Men det var naturligvis de nuværende hits folk gerne ville høre, så da bandet gik i krig med Movie Klip var der fællessang og rytmeklap i det meste af lokalet, og da bandet som sidste nummer spillede En Wannabe Darth Vader, var der naturligt nok også stor jubel blandt publikum. Der er normalt en streng anti-ekstranummer politik på Spot pga. det stramme tidsmæssige program. Men da Nephew spillede som det sidste band, fik de naturligt nok lov til at komme på scenen igen og lukke dagen af med manér. Med det blev der lukket og slukket og vi kunne få lov til at få en kort pause, inden hele balladen begynder igen idag kl. 14.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS