Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Sjovt interview med I Am Kloot

Engelske I Am Kloot kan som bekendt opleves på dette års Roskilde Festival, men de kan også opleves på Glastonbury. Derfor har Playlouder lavet et ganske sjovt interview med Kloots Pete Jobson, hvor de snakker lidt om EM, en uheldig date og Jobsons største bedrift.

Kender du ikke lige I Am Kloot kan du forøvrigt tjekke vores ret positive anmeldelse af bandets koncert i Århus og den foromtale vi lavede for noget tid siden. De er absolut værd at kende.

Lollapalooza aflyses

Det er åbenbart ikke kun herhjemme at festivalerne har det hårdt. Det er netop blevet offentliggjort at den store Lollapalooza festival er blevet aflyst.

Den omrejsende festival skulle have turneret rundt i fra 14. juli til 25. august og har en masse af de Roskilde-aktuelle bands på programmet, men det var åbenbart ikke noget der kunne friste de amerikanske koncertgængere. På festivalens officielle side udtaler bl.a. festivalens stifter Perry Farrell (kendt fra Jane’s Addiction) og nogle af de andre arrangører sig om aflysningen, der skyldes et manglende billetsalg.

Dokumentar om Metallica

Dokumentarfilmen Metallica: Some Kind of Monster har premiere herhjemme 13. august, men allerede nu kan du læse en meget lang artikel om filmen hos The New York Times.

Noget af det mest interessante ved artiklen er faktisk, at den fokuserer lige så meget på de to filmskabere bag filmen som den gør på Metallica. Men der er naturligvis også masser af info om, hvordan Metallica optræder i filmen, og selvom journalisten gør lidt nar af bandet undervejs, virker det faktisk som om filmen er ret underholdende.

Spil med Muse

For at lave lidt publicity for deres koncert på den engelske V Festival, har Muse lavet et spil, hvor man kan vinde billetter til festivalen. Spillet er lavet i gammeldags arkadestil, hvor man styrer et fly, der skal skyde andre fly ned, mens man lytter til singlen Absolution. Det er ikke helt let, så det er et mysterie, hvordan folk har scoret over 6000 point i spillet.

Sugarhill Gang kommer alligevel

De amerikanske hiphop pionerer skulle oprindeligt have spillet på dette års Midtfyns Festival, men da festivalen blev lukket så det et øjeblik ud som om, at Sugarhill Gang ikke ville optræde i DK i denne omgang.

Men nu er det blevet offentliggjort, at gruppen skal spille på Voxhall i Århus 23. juni og på Vega 24. juni. Så har du lyst til at se folkene bag det legendariske Rapper’s Delight track, så får du altså alligevel muligheden.

Ind og ud af Oasis

Oasis er et af hovednavnene på dette års Glastonbury Festival i England, og derfor har The Guardian i artiklen Not Here Now listet de medlemmer af bandet, der er røget ud igen og også set på nogle af folk, der ellers har haft noget at gøre med bandet.

Nyt på vej fra Interpol

Vi var da helt pjattede med “Turn on the Bright Lights”, så det er gode nyheder, at den kommende Interpol plade, “Antics”, er lige på trapperne.

Billboard har en kort artikel med en trackliste og nogle kommentarer fra guitarist Daniel Interpol om lyden på den kommende plade og en konkurrence Matador Records har sat igang, hvor man skal lave kortfilm inspireret af Interpols musik.

Det er jo bare dumt

Missy og Kelis aflyser shows pga. mangel på busser.

Roskilde spilleplan

Så er spilleplanen for dette års Roskilde Festival klar, så allerede nu kan man begynde at lægge planer, lave aftaler og ærgre sig over alle de bands man kommer til at gå glip af.

Interview med Velvet Revolver

All-Star bandet Velvet Revolver, der kan opleves på dette års Skanderborg Festival, har fået ufatteligt meget presse både pga. deres musikalske baggrund, men også pga. Scott Weilands problemer med narko. De sidste har fået Weiland til ikke længere at give interviews, da han føler sig forfulgt af pressen.

Men de andre i bandet snakker med jævne mellemrum med journalister, og derfor kan man idag finde et interview med Slash og Duff, hvor de bl.a. fortæller om, hvordan bandets tre ex-Guns medlemmer begyndte at spille sammen igen. Men de kommer naturligvis også ind på Axl, Guns’ Greatest Hits plade og såmænd også betydningen af det nye bands navn.

iTunes UK

For lige at følge op på indlægget fra igår om de europæiske iTunes butikker, er der her en artikel fra The Guardian om iTunes UK, der åbnede igår sammen med en tysk og en fransk version. Den tager fat i de samme problematikker, vi nævnte igår omkring de små pladeselskaber, men nævner desværre intet om de planer der skulle være for at åbne en skandinavisk version.

Pladekontrakt til Duran Duran

Ifølge Duran Durans officielle webside har bandet nu underskrevet en pladekontrakt med Epic Records, der vil udgive bandets kommende plade til oktober.

Pladen har endnu ikke fået nogen titel, men det bliver den første studieplade med de fem originale medlemmer siden “Seven & the Ragged Tiger” fra 1983. Pladen er indspillet i samarbejde med producerne Rich Harrison (Alicia Keys og Beyonce) og Don Gilmore (Linkin Park og Pearl Jam), hvilket helt ærligt lyder som nogle sære valg. Pladen kommer udover de nye numre bandet har indspillet også til at indeholde en DVD med en times optagelser fra bandets engelske turné, så alt i alt lyder det som en rigtig spændende udgivelse.

Lyt til Ministry og Motörhead

Hos VH-1 kan man i denne uge lytte til pladerne “House of the Mole” med Ministry og “Inferno” med Motörhead. Så har du brug for musik med masser af power er det nok to plader, der er værd at give en chance.

Metal i Forum

Der bliver sandsynligvis ufatteligt meget knald på, når dørene i Forum 19. oktober går op for koncert med Slipknot og Slayer. Begge bands er kendte for at spille vanvittigt højt, og deres musik er altså heller ikke for svage sjæle. Så er du til både nyskabende og legendarisk metal, er denne kombo vist lige noget for dig. Billetter kan købes fra på torsdag.

Dansk musik på film og tv

Det kom forleden frem, at Mew skal medvirke med sangen She-Spider på soundtracket til Spider-Man 2.

Men de er ikke de eneste danske musikere, der fører sig frem i Hollywood lige nu. Århusianske Brimstone Butterfly dukker op med to sange i tv-serien Good Girls Don’t på de amerikanske tv-skærme 25. juni, der sendes på Oprah Winfrey’s Oxygen Network. Så måske kan det være med til at skabe noget opmærksomhed omkring bandet i USA.

Er Stipe frelst?

Palm Beach Post har interviewet Michael Stipe fra R.E.M., fordi hans filmselskab netop har udsendt filmen Saved!.

Men interviewet handler ikke kun om filmen. Heldigvis kommer de også ind på den kommende R.E.M. plade, Stipes stemme, hans duet med Mandy Moore, og en sang han muligvis har stjålet fra Radioheads Thom Yorke.

Beastie Boys om NYC

Hos MTV har de samlet en masse citater fra forskellige Beastie Boys sange, der refererer til New York på en eller anden måde, og så forklaret dem for folk, der ikke lige er med på, hvem Ed Koch eller Phil Rizzuto er.

Air på Train

Franske Air var som bekendt et af hovednavnene på dette års Midtfyns Festival. Men da festivalen jo ikke bliver til noget, har spillestedet Train i Århus været hurtigt ude og booket dem til en koncert 24. juni.

Koncerten har ikke noget med Midtfyns at gøre, og derfor kan billetter til festivalen ikke bruges til Air koncerten. Men almindelige billetter til koncerten kan købes allerede nu, så har du lyst til at se den spændende franske duo, skal du nok bestille billetter i en fart, da der hurtigt kan blive rift om dem.

iTunes uden indie

Der har længe været folk i Europe, der har været trætte af, at de ikke kunne benytte Apples iTunes service. Men nu lanceres der en europæisk version, men åbenbart ikke uden problemer.

Ifølge The Guardian har en række populære indiebands (inkl. Franz Ferdinand og Badly Drawn Boy) sagt nej tak til at få deres musik solgt til et europæisk publikum via iTunes. Flere af de nævnte bands har ellers aftaler med den amerikanske version, men er utilfredse med den aftale Apple vil lave på det europæiske marked, og derfor har de fleste ikke villet indgå i et samarbejde. Den europæiske version skulle have været lanceret idag efter en række forsinkelser, men indtil videre er der ikke et link til den nye version hverken hos iTunes eller på apple.com.

[Update] Så kom der en pressemeddelelse fra Apple med links til iTunes butikker i England, Frankrig og Tyskland.

Foromtale: !!!

!!!:  Louden Up Now Der er nogle bands, der nærmest med vilje gør tingene sværere for sig selv. Sacramento bandet !!! har i hvert fald valgt et navn, der ikke gør det let at finde information om dem på nettet, og der synes faktisk at være tvivl om selv så simpel en ting som udtalen af navnet (mange synes dog at kalde dem Check Check Check). Desuden spiller de på deres seneste plade “Louden Up Now” musik, der blander genrer på kryds og tværs, og de skal nok ikke regne med, at sangen Shit Scheisse Merde får specielt mange rotationer på de amerikanske radiostationer.

Men selvom det otte mand store band er mærkelige på alle mulige måder er musikken alligevel værd at tjekke op på. På singlen Me & Giuliani Down By The School Yard (A True Story), der handler om den tidligere New York borgmesters forbud imod dans på barene på Manhattan, spiller de funky dansemusik og låner sågar lidt fra sangen Footloose, der jo ganske apropos er fra en film om et danseforbud. Men højdepunktet på pladen er den over syv minutter lange Hello? Is This Thing On?, hvor New Wave guitar blandes med funkbas og doven vokal med mærkelige mellemspil med congas og alt muligt andet godt. Men eftersigende skulle de indspillede versioner ikke leve op til den energi bandet lægger for dagen, når de optræder live. Det anarkistiske band spillede konstant koncerter i fem år op til udgivelsen af deres debutplade i 2001, og har siden da fortsat med at være på turné så meget som muligt. Derfor skulle de levere et energisk og hektisk show, hvor der med garanti ikke er forbud mod at danse.

 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS