Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anmeldelse: Paradise Lost live

6/11
Allerede før de engelske goth-rockere overhovedet entrede scenen, pegede alting hen på at det skulle være en aften på det jævne. For det første var opvarmningen aldeles tvivlsom og malplaceret – et canadisk emo band, Neurosonic, og et Nightwish inspireret band fra Tyskland, hvis navn jeg har fortrængt. Jo mindre sagt om dem, jo bedre.

Dernæst kommer, at Paradise Lost var blevet hensat til Lille Vega, mens indie opkomlingen Feist, spillede på Vegas store scene.
For et band som har præsteret 11 albums – langt de fleste gode – på 17 år, kan det umuligt være befordrende for entusiasmen. Det virkede heller ikke som et specielt oplagt band, som kom ind på Lille Vegas lave scene. Forsanger Nick Holmes virkede for størstedelen tilfreds med at stirre tomt ud i luften og lire sine tekster af, mens det kun var rytmeguitarist Aaron Aedy, som kunne mønstre noget der lignede begejstring.
Are you people tired?”, spurgte Holmes publikum, og fulgte op med ”You look about up my age, so you must be.” Hvorvidt det var et tilfælde af den berømte tørre britiske humor eller ej, skal forblive usagt, men manden virkede ærligt talt træt og ugidelig.

Setlisten var ellers konstrueret, så den både viste hensyn til de helt gamle fans fra Gothic tiden, de der stod på i synth-pop perioden med “One Second” og “Host” albummene, og så selvfølgelig med fokus på de seneste to albums. Under de nyere sange lyste Holmes dog også op, om end der tilsyneladende var noget galt med lyden, så vokalen konstant var for lav, og derfor aldrig skinnede igennem som den burde.

For et band med omkring 20 år på bagen, er det også en smule beskæmmende at så meget af musikken ligger på et backtrack. Én ting er at have de symfoniske introer, og en smule keyboard, men det er lidt af en falliterklæring at have alle vokalharmonier kørende på et bånd. Der tangerer det pludselig playback, og det er bare ikke godt nok.

Det var dog ikke ren ynk – dertil er musikkens kvaliteter for åbenlyse. Et nummer som One Second fik rusket godt op i publikum helt ned til baren, mens Pity the Sadness fra Shades of God fik gang i noget der lignede fællessang. Højdepunktet kom dog for undertegnede under ekstranumrene, med den guddommeligt storladne Over the Madness, hvor vokalen pludselig stod klart, og alting i et par minutter gik op i en højere enhed. Den sædvanlige showstopper As I Die kom dog aldrig, og så måtte folk ellers defilere noget uforløste ud i Vesterbros natteliv.

Det var helt sikkert en okay koncert, men desværre også en koncert der ligger meget under hvad man kan forvente af et så rutineret band. Vi prøver igen næste gang.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Søren
October 4, 2007 kl. 17:36

Jeg var ikke klar over ham fyren fra Nickelback også var med i Paradise Lost :-)

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS