Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Årets plader 2004

Alle har en mening om, hvilke plader der var årets bedste, og det har vi naturligvis også her på Frekvens. Så her er vores bud på, hvilke ti plader var de bedste i 2004.

Secret Machines: Here is Nowhere 10. Secret Machines: Here is Nowhere
Debutpladen fra Dallas bandet Secret Machines er ikke just skåret, så den er let at komme ind på. Første skæring (First Wave Intact) er ni minutter lang, og der går næsten to minutter inden Brandon Curtis’ vokal ganske passende henover trommer og et repeterende guitartema fortæller at “The open way’s too dangerous“. Resten af pladen er dog lidt mere lettilgængelig og blander NYC garagerock (Sad and Lonely og Nowhere Again) med sange, der minder om Grandaddy møder Mercury Rev (The Leaves Are Gone og Pharaoh’s Daughter). Teksterne er mørke og paranoide, hvilket passer fint til de enten insisterende eller svævende sange, der ofte bliver drevet frem af hektiske trommer. Det er som nævnt ikke den mest ligefremme plade i verden, men vi har fundet, at den har været værd at lytte igennem gang på gang og er derfor kommet med på listen over årets bedste udgivelser.

Razorlight: Up All Night 9. Razorlight: Up All Night
Man kan ikke ligefrem påstå, at debutpladen fra svenske/engelske Razorlight er specielt svær at komme til at lide. Pladen indeholder en stribe melodiske og energiske rocksange, der minder om en mere fokuseret version af The Libertines (sanger og sangskriver Johnny Borrell spillede sammen med The Libertines før de fik en pladekontrakt). Singler som Rock n Roll Lies og Rip It Up burde være et hit i enhver indieklub, og langt de fleste af sangene på pladen er faktisk lige så gode. Det er ikke specielt unikt eller nyskabende, men sangene holder, og det er ikke helt galt, når folk refererer til dem som de engelske The Strokes.

Morrissey: You Are the Quarry 8. Morrissey: You Are the Quarry
Efter syv år uden en pladekontrakt vendte Stephen Patrick Morrissey endelig tilbage i år med en soloplade, og selvom forventningerne var høje, skuffede han ikke. Han er præcis lige så hånlig og provokerende som altid, og selvom pladen er langtfra perfekt er den markant bedre end hans seneste to soloplader. En del af numrene (som Irish Blood, English Heart og First of the Gang to Die) har længe cirkuleret på bootlegs og er dukket op til koncerter, og der kan næppe være tvivl om, at det også er de stærkeste på pladen. Men nyere materiale som I Have Forgiven Jesus, Let Me Kiss You og I Like You er der bestemt heller ikke noget i vejen med, så alt i alt er det et stærkt comeback af den tidligere The Smiths sanger.

Snow Patrol: Final Straw 7. Snow Patrol: Final Straw
Nordirske Snow Patrol udgav to plader på indieselskabet Jeepster, men de klarede sig ikke specielt godt. Så mens de ledte efter et nyt pladeselskab indspillede frontmand og sangskriver Gary Lightbody to plader med sideprojektet The Reindeer Section og fik vha. demoerne til bandets tredie plade skaffet Snow Patrol en ny kontrakt. Bandets tredie plade – Final Straw – har solgt over en million eksemplarer i England alene (ikke mindst på grund af singlen Run), og det er da også en ganske fortrinlig plade. Hvor Run måske minder lidt rigeligt om Keane og Coldplay, så er der masser af rocksange (som Wow og Whatever’s Left) der minder mere om Interpol, hvilket jo er at foretrække. Det er velproduceret indie med gode melodier og masser af guitar, hvilket man jo aldrig går helt galt i byen med.

Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News 6. Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
En af årets største musikalske overraskelser var Modest Mouse, der gik fra at være obskure indie darlings til pludseligt at hitte stort med Float On. Succesen kan skyldes, at pladen er en anelse mere fokuseret og tilgængelig end deres tidligere udgivelser, og selvom der ikke umiddelbart er andre sange på pladen, der lyder som Float On er der dog masser af cool indie at komme efter. Sange som Bukowski og Bury Me With It har fantastiske tekster (“Life handed us a paycheck, we said, ‘We worked harder than this!’”) og generelt er hele pladen bare en stor positiv overraskelse, der ganske unikt blander larmende indie med spastiske rytmer med mere eftertænksomme tracks.

The Polyphonic Spree: Together We're Heavy 5. The Polyphonic Spree: Together We’re Heavy
The Spree er et af de mest forunderlige musikalske koncepter, der eksisterer lige nu. De er blevet kaldt et kryds mellem The Flaming Lips og Beach Boys, hvilket passer i den forstand at musikken klart minder om The Lips’ samtidig med, at den ofte er lige så livsbekræftende som stranddrengenes hits fra 60erne. The Spree udsprang af bandet Tripping Daisy (hvor også Secret Machines’ Ben Curtis var med) og udgav sidste år “Beginning Stages Of…”, hvor “Together We’re Heavy” skal ses som en direkte fortsættelse (første sang hedder sågar Section 11, da der var ti sange på debuten). Endnu engang har vi her fat i en plade, der begynder med et meget lang nummer. Men track nummer to – Hold Me Now – er en fantastisk storladen single med strygere og kor og et symfonisk omkvæd, der kan fremtvinge et smil på selv den sureste musikfan (det samme kan siges om Two Thousand Places). Uden tvivl den mest pompøse indieplade udgivet i år, hvilket vi har valgt at betragte som en god ting.

The Stills: Logic Will Break Your Heart 4. The Stills: Logic Will Break Your Heart
Anmelderne var ikke så venlig ved canadiske The Stills, da deres debut udkom tidligere på året. Folk var hurtige til at påpege, at bandet lød som et opkog af Echo & The Bunnymen og Joy Division, og selvom der er noget om snakken, så glemte folk bare undervejs, at der faktisk er lykkedes The Stills at skrive en skrive en række rigtig gode sange. Singlerne Lola Stars and Stripes og specielt Still in Love Song er fyldt med den type smerte, man kun finder i gode popsange, og der er masser af lignende sange på pladen. Det er måske ikke stor kunst, men der er bestemt noget fængende over bandets patosfyldte sange (“Love and death are always on my mind“), og det er en af de plader, der bare er blevet ved med at indfinde sig på anlægget året igennem.

The Killers: Hot Fuss 3. The Killers: Hot Fuss
“Hot Fuss” var pladen som det gendannede Duran Duran burde have lavet. Allerede i første skæring – Jenny Was a Friend of Mine – har The Killers gang i en fantastisk baslinie, et langt instrumentalt stykke med bas og keyboards og et godt omkvæd, der bringer minderne tilbage til 1981. Singlen Mr. Brightside følger, og derfra er der 80er inspirerede indiehits på stribe (inkl. den fantastiske Somebody Told Me) pladen igennem. I en tid hvor alle synes inspirerede af Gang of Four og Joy Division er det forfriskende at finde en plade, hvor det er Duran Duran og Spandau Ballet der er inspirationskilderne (selv i teksterne hvor en linie som “There is an old cliché under your Monet” lugter langt væk af Simon Le Bon). “Hot Fuss” er med andre ord guld værd for enhver indie hipster, der altid har haft en svaghed for New Romantics.

Interpol: Antics 2. Interpol: Antics
Forventningerne til opfølgeren til den fremragende debut fra Interpol var enorme, og selvom den ikke kunne overraske på samme måde som “Turn on the Bright Lights” gjorde, så blev det dog relativt hurtigt klart, at “Antics” er en fantastisk plade. Lyden er fortsat den samme, men “Antics” virker en anelse mere sammenhængende, men samtidig også en smule mere stille. Det er dog som om de har åbnet deres format en anelse op, så Paul Banks nu ikke længere synger helt så monotont som tidligere, hvilket løfter en sang som Take You on a Cruise markant. Singlen Slow Hands er naturligvis fantastisk, og det er endnu en gang imponerende at en plade, der på overfladen lyder så ensartet aldrig formår at blive kedelig.

Franz Ferdinand: Franz Ferdinand 1. Franz Ferdinand: Franz Ferdinand
Der kan næppe være tvivl om at 2004 tilhørte Franz Ferdinand. Singlen Take Me Out var overalt (med rette), og det var en af de få indieplader, der i høj grad overlappede til et mainstream publikum. De spillede sågar en fantastisk koncert på Roskilde i sommers og er allerede igang med at indspille en opfølger. Deres lyd trækker naturligt nok på 90ernes Britpop bølge, men indeholder mere charme og kant end de fleste af dem. Pladen er fyldt med singler, og det er bestemt ikke mærkeligt, at folk elsker dem, da dette er en absolut forrygende udgivelse og den vi her på stedet har valgt til Årets Plade.

Udover disse ti plader lyttede vi meget til Duran Duran: “Astronaut“, The Fever: “Red Bedroom“, The Get Up Kids: “Guilt Show“, Jimmy Eat World: “Futures“, Nephew: “USA DSB”, Rilo Kiley: “More Adventurous“, Sonic Youth: “Sonic Nurse“, Soulwax: “Any Minute Now“, Jim White: “Drill a Hole?” og Wilco: “A Ghost is Born“.

Kaki King video

Forleden dag kunne man hos David Letterman opleve guitaristen Kaki King spille sangen Playing with Pink Noise. Hos VH1 kan man nu se videoen til samme sang, hvor man for alvor kan studere denne forunderlige guitarists helt specielle teknik.

Kunsten at kopiere

Maxim har et kort interview med Greg Dulli fra The Twilight Singers om kunsten at lave en god coverversion. Interviewet kommer apropos pladen “She Loves You”, hvor bandet har indspillet versioner af sange af bl.a. Björk, John Coltrane og Fleetwood Mac.

Seven Nation Lips

The Flaming Lips har gennem deres lange karriere lavet en lang række ret specielle coverversioner (som Bowies Life on Mars og Kylies Can’t Get You Out of My Mind). Deres seneste ligger dog lidt tættere på originalversionen end normalt, så besøg NME hvis du har lyst til at høre The Lips’ version af Seven Nation Army.

U2 (måske) til København

Gaffa har lavet lidt benarbejde og opsnuset nogle mulige skandinaviske datoer for koncerter med U2. Ifølge deres kilder skulle den irske supergruppe dukke op i Parken 31. juli, så lad os håbe der er mere hold i denne historie end deres historie om Mötley Crüe (Det’ gas… de ka’ ta’ det!).

Top ti alting

Vi opgav ganske tidligt at følge med i de forskellige webmagasiners top ti lister over årets bedste plader, bøger, DVD-udgivelser osv.. Men heldigvis kan man igen i år hos Fimoculous finde en samling af de bedste artikler og lister med meninger om året der gik. Nederst på siden finder man links til de musikrelaterede artikler, men man kan samme sted finde et hav af artikler om en masse andre spændende områder, så der er nok at gå i krig med.

Lidt nyt om The Raveonettes

The Raveonettes tager næste år på en Danmarks turné, der starter på Voxhall i Århus 2. februar og rammer seks danske byer. Denne turné skulle gerne varlse udgivelsen af den kommende plade fra den danske duo – en plade som David Fricke allerede har skrevet en stor artikel om til Rolling Stone.

Som tidligere nævnt optræder The Raveonettes også på pladen “Maybe This Christmas Tree” med sangen The Christmas Song, som man passende kan lytte til her i disse juledage.

Baltimore House og Bob Dylan

Post Road Mag har en lang og vanvittig artikel om, hvorfor House scenen i Baltimore er den nye Bob Dylan. Det er dog kun artiklens sidste fjerdedel, der handler om Baltimore House. Størstedelen handler om Dylan, hans indflydese på rockmusik, og hvordan blade som Rolling Stone har en tendens til at skrive om bands, der med rette aldrig vil nå ud til et stort publikum. Det er en sær, men meget underholdende artikel.

Til Danmark alligevel

I forbindelse med vores indlæg forleden om gendannelsen af Mótley Crüe nævnte vi, at de ikke havde tænkt sig at komme forbi Danmark. Det har ifølge Gaffa netop ændret sig, da bandet nu er blevet sat i forbindelse med festivalen Rock under broen.
[Update] Ikke alligevel!

Hverken undervurderede eller overvurderede

Alle musiknørder kender en stribe bands, de mener er dybt undervurderede. Samtidig kan de også nævne en masse bands, der er håbløst overvurderede. Men en journalist på Spin Magazine er kommet til den konklusion, at der dermed også må være en række bands, der har lige præcis det ry de fortjener, hvilket der er kommet en morsom artikel ud af.

Årets indie labels

Stylus har samlet årets fem mest imponerede indie labels, og de udgivelser der gør dem imponerende, i en ganske interessant artikel.

Årets bedste danske plader

Når vi kommer lidt tættere på årsskiftet skal vi nok her på Frekvens evaluere lidt på den musikalske side af året der gik. Men indtil da vil vi lige gøre opmærksom på, at DR har udvalgt ti danske plader som de mener er årets bedste. Der er naturligvis kendte navne som Nephew, Sterling og Mikael Simpson på listen. Men heldigvis er der musikalske eksempler med alle ti navne, så man også kan lytte lidt til de navne, man måske ikke har hørt nær så meget på P3 det forgangne år.

John Cale på Voxhall

John Cale Ifølge en anmeldelse af John Cale koncerten i København i søndags var der undervejs store lydmæssige problemer, da der samtidig i de tilstødende lokaler blev afviklet et metal arrangement. De problemer var der heldigvis ikke mandag på Voxhall, hvor både lyd og store dele af publikum var i topform.

En stor gruppe entusiastiske John Cale fans havde tidligt taget opstilling på første række og jublede stort, da Cale slentrede ind på scenen, greb guitaren og præsenterede sangen Sold Motel med ordene “Hi gang! This is a new song“. Derefter fulgte You Know More Than I Know og Ship of Fools begge fra pladen “Fear” fra 1974. Selvom disse tydeligvis var publikumsfavoritter blev det dog mere interessant, da Cale bevægede sig over til flyglet og bl.a. spillede en stribe sange fra pladen “Fragments of a Rainy Season”. Flere af sangene på den plade er baseret på digte af Dylan Thomas, men det var dog sangen Chinese Envoy – baseret på en novelle om galoperende møbler – der for første og eneste gang fik Cale til at fortælle en historie om sine tekster – en historie der sluttede med at Cale forklarende sagde: “So, really it’s a song about IKEA“.

John Cale har som mange nok ved en fortid i den legendariske rockgruppe The Velvet Underground, der også inkluderede Lou Reed. Siden da har han udgivet en lang række soloplader bl.a. indspillet med folk som Brian Eno og Lou Reed og har produceret plader for Nico, The Stooges, Patti Smith og Squeeze. Der var dog i løbet af aftenen ikke mange referencer til fortiden med The Velvets udover sangen Some Friends, der er en hyldest til afdøde Sterling Morrison. I stedet fik vi en alsidig blanding af sange fra solokarrieren og overraskende nok kun to sange (Zen og Things) fra den seneste plade “HoboSapiens”.

I løbet af den 70 minutter lange koncert skiftede John Cale løbende fra guitar til klaver og tilbage igen. De bedste numre var uden tvivl dem, hvor Cale lod tangenterne tale og specielt Darling I Need You, der havde en afslutning der var Jerry Lee Lewis værdig, var et højdepunkt. Et andet højdepunkt var titelnummeret fra pladen “Paris 1919″, der med sit glade omkvæd stod som en befriende kontrast til en langtrukne og lidt kedelige version af Elvis klassiskeren Heartbreak Hotel Cale havde disket op med umiddelbart inden. Med det kunne Cale lad sig klappe ud og ind igen, og derefter lukke koncerten med Thoughtless Kind og en version af Leonard Cohens Hallelujah.

John Cale har tidligere spillet koncerter i Århus med stor succes, og man fik da også det indtryk, at den 62-årige waliser har en solid fanbase i den jyske hovedstad. Da setlisten inkluderede masser af gammelt materiale var det tydeligt, at folk var fuldt ud tilfredse med koncerten. Men for os der ikke var nær så fortrolige med Cales solomateriale kunne koncerten godt virke en anelse tam i perioder. John Cale har en utrolig fortællerstemme (som man kan høre på A Dream fra “Songs for Drella”), så det ville have været fantastisk med et par anekdoter undervejs. Desuden ville det have virket lidt mere rock ‘n’ roll, hvis han havde taget sin bedstefar jakke af, inden han luntede ind på scenen. Men udover disse småting var det faktisk en ganske glimrende koncert og ikke mindst en fortrinlig lejlighed til at se en levende legende live.

Queen gendannet?

Ifølge NME har Brian May tænkt sig at gendanne Queen med sanger Paul Rodgers, der tidligere har sunget i Free og Bad Company. Der skulle helt sikkert være en UK turné på vej, hvor også Roger Taylor vil deltage. Men det vides endnu ikke, om turnéen fortsætter rundt i verden, og om John Deacon er interesseret i at være med i projektet.

En anderledes vikar

Se et videoklip fra da en klasse med kunststuderende forleden havde Marilyn Manson som vikar.

Morningside på Musikcaféen

Sidste år i december kunne man opleve en række bands fra det spændende label Morningside RecordsMusikcaféen i Århus til et Label Night arrangement. Den succes gentages på lørdag samme sted, hvor man vil kunne opleve Larsen & Furious Jane, Strumm, Oh No Ono og Figurines. Rygterne vil forøvrigt vide, at Figurines vil spille et par nye sange fra deres kommende plade, så det alene burde være en tur på Musikcaféen værd.

Commotions dagbog

Bassisten fra bandet Lloyd Cole & The Commotions – Lawrence Donegan – er nu journalist på avisen The Guardian. Derfor var det oplagt at bede ham om at dokumentere den reunion turné bandet gik på i efteråret. Det er der kommet en ret sjov artikel ud af, hvor Donegan fortæller om forberedelserne til turnéen, koncerterne og bandets interne golfturnering.

Record Store Guy

Vi faldt over en stor artikel om pladeforretninger i Los Angeles, og de folk der står bag disken i en række af dem. Der er interviews med de ansatte og kunderne, og ikke overraskende også et par referencer til filmen High Fidelity.

Musik quiz

Lav din egen musik quiz. Vi har lavet et eksempel på, hvordan den kan se ud. Men vil du hellere lave en selv, skal du bare taste et bandnavn ind øverst til højre og så genereres der en quiz til dig.

Musikalske myter

Top ti myter om internettet og musikindustrien.

 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS