Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Live: Knoxville og Utah, Studenterhus Århus d. 4/10

På trods af regnvejr og masser af danske fodboldhold i aktion rundt om i Europa, var der godt besøgt da de lokale helte fra Utah lagde vejen forbi Studenterhus Århus. Her viste bandet, hvorfor de er blevet anmelder- og publikumsfavoritter siden deres debutalbum udkom først på året. Som opvarmning havde de århusianske Knoxville med, der gav en opvisning i velspillet men også lidt generisk moderne rock.

Klik på ’Læs mere’ for resten af koncertanmeldelsen.

Knoxville6/11
Da Knoxville i sommer fik pæne ord med på vejen efter deres optræden på Skanderborg Festivalen, fik de det populære post-punk stempel, og blev sat i bås med bands som Interpol og danske Decorate Decorate. Om de spiller anderledes i solskinsvejr eller de bare har lagt stilen lidt om skal være usagt, men det var ikke specielt mørk og dyster lyd der kom ud af højtaleren på Studenterhuset. Her spillede Knoxville nærmere en solid, let Pearl Jam-klingende gang rockmusik. Mest dystert var åbningsnummeret The King Is Dead, der klart er blandt Knoxvilles bedste. På en halv times tid kom de ellers igennem 7-8 sange af udmærket kvalitet, men uden den helt store personlighed eller kendetegn. Frontmand Henrik har en god vokal og trommeslager Lasse spiller ualmindelig tæt og tight, men hvis musikverdenen virkelig skal få øjnene op for Knoxville, skal de nok prøve at få en lidt mere personlig lyd.

Utah9/11
Utah er fra Skanderborg, og kan næsten kalde Århus for hjemmebane. Derfor var der også godt fyldt foran scenen, og færre siddende koncertgængere end normalt på Studenterhuset. Bandet virkede også veloplagte fra første tone, og numrene fra debutalbummet ”Strength In Numbers” fik lige en ekstra tand. Specielt den storladne Crash-Burn og den underspillede Peace of Mind stod ud, og vidnede om Utahs kvaliteter som liveorkester. Bandet spillede uden fejl, og selvom det er svært ikke at fremhæve forsanger Jesper Boths fabelagtige stemme, bør man ikke underkende resten af bandets talenter. Søren Zahles elektriske guitarspil er fremragende og Anders Rønne bag trommerne er i en klasse for sig. Bandet bliver med rette sammenlignet med Radiohead anno ”The Bends” og ”OK Computer”, men der er også mere mørke country facetter på numre som Alien Battle og Haunted Halls, hvor REM’s ”New Adventures in Hi-Fi” faktisk er en mere passende sammenligning.

Af andre højdepunkter bør nævnes den ikke udgivne New Born samt nummeret Shoot Them All, som en veloplagt Jesper Zahle med glimt i øjet dedikerede til den siddende regering. Det var efter eget udsagn første gang at Utah har vist sig fra deres politisk engagerede side. Hvis man skal sætte fingeren på noget, må det være, at der ikke er sket meget siden Utah dukkede op på den østjyske musikscene for fire år siden. Det er de samme 10-12 sange de spiller, og selvom de bliver spillet overbevisende, kunne man godt snart ønske at høre noget nyt fra det talentfulde band. Det ødelægger dog ikke fornøjelsen ved koncerten, som både publikum og band lod til at nyde.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS