Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Lørdagens festligheder tog overraskende hårdt på os, så derfor er vi først nu klar med en beskrivelse af andendagen på dette års Spot Festival.

Larsen & Furious Jane
Larsen & Furious Jane - Foto: Jan Chrillesen For os startede dagen stille og roligt i i selskab med Larsen, der sammen med sit band spillede en række sange både fra hans to plader, og vi fik såmænd også et enkelt nyt nummer. Både musikken og bandets stil er utrolig tilbagelænet, hvilket bl.a. kom til udtryk i en række af de kommentarer Larsen lod falde koncerten igennem. Musikalsk er der tale om skæv indiepop, der både trækker på alternative country traditionen, men også til tider minder om The Magnetic Fields. Da Larsen selv synger med en noget doven stemme og spiller akustisk guitar, er der ikke så meget fart over feltet, men de fik da sneget et enkelt uptempo nummer ind til sidst. Det var en ganske fornøjelig koncert, men det var lidt ærgerligt, at deres vokalharmonier ikke rigtigt fungerede.

EPO-555
Epo-555 - Foto: Jan Chrillesen Efter Larsen & Furious Jane havde vi brug for noget med lidt mere knald på, så vi begav os over for at se Epo-555, der netop har underskrevet kontrakt med Crunchy Frog. Vores indtryk af koncerten var, at bandet havde alle de ting man har brug for, men at de desværre havde fået sat dem sammen på en måde, så helhedsindtrykket ikke var så imponerende. Man havde hele tiden fornemmelsen af, at det kunne blive rigtigt fedt, men at der manglede et eller andet. Det ville helt sikkert hjælpe, hvis der blev arbejdet lidt med vokalerne, og hvis deres samples blev brugt til mere end blot at indlede sangene. Men det skal blive spændende om en tur i studiet kan hjælpe bandet til at fokusere deres melodiske støjrock, så der kan komme en fornuftig debutplade på gaden senere på året.

Utah
Utah - Foto: Jan Chrillesen Nu er der jo andet i livet end rockmusik, så vi begav os efter koncerten backstage for lige at nappe anden halvleg af den frygtelige Danmark – Kroatien landskamp. Det var i retrospekt måske ikke den bedste beslutning, men man kan jo tydeligvis ikke vinde hver gang. Derfor var det måske ekstra rart at opleve et spændende rockband efter en så trist omgang fodbold. Utah lagde ellers ud med at lade som om de var endnu et indiepop band med triste melodier og følsom guitar. Men ganske kort inde i første sang åbnede de op for dæmningen og ud væltede et vandfald af støj og store klangflader. Inspirationen var tydeligvis engelske bands som Radiohead, og vi blev enige om, at vi også kunne høre lidt af The Cooper Temple Clause i nogle af sangene. Men selvom inspirationen til tider var en anelse for tydelig, så var det alligevel en positiv overraskelse at høre bandets bud på storladen indierock. Desværre sluttede de af med et noget atypisk ekstranummer, der ikke lød som noget af deres anden musik, så den skal de nok til en anden gang overveje at fjerne fra setlisten.

Tiger Tunes
Tiger Tunes - Foto: Jan Chrillesen De lokale helte fra Tiger Tunes har en solid fanbase og i løbet af festivalen så man rigtig mange mennesker iført den nu klassiske Tiger Tunes badge. Derfor var det heller ingen overraskelse, at der var en stor gruppe fans, der havde taget opstilling på de første rækker. Det betød at der var stor jubel, da bandet gik på scenen til tonerne af The Housemartins’ Caravan of Love, og da bandet begyndte at spille en stribe af de bedste sange fra “Absolutely Worthless Compared to Important Books”, spredte den gode stemning fra de forreste rækker sig ud igennem Musikhusets Foyer. Udover at have skrevet en flok forrygende og skæve popsange, så udmærker Tiger Tunes sig ved at være et usædvanligt energisk liveorkester, der ikke er bange for at opføre sig fjollet for at give publikum en god oplevelse. Bandet sluttede af med (Angry Kids of the World) Unite, og til det nummer var der så meget gang i festen, at der såmænd også var en enkelt blandt publikum der crowdsurfede, hvilket vist ikke er hverdagskost i Musikhuset.

Jokeren
Jokeren - Foto: Jan Chrillesen Det ville være løgn at sige, at hip hop var overrepræsenteret til Spot, så skulle vi have mulighed for at kaste vores hænder op bare en enkelt gang, blev vi nødt til at svinge forbi koncerten med Jokeren. Det var der en hel del andre, der også havde gjort, så da Jokerens fem mand store funkband (ikke rockband) Booty Cologne gik på scenen kom der hurtigt ganske god stemning i Ridehuset. Jokeren selv kom ind og skyggeboksede lidt, inden han begyndte at dele verbale tæv ud gennem mikrofonen. Intensiteten steg stille og roligt koncerten igennem indtil det hele kulminerede med sangene Kvinde din og Havnen, der blev spillet back to back. Derefter virkede det som om folk begyndte at sive mod Bergman Rock koncerten, så da Jokeren kom på scenen for at spille to ekstranumre var der faktisk halvtomt i Ridehuset. Det var heller ikke to specielt vellykkede ekstranumre for pludseligt skulle funkbandet til at være et rockband, og det fungerede ikke så fedt. De to sidste numre (Gigolo Jesus og Dommedag Nu) blev præsenteret som rap ‘n’ roll og lød som et par kiksede Bodycount tracks, hvilket var en skam. For ellers havde det været ganske fedt og Jokerens backingband, der indeholdte kompetente folk som Abdullah S og Tue Track, forstod virkeligt at få musikken til at svinge. Så for en gangs skyld ville vi have foretrukket mindre rock og mere funk (men sig det endeligt ikke til nogen).

Dear
Dear - Foto: Jan Chrillesen Vi gav Bergman Rock en chance, men selvom der var masser af vildskab på scenen, fangede musikken fra det gamle Bob Hund band os ikke. Det er muligt at de ikke synger på skånsk længere, men det betyder bestemt ikke, at man så pludseligt kan forstå hvad de siger. Musikken er stadig skæv og anarkistisk, men efter en lang dag besluttede vi os for at forlade koncerten og hvile ørene lidt inden Dear koncerten.
Laust Sonne lukkede festivalen iført hvidt jakkesæt med sange fra sit seneste album “Billy B”. Dear virkede måske ikke som det mest oplagte valg til at spille sidste koncert, men der var nu alligevel en hel del mennesker, der havde valgt at blive hængende. Musikalsk var det meste ret ligefrem rock ‘n’ roll og Hypnotized fra bandets debutplade var bestemt et af de numre, der skildte sig mest ud. Og med Dear koncerten blev der sat punktum for endnu en vellykket Spot Festival. Endnu engang var der udsolgt og de 3500 gæster, journalister, musikere og hjælpere kunne se en lang række spændende bands fordelt på ni scener og to dage. Der var paneldiskussioner og foredrag om musik og musikbranchen med folk fra både ind- og udland. Læser man dækningen af Spot hos Gaffa, Stiften og på Spots egen side kan man også fornemme, at festivalen ikke bare har været en publikumssucces, men også at anmeldere og branchefolk har været ganske begejstret. Så måske kan der endnu engang komme noget positivt ud af festivalen for nogle af de deltagende bands, og mon ikke der igen til næste år vil blive afviklet en lige så interessant festival.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS