Beiruts andet fuldlængdealbum er ikke længere forbeholdt brugere af iTunes og piratkopister, for ”The Flying Club Cup” er netop udkommet i fysisk form på Ba Da Bing Records.
Og det er et rigtig godt album. Balkantonerne, som vi lærte at kende på ”The Gulag Orkestar”, er delvist blevet afløst af franskinspireret tresserpop, og det har bestemt ikke forværret indtrykket af den kun 21-årige wonderkid Zach Condon og hans dygtige musikere. Condon udtalte tidligere på året, at han følte sig stærkt inspireret af franske sangere som eksempelvis Jacques Brel, og det skinner tydeligt igennem på de indieficerede serenader, der strømmer ud fra ”The Flying Club Cup”.
Albummet kommer godt fra land med et A Call To Arms-trut, som følges op af de nok tre stærkeste sange, jeg længe har set blive præsenteret i træk på et album: Nantes, A Sunday Smile og Guyamas Sonora. Ren fryd for øregangene, og selvom sidstnævnte gør brug af den vel nok største indie-gimmick siden melodikaen, nemlig klokkespillet, så er den ganske enkelt helt uimodståelig, og man føler sig hensat til en tilfældig sort/hvid caféscene i en Truffaut -film.
Beirut taber ikke pusten undervejs, men Cliquot og Forks And Knifes (La Fête) stikker dog ud som højdepunkter på en helt igennem dejlig plade, der dog virker mindre vedkommende hen imod slutningen, hvor de balkanske toner for alvor begynder at præge sangene igen. Det er svært at sige, om det er grunden, men faktum er, at sangene ikke synes så stærke længere – eller også savner man bare de franske harmonikaer.
La Blogothéque og Beiruts videoprojekt er i øvrigt færdiggjort, så du kan nu nyde videoer til samtlige sange fra albummet på dets officielle side. Min favorit er videoen til The Penalty:
