Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Nu er det ikke fordi vi vil sparke på folk, der allerede ligger ned. Men det er svært at forestille sig, at en koncert med Air på Midtfyns Festivalen ville have fungeret lige så godt, som den gjorde på Train torsdag aften i Århus. Deres stemningsfyldte og drømmende musik passer ligesom bedre ind i et mørkt, røgfyldt lokale, end den gør under åben himmel på en våd pløjemark.

Air Det er dog ikke problemfrit at flytte hele sit festival set-up ind på et spillested, så scenen var blevet udbygget, så der kunne blive plads til et utal af keyboards og andet elektroniske legetøj, der var blevet slæbt med fra Frankrig. Men det bragte bare de to franskmænd tættere på publikum, hvilket der bestemt ikke var nogen, der klagede over. Koncerten begyndte som bandets seneste plade “Talkie Walkie” med sangen Venus, men i en version der virkeligt fremhævede den akustiske guitar. Derefter gik de over i den kommende single Alpha Beta Gaga, der nok er bedst kendt for sit fantastiske fløjtetema. Sangen havde dog fået et helt nyt arrangement, så den først var nærmest uigenkendelig. Men da temaet, kom begyndte publikum spontant at klappe med, og med et var det som om folk var fanget i Airs univers.

Franske Air består af Nicolas Godin (der til koncerten primært spillede bas, guitar og sang med robotstemme) og Jean-Benoît Dunckel (der sang alle de høje vokaler og spillede på et væld af keyboards), og sammen har de siden 1998 udgivet fire plader, hvor debutten “Moon Safari” stadig står som bandets absolutte mesterværk. På duoens tre første plader blandede de instrumentalnumre med sange, hvor vokalerne primært var indsunget af forskellige gæstevokalister. Men på den seneste plade har de to delt vokaltjansen imellem sig, hvilket gør det noget lettere for dem at spille sangene live. Derfor fik vi da også til koncerten næsten alle numrene fra den nye plade. Men de numre udgjorde alligevel mindre end halvdelen af setlisten, så det blev også til et glædeligt genhør med sange fra alle bandets andre udgivelser (inkl. to sange fra EPen “Premiers Symptomes”).

Air havde til koncerten medbragt en trommeslager, der enkelte gange trådte til som bassist, og en ekstra keyboardfyr. Godin og Dunckel optrådte elegant klædt på i sorte skjorter og sorte slips, og trommeslageren så også ganske funky ud med dreads, der strittede pindsvineagtigt fra hans hoved. Men keyboardfyren lignede mest et bedrøvet medlem fra Kings of Leon, så det var heldigt han i stedet for at se cool ud kunne levere fantastiske klangflader og baggrundsvokaler. De to frontfigurer levede også undervejs op til deres sofistikerede udseende ved at fortælle, at deres sange stort set alle handlede om kærlighed (“and a little bit about sex“). Dog har Dunckel så tommetyk en fransk accent, at det til tider var ret svært lige at lure, hvad han snakkede om. Men da Godin introducerede Cherry Blossom Girl med at sige “Merci beaucoup. How do you do?” og sige, at det nu var “time for a little romance” fangede folk den uden problemer. Godin er tydeligvis den store elegantier, hvilket var tydeligt, da han under en ganske udvidet version af Playground Love også lige havde tid til at sende nogle fingerkys ud til de lyshårede piger på første række.

Koncertens første time nærmest fløj afsted, og da afslutningsnummeret Kelly Watch the Stars blev af Godin blev introduceret med “I am the French robot and I want you to dance” havde det allerede været en ganske god koncert. Men folk havde ikke forladt EM i fodbold bare for at blive spist af med en times musik, så publikum på det velbesøgte Train hujede og klappede naturligvis indtil Air gik på igen og gav tre ekstranumre. De rundede af med Sexy Boy, hvilket under normale omstændigheder ville have været en ganske forrygende afslutning på koncerten. Igen valgte de at forlade scenen for at komme tilbage til stor jubel, og da musikken igen begyndte, var det som om øjeblikket vi alle havde ventet på pludseligt opstod. Åbningsnummeret fra “Moon Safari” er måske det mest fantastiske stykke musik Air nogensinde har lavet, og i den liveversion vi fik som fjerde ekstranummer fungerede det bedre, end man nogensinde kunne have forestillet sig. La Femme d’Argent har en sublim baslinie og i den meget lange liveversion blev nummeret ved med at bygge op og blive mere og mere intenst i evigheder. Publikum blev revet med, og havde de ikke danset før, kunne de i hvert fald ikke lade være nu. Og skulle der være tvivl om, hvorvidt der er plads til improvisation i elektronisk musik, så fik Air gjort den tvivl til skamme. Det var en uden tvivl helt igennem fantastisk afslutning på koncerten.

Men folk er jo aldrig tilfredse, så ekstatiske over hvor fantastiske de sidste minutter havde været fortsatte klapsalverne, og da Air gik på igen for tredie gang, var jublen nærmest øredøvende. Men de meddelte dog, at nu havde de spillet så højt som de kunne, og derfor ville de gå lidt ned i tempo, og som koncertens definitivt sidste nummer spillede de Alone in Kyoto fra soundtracket til “Lost in Translation”. Det var en ganske smuk afslutning på en utrolig velopbygget koncert.

Det er naturligvis ærgerligt, at der er så mange af deres sange, der er afhængige af gæstesolister, og derfor ikke blev spillet til koncerten. Det er også lidt underligt, at de (med undtagelse af People in the City) fuldstændigt ignorerer “10.000 Hz Legend” pladen. Men det er kritik i småtingsafdelingen, der ikke på nogen måde kan ændre ved, at det var en stor oplevelse at se Air optræde foran et betaget publikum, hvilket man forhåbentligt snart kan komme til igen inden længe.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS