Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Band Aid Blog

BBC har en mand siddende i studiet, hvor den nye version af Do They Know It’s Christmas? indspilles, og han blogger om indspilningerne.

Ol’ Dirty Bastard 1969 – 2004

CNN kan idag rapportere, at rapperen Ol’ Dirty Bastard fra Wu-Tang Clan døde i et pladestudie på Manhattan lørdag. The ODB ville være blevet 36 på mandag.

Polyphonic Muppets

Vi faldt over en sjov video til The Polyphonic Spree sangen Hold Me Now forleden og troede egentligt først at den bare var lavet af nogle fans. Men det viser sig, at den er lavet af Glove & Boots, der har vundet en videokonkurrence udstedt af The Spree. Besøger man bandet officielle website kan man forøvrigt se den oprindelige video til sangen, der er ganske glimrende, men ikke helt nær så sjov.

The Smiths: The Musical

Lige nu skal musicals i London åbenbart være baseret på et opløst bands musik for at folk er interesseret. Så derfor burde det vel ikke engang være overraskende, at to The Smiths fans har sat sig sammen for at lave en musical baseret på det legendariske bands musik.

Elvis Costello på Vega

Elvis Costello kommer til Danmark lørdag 22. januar med sit backingband The Imposters, som han bl.a. har indspillet sit seneste album “The Delivery Man” med. Det er Elvis’ første koncert i Danmark siden 1999, så mon ikke der bliver rift om billetterne, der sættes til salg mandag 15. november.

Kritik af APG

Ifølge JP er en række danske musikere utilfredse med AntiPiratGruppen og at KODA officielt støtter dem, så nu vil Benjamin Teglbjærg fra gruppen Tiger Baby starte en underskriftsindsamling for at stoppe samarbejdet mellem de to organisationer.
[Update] Man kan skrive under her.

Lyt til Rufus Wainwright

Sangeren Rufus Wainwright udsender 16. november pladen “Want Two”. Pladen er en slags follow-up til pladen “Want One”, da den nye plade indeholder sange indspillet i samme periode med de samme musikere. VH1 har pladen til at ligge online, så er du nysgerrig, har du her mulighed for at få den lyttet igennem.

Kylie til Ålborg

Kylie Minogue starter til foråret sin Greatest Hits Tour med stop i Aalborg den 3. april 2005 som det eneste sted i Norden. Turnéen kommer i forlængelse af udgivelsen af opsamlingspladen “Ultimate Kylie”, der udkommer 22.november.

Koncerten afholdes i Gigantium i Aalborg, hvor der er plads til 7.000 gæster, så der bliver garanteret rift om billetterne, der sættes til salg 17. november.

Jim White på Voxhall

Lad det være sagt med det samme – når det kommer til koncerter er vi faktisk ikke så svære at stille tilfredse. Spil et par gode sange, fortæl et par gode historier, og så er vores aften reddet. Og begge dele fik man til overflod i sådan en grad søndag aften på Voxhall, så vi kunne gå derfra med ikke bare at smil på læben, men det helt store grin over hele fjæset.

Jim White - Foto: Jan Chrillesen Jim White havde taget turen fra Pensacola, Florida til Århus med sit Alone with Machines show for at give sit eneste show i Danmark i denne omgang, hvor han spillede en stribe sange med hovedvægten lagt på materiale fra hans seneste plade “Drill a Hole in That Substrate and Tell Me What You See“. Jim White slendrede ind på scenen præcis kl. 21 og efter at have kommenteret på publikums lidt afventende velkomst lagde han ud med sangen Borrowed Wings. “Drill a Hole” pladen er fyldt med gæstemusikere og manglen på kvindelig vokal gjorde, at sangen ikke var helt så smuk, som den ellers er i den indspillede udgave. Man kunne her godt begynde at frygte, at Jim White burde have taget nogle venner med på scenen, men det var en frygt som hurtigt blev gjort til skamme. Den måde hans show fungerer på er nemlig således, at han bygger de fleste numre op omkring et guitarriff, som han så sampler på scenen (ved hjælp af den medbragte teknologi som han præsenterede som The Japanese Orchestra). Mens riffet så kører i baggrunden, sampler han noget med et andet instrument, og til sidst sampler han et vokaltrack. Disse tracks afspiller han så sideløbende med, at han spiller og synger, så man eksempelvis kan høre ham skrige “Combing my hair!” i baggrunden, mens han selv synger omkvædet på Combing My Hair in a Brand New Style. Det lykkedes ham også at sample en stribe blæsevejrslyde, som derefter blev baggrunden for sangen A Perfect Day to Chase Tornadoes. Denne specielle måde at opbygge og afvikle sange på betød dog også, at man gentagende gange hørte ham sige “Just be patient, because this songs takes a while to set up“.

Jim White - Foto: Jan Chrillesen I sine tekster fortæller Jim White nogle fantastiske historier, der jævnligt kan være svære at gennemskue. Derfor var det ekstra underholdende at høre ham fortælle en relateret historie til stort set hver eneste sang. Eksempelvis er sangen Bluebird skrevet til hans seksårige datter og hendes kommentar til sangen kom med i teksten (“Daddy, it’s sad and way too long“). Den ikke-udgivne Take Me Away handler om en religiøs barndomsven, der bliver sindssyg, og der var en lang og kompliceret historie om Objects in Motion, der handler om en kvinde, der begik selvmord i en flod. Undervejs fik White også fortalt historier, der refererede til engelske filosoffer, franske matematikere og Tom Waits, der kender Jim White som The Jesus Guy (“You could’ve thrown me in a grave and put dirt on me and I’d still be smiling, because Tom Waits knows me as The Jesus Guy“). Alt sammen var det uhyggeligt underholdende og kombineret med fantastiske sange som den funky og syrede If Jesus Drove a Motor Home og countryballaden That Girl From Brownsville Texas var det med til at gøre aftenen endnu bedre.

Jim White - Foto: Jan Chrillesen Jim White optrådte i omkring en time og femogfyrre minutter og sluttede af med Static on the Radio og Land Called Home, hvor den første blev spillet i en countryversion. Før han havde kunnet indspille sangen med et hav af gæstemusikere (inkl. Aimee Mann på vokal) havde han nemlig haft så store problemer med den komplicerede tekst, at han var blevet nødt til at lave den om til en countrysang for at narre sin underbevidsthed til at skabe den rigtige tekst, når nu hans bevidsthed nu ikke ville samarbejde med ham. Og i countryversionen savnede man slet ikke Aimee Manns fantastiske vokal, så det var en ganske god afslutning på koncerten. Jim White blev dog hængende på Voxhall efter koncerten og signerede CDer bagefter og fortalte bl.a. om sit samarbejde med Joe Henry (der har produceret to af Whites plader), sin interessante vej frem til en pladekontrakt som fyrreårig på et pladeselskab ejet af David Byrne (han har tidligere været både model i Milano, været pro surfer og taxichauffør i New York) og at Lambchops lydmand havde sagt, at Voxhall var det bedste spillested i Europa. Så ikke nok med at koncerten var både interessant, underholdende og ofte også ganske smuk, så fik de tilbageblevende koncertgæster såmænd også lige en ekstra stak gode historier til at gå hjem på.

Live Aid anmeldelse

The Guardian har en virkeligt underholdende anmeldelse af Live Aid DVDen, der udkommer i morgen. Undervejs får journalisten kaldt Simon Le Bon “more of a tone-deaf yuppie prick than you remember“, Status Quo er “still the same mediocre little trolls as always“, Bono ligner “an effeminate centaur in knee-high suede stilettos and bulgy leather trousers” og Phil Collins er “a bad-tempered little bastard about being fired across the Atlantic on Concorde”. Men alle disse ting tiltrods får DVDen faktisk en ganske god anmeldelse og er uden tvivl værd at tjekke ud.

Cover mens jernet er varmt

Ashlee Simpson har fået så latterlig meget omtale, efter hun blev busted i at mime på programmet Saturday Night Live, at hændelsen nu konsekvent omtales som Ashleegate.

Sangen der begyndte ved en fejl og dermed afslørede hende var Pieces of Me, som hun tidligere på aftenen allerede havde optrådt med. Den sang har et nyt band fra Syracuse, New York kaldet Almost Better lynhurtigt fået lavet en ganske glimrende coverversion af, som man nu kan lytte til på nettet. Ikke noget dårligt marketingstrick.

The Raveonettes snart klar med nyt

Ifølge et nyhedsbrev fra Sharin og Sune er The Raveonettes færdige med indspilningerne af deres kommende plade. I nyhedsbrevet skriver de:

“The album is done, done and done. And we’re very proud of it. Here’s a quote from David Fricke from Rolling Stone Magazine after a sneak peak: “It’s a gas. A big jump ahead but with all of the hooks and rock & soul heart that I loved on the first records, from the very beginning… rich in classic references, but subverted and gassed up with all the pow of now. ”

We are still discussing the final selection of songs to go on the album, album title and release date. But we are hoping for it to come out in the early spring 2005. But we can not wait for you to hear it.”

Pladen er indspillet sammen med Richard Gottehrer, der også producerede “Chain Gang of Love”, og man kan forvente, at der dukker et par gæster op på den kommende plade. I hvert fald har The Raveonettes i de forgangne måneder været i studiet med Ronnie Spector fra The Ronettes (dem med Be My Baby), Martin Rev fra Suicide og Moe Tucker fra The Velvet Underground. Det lyder da lovende.

Foromtale: Jim White

Der er lagt op til en speciel oplevelse, når Jim White på søndag for første gang gæster Danmark. Han spiller kun en koncert her i landet i denne omgang, så har man lyst til at høre denne unikke sangskriver foregår det altså på søndag på Voxhall i Århus og forventningerne til koncerten må siges at være høje.

Jim White Amerikanske Jim White er opvokset i Florida på en solid kost af gospelmusik og skulle eftersigende have en baggrund som både pro surfer og fotomodel. Midt i 90erne kom han i kontakt med David Byrne, der gerne ville have den interessante sangskriver til at udgive plader på sit selskab Luaka Bop. Siden da har Jim White udgivet tre plader, hvoraf den seneste – “Drill a Hole…” – udkom tidligere på året.
Det er ikke specielt let at sætte Jim White i en musikalsk kasse, men påvirkningen fra opvæksen i de religiøse sydstaterne er ret tydelig. Han bevæger sig i samme genre som Grandaddy og Lambchop, men han har tydeligvis også en del tilfælles med Tom Waits (han har da også arbejdet sammen med Ralph Carney, der har indspillet sammen med Waits siden 1985). White har dog en langt kønnere og til tider mere sørgmodig stemme end Tom Waits, hvilket han bl.a. viser på Static on the Radio, hvor han får sublim vokal assistance af Aimee Mann. Men ligesom med Waits kan teksterne være svære at genneskue, hvilket dog på sange som Borrowed Wings og If Jesus Drove a Motor Home ikke gør det store, da billederne alligevel virker ganske fortrinligt.

White er en af den slags kunstnere, der modtager masser af roser fra sine kolleger, og han har det seneste år bl.a. turneret med Wilco, Lucinda Williams og The Handsome Family. Det er også lykkedes ham at få bl.a. Aimee Mann, Bare Naked Ladies, The Sadies og M.Ward til at medvirke på “Drill a Hole…“, og så er den såmænd produceret af Joe Henry. Koncerten på søndag har dog undertitlen Alone with Machines, hvilket skyldes at han møder op til koncerten uden musikalske partnere. Det skal derfor blive spændende at se, hvordan han vil konvertere de komplekse sange til solostykker. Der kan dog næppe være tvivl om, at sangene kan klare at blive strippet ned til akustiske version. Så herfra vil vi i hvert fald anbefale, at man giver den spændende sangskriver en chance og tjekker både op på “Drill a Hole…” og koncerten på søndag.

Problemer med postvæsenet

Projektet The Postal Service har det seneste opnået stor succes i USA med deres fremragende “Give Up” plade. Men traditionen tro har postarbejderne det jo med at blive disgruntled, så ikke overraskende modtod bandet et brev fra postbudet med den sejeste titel – The Postmaster General.

Han var ikke helt tilfreds med bandets navn for sæt nu der skulle opstå forvirring om, hvorvidt en ironisk reference i The O.C. var til den elektroniske duo eller den postombærende enhed. Men ifølge Pitchfork skulle balladen være blevet løst nu, selvom det godt nok virker som om duoen er blevet snydt noget så eftertrykkeligt.

Snow Patrol spiller Teenage Kicks

Der har været skrevet rigtig meget om John Peel, siden han døde for en uge siden. En af de ting der nævnes i hver eneste artikel er, at sangen Teenage Kicks med The Undertones var hans yndlingssang. Der var sågar tale om, at sangen skulle genudgives i hans ære til jul, men det bliver ikke til noget.
For at mindes John Peel har Snow Patrol valgt at indspille en akustisk version af Teenage Kicks og lægge den ud på deres webside sammen med følgende besked: “Unfortunately we never had the honour of a Peel session or meeting him. We greatly admired him, his maverick radio shows, and in our dreams always though he would do the voice over for the Reindeer Section rock family tree. He was responsible for saving Radio 1 from chart hell, he will be sorely missed. This track is free to download and is given as a gift from us in memory of John.

Måske skulle vi så lige bruge denne lejlighed til at nævne, at sanger Gary Lightbody fra Snow Patrol var hovedmanden bag de to The Reindeer Section plader hvorpå medlemmer fra Belle & Sebastian, Arab Strap, Mull Historical Society, Mogwai, Idlewild og Teenage Fanclub medvirker. Og at The Undertones også er kendt for singlen My Perfect Cousin (muligvis den eneste sang nogensinde med en reference til Subbuteo) og for at være bandet Feargal Sharkey forlod for at lave en soloplade, der bl.a. gav ham et nummer et hit i England med Good Heart (nå ja, så var han jo også med i The Assembly for en kort bemærkning). Så skulle det vist være sat på plads.

Lyt til SpongeBob

Tegnefilmene med SpongeBob Squarepants er så stort et fænomen i USA, at de nu har lavet en film om den mærkelige svamp. Selvom folk som Alec Baldwin, Scarlett Johansson og David Hassellhoff lægger stemmer til figurer i filmen, er det mest interessante ved filmen dog soundtracket, som man nu kan lytte til hos VH1. På det soundtrack finder man nemlig nyt materiale fra bl.a. Wilco, The Flaming Lips, The Shins og Ween.

TSOOL på Voxhall

Der var intet mindre end tre navne på programmet mandag aften på Voxhall, hvor Baby Woodrose lagde ud efterfulgt af Johnossi inden hovednavnet The Soundtrack of Our Lives gik på.

Baby Woodrose - Foto: John Fogde Den danske trio Baby Woodrose spillede omkring en halv time, hvor de blandede den musikalske pose med sange fra “Money for Soul” og “Dropout!” pladerne samt et par nye numre, man må formode dukker op på en kommende plade. Da bandet gik på lignede bassist Riky Woodrose mest af alt Manics’ Nicky Wire, men når man spiller så energisk rockmusik som Baby Woodrose gør, må den smarte leopardpels naturligt nok ryge af ret hurtigt. Ganske som sædvanligt var der knald på koncerten igennem, og det passede faktisk ganske godt, at det hæsblæsende set kun varede en halv time. Man blev på den måde efterladt med en lyst til at høre lidt mere til bandets danske udgave af den populære garagerock i stedet for at have nået at blive træt af musikken, der ikke just er specielt afvekslende.

Johnossi - Foto: John Fogde Afvekslende var tilgengæld musikken hos Johnossi. Den svenske duo består af trommeslageren John (der til lejligheden havde iført sig en hvid t-shirt hvorpå han med ubehjælpsom barneskrift havde skrevet sig navn med store bogstaver) og sanger/guitarist Oskar, der havde udstyret sin akustiske guitar med flere lydeffekter end en George Lucas film. Man skulle tro, at det ville sætte nogle begrænsninger at stille op i samme opstilling som The White Stripes. Men i løbet af en halv time blæste duoen igennem sange, der lød som folk, punk-folk og punk og en del andet, der gør det lidt svært at sætte dem i en musikalsk bås. Desværre var sangene ikke synderligt iørefaldende, så der var ikke mange numre, der stod ud som fremtidige hits. Men eftersigende klarer singlen Execution Song, som de sluttede koncerten af med, sig ganske godt på svensk radio, så måske vinder musikken ved nærmere bekendsskab.
[Update] Det viser sig at trommeslageren trods sin t-shirt faktisk hedder Oskar, og det er sangeren, der hedder John.

The Soundtrack of Our Lives - Foto: John Fogde Da The Soundtrack of Our Lives endeligt gik på scenen var der mødt en ganske god flok op taget i betragtning af, at de spillede på en trist mandag aften. Men det kan naturligvis også hænge sammen med, at det efterhånden er mange år siden TSOOL sidst har gæstet Århus. Bandets fikspunkt er naturligt nok sangeren Ebbot Lundberg, der ligner Bruce Vilanch i en mumu. Han har samtidig en tendens til konstant enten at pege mod himlen eller sprede armene ud i bedste Jesus stil, hvilket passer ganske godt til langt hår/langt skæg plus kjortel looket han har kørende. Musikalsk er bandet vel noget nær så utrendy som man kan blive. Inspirationskilderne må være bands som The Who og The Doors, og til tider er det endda som om de lægger sig i samme spor som The Darkness – dog med en baryton vokalist. Der er altså en smule stadionrock over bandet, hvilket fungerer bedst når de holder sig fra balladerne.

TSOOL har indtil videre fire plader på samvittigheden og spillede trods den ganske korte optræden sange fra hele deres repertoire. Det første highlight i koncerten kom dog med et af numrede fra deres seneste plade “Origin Vol.1“, hvor guitaristen iførte sig sin Flying V guitar og rockede ud til singlen Bigtime. Det var også startskuddet til, at koncerten påbegyndte en intensitetsstigning med en stribe sange, hvor guitaristerne lavede møllehjulssving og sangene blev mere direkte og hårdtslående. Koncerten sluttede efter mindre end en time, men derefter fulgte en række ekstranumre og de nærmest obligatoriske vi-går-ud-og-kommer-ind-igen ekstra ekstranumre.

The Soundtrack of Our Lives - Foto: John Fogde Men koncertafslutningen var dog lidt udover det sædvanlige. Tidligere på aftenen havde en pige på første række ønsket sangen 21st Century Rip Off, og den valgte bandet ganske høfligt at slutte af med. Men som lidt af en overraskelse valgte Ebbot midt i sangen af springe ned blandt publikum, som han opfordre til at sætte sig ned, og derefter sang han på Voxhalls gulv for et forbløffet og siddende publikum. Det lykkedes ham dog at komme op på scenen igen, så han kunne runde koncerten af fra scenen sammen med resten af bandet. Dermed fik de lukket en ganske glimrende koncert af, der fungerede bedst i den sidste halvdel, hvor de fokuserede på at spille rock med store armbevægelser i stedet for de mere langtrukne sange, der var lidt rigeligt af i første halvdel.

Ricky og Oasis

Oasis pladen “Definitely Maybe” udkom i september på DVD og i den forbindelse har de fået Ricky Gervais fra The Office til at indspille et par radioreklamer for dem. Prøv selv at gætte om de er sjove.

Hvad er Rockism?

Med udgangspunkt i Ashleegate skandalen tager en journalist fra The New York Times i artiklen The Rap against Rockism fat i rockkritikere og andre, der mener at alt andet end ’seriøs rockmusik’ er noget skrammel. Vi er stort set uenige i hver eneste udtalelse i artiklen, men derfor kan det jo godt være at nogle af jer vil være mere åben for hendes teorier om, at Christina Aguileras musik er lige så radikal som 70ernes punk, eller at Mariah Careys neo-disco var lige så vigtig som Nirvanas neo-punk.

 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS