Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Torsdag aften kunne man på Voxhall opleve den meget omtalte amerikanske sangskriver Devendra Banhart. Men inden han gik på scenen, bød aftenen først på et besøg fra bandet CocoRosie.

CocoRosie - Foto: Jan Chrillesen CocoRosie består primært af de to amerikanske søstre Bianca og Sierra Cassady, der sammen indspillede debutpladen “La Maison de mon Reve” i Paris sidste år. Opholdet i den franske hovedstad har tydeligvis sat pigerne i kontakt med deres kunstneriske side, hvilket kom til udtryk ved, at koncerten til tider mere mindede om en performance end en rockkoncert. Der var et intermistisk lærred i baggrunden, hvorpå der blev fremvist forskellige billeder og scener, der skulle understøtte musikken, og gentagende gange blev sangene præsenteret som kunstværker (“This next piece is called…“). Og så blev sangen Beautiful Boys også lige dedikeret til den franske forfatter Jean Genet.

CocoRosie - Foto: Jan Chrillesen Så vi befandt os lidt på den prætentiøse side, hvilket der jo for såvidt ikke er noget i vejen med. Musikalsk holdt Cassady søstrene og deres to medbragte musikere sig til ganske underspillet musik, hvor den eneste mand på scenen bidrog med human beatbox undervejs (og en enkelt rap på fransk), mens kvinderne bl.a. spillede på legetøjsinstrumenter og afviklede optagelser fra en båndoptager. De to søstre sang i en ganske speciel stil, der mindede om nogle af samplingerne på Mobys “Play” plade blandet med Billie Holiday. Der lød faktisk ret specielt, men passede ganske godt til musikken. Desværre valgte den ene søster dog i den anden halvdel af den 70 minutter lange koncert at bidrage med lidt operavokal, hvilket vi godt kunne have undværet.
Der var bestemt masser af gode ting ved koncerten, men sammenlagt blev det simpelthen så højtragende, at de fik Under Byen til at lyde som et bar band. Og som en af koncertgæsterne påpegede, “så var det nok ikke lige noget vi ville sætte på anlægget derhjemme“.

Devendra Banhart - Foto: Jan Chrillesen Forventningerne var ganske høje til koncerten med Devendra Banhart, der til lejligheden havde medbragt orkestret Queens of Sheba som opbakning. Han startede dog med at spille en enkelt sang ganske alene og havde man forventet, at det var stilen for koncerten, fik man sig lidt af en overraskelse. Banhart spillede nemlig kun et par enkelte sange alene undervejs i en koncert, der mindede mere om en koncert med The Grateful Dead end en akustisk solokoncert (og ikke kun fordi folkene på scenen fik Kings of Leon til at se decideret civiliserede ud). Der blev jammet igennem og eftersom Banhart i løbet af dagen havde lært det danske ord Tak, fik vi flere improviserede sange, hvor det ord var den vigtigste del af teksten inklusiv en sang, der måske dukker op på en kommende plade med titlen Isn’t Tak the Funniest Word To Say?.

Devendra Banhart - Foto: Jan Chrillesen Devendra Banhart bliver rask væk kaldt singer/songwriter og sat i bås med Sufjan Stevens i den såkaldte indie folk genre og sammenlignes også med Nick Drake og Will Oldham. Men til koncerten torsdag aften var der generelt alt for meget knald på til at disse sammenligninger holder. Banhart har naturligvis en ganske unik stemme og skriver ret specielle tekster. Men musikalsk blev der budt på både reggae og ragtime blandet med alt mulig andet godt, der kunne sætte gang i folk. Det betød dog også at de folk, der havde sat næsen op efter en intim koncert var lidt skuffede. Men for os der tog koncerten som en mulighed for at blive lidt bedre bekendt med Banharts univers, fungerede dette besøg fra den meget energiske og positive sanger formodentligt som en hel del bedre introduktion, end hvis han havde siddet på en barstol og spillede akustiske sange i halvanden time.

Så er du en af de heldige, der har fået billet til CocoRosie/Devendra Banhart koncerten i aften på Vega, er der altså lagt i kakkelovnen til en god aften. Banhart er uden tvivl en sær snegl, men på scenen har han en smittende livsglæde og energi, der var med til at gøre koncerten på Voxhall til en god oplevelse. Ikke nok med at man var underholdt koncerten igennem – man fik samtidig det indtryk, at der var masser af hente, hvis man satte sig hjem og fordybede sig i mandens mere afdæmpede musik. Så det vil vi straks gøre.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS