Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Der var intet mindre end tre navne på programmet mandag aften på Voxhall, hvor Baby Woodrose lagde ud efterfulgt af Johnossi inden hovednavnet The Soundtrack of Our Lives gik på.

Baby Woodrose - Foto: John Fogde Den danske trio Baby Woodrose spillede omkring en halv time, hvor de blandede den musikalske pose med sange fra “Money for Soul” og “Dropout!” pladerne samt et par nye numre, man må formode dukker op på en kommende plade. Da bandet gik på lignede bassist Riky Woodrose mest af alt Manics’ Nicky Wire, men når man spiller så energisk rockmusik som Baby Woodrose gør, må den smarte leopardpels naturligt nok ryge af ret hurtigt. Ganske som sædvanligt var der knald på koncerten igennem, og det passede faktisk ganske godt, at det hæsblæsende set kun varede en halv time. Man blev på den måde efterladt med en lyst til at høre lidt mere til bandets danske udgave af den populære garagerock i stedet for at have nået at blive træt af musikken, der ikke just er specielt afvekslende.

Johnossi - Foto: John Fogde Afvekslende var tilgengæld musikken hos Johnossi. Den svenske duo består af trommeslageren John (der til lejligheden havde iført sig en hvid t-shirt hvorpå han med ubehjælpsom barneskrift havde skrevet sig navn med store bogstaver) og sanger/guitarist Oskar, der havde udstyret sin akustiske guitar med flere lydeffekter end en George Lucas film. Man skulle tro, at det ville sætte nogle begrænsninger at stille op i samme opstilling som The White Stripes. Men i løbet af en halv time blæste duoen igennem sange, der lød som folk, punk-folk og punk og en del andet, der gør det lidt svært at sætte dem i en musikalsk bås. Desværre var sangene ikke synderligt iørefaldende, så der var ikke mange numre, der stod ud som fremtidige hits. Men eftersigende klarer singlen Execution Song, som de sluttede koncerten af med, sig ganske godt på svensk radio, så måske vinder musikken ved nærmere bekendsskab.
[Update] Det viser sig at trommeslageren trods sin t-shirt faktisk hedder Oskar, og det er sangeren, der hedder John.

The Soundtrack of Our Lives - Foto: John Fogde Da The Soundtrack of Our Lives endeligt gik på scenen var der mødt en ganske god flok op taget i betragtning af, at de spillede på en trist mandag aften. Men det kan naturligvis også hænge sammen med, at det efterhånden er mange år siden TSOOL sidst har gæstet Århus. Bandets fikspunkt er naturligt nok sangeren Ebbot Lundberg, der ligner Bruce Vilanch i en mumu. Han har samtidig en tendens til konstant enten at pege mod himlen eller sprede armene ud i bedste Jesus stil, hvilket passer ganske godt til langt hår/langt skæg plus kjortel looket han har kørende. Musikalsk er bandet vel noget nær så utrendy som man kan blive. Inspirationskilderne må være bands som The Who og The Doors, og til tider er det endda som om de lægger sig i samme spor som The Darkness – dog med en baryton vokalist. Der er altså en smule stadionrock over bandet, hvilket fungerer bedst når de holder sig fra balladerne.

TSOOL har indtil videre fire plader på samvittigheden og spillede trods den ganske korte optræden sange fra hele deres repertoire. Det første highlight i koncerten kom dog med et af numrede fra deres seneste plade “Origin Vol.1“, hvor guitaristen iførte sig sin Flying V guitar og rockede ud til singlen Bigtime. Det var også startskuddet til, at koncerten påbegyndte en intensitetsstigning med en stribe sange, hvor guitaristerne lavede møllehjulssving og sangene blev mere direkte og hårdtslående. Koncerten sluttede efter mindre end en time, men derefter fulgte en række ekstranumre og de nærmest obligatoriske vi-går-ud-og-kommer-ind-igen ekstra ekstranumre.

The Soundtrack of Our Lives - Foto: John Fogde Men koncertafslutningen var dog lidt udover det sædvanlige. Tidligere på aftenen havde en pige på første række ønsket sangen 21st Century Rip Off, og den valgte bandet ganske høfligt at slutte af med. Men som lidt af en overraskelse valgte Ebbot midt i sangen af springe ned blandt publikum, som han opfordre til at sætte sig ned, og derefter sang han på Voxhalls gulv for et forbløffet og siddende publikum. Det lykkedes ham dog at komme op på scenen igen, så han kunne runde koncerten af fra scenen sammen med resten af bandet. Dermed fik de lukket en ganske glimrende koncert af, der fungerede bedst i den sidste halvdel, hvor de fokuserede på at spille rock med store armbevægelser i stedet for de mere langtrukne sange, der var lidt rigeligt af i første halvdel.

 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...
14/10-2020:
Hello world
15/10-2020:
Hello world
14/10-2020:
Hello world
14/10-2020:
Hello world
14/10-2020:
Hello world

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS