Uudholdelige skrighalse eller storladent rockpoesi? To Frekvens-skribenter kunne ikke blive enige og har derfor valgt at tage diskussionen her. John kan godt lide Entakt, det kan Anders ikke. Hvad siger du?
John: Hvorfor er det kun okay at være prætentiøs, når man synger på engelsk? Jonas Villumsen er en af de mest ambitiøse danske sangskrivere nogensinde, og han drejer vendinger og vender udtryk på en interessant måde, man stort set aldrig ser i dansk musik. Samtidig er gruppen udfordrende musikalsk uden at glemme melodierne.
Det er enormt let at hakke på Jonas’ krukkede vokal, der dog ingenlunde når samme anstrengende højder som når en Thom, Antony, Rufus eller Buckley Junior folder sig ud. Det er hans ofte tilbagelænede falset, der giver melodierne det unikke præg, og faktisk er det imponerende, at man kan kombinere så ordrige tekster med melodier, der er særdeles fængende.
Jeg er ikke den store fan af bandet live, men på plade har de med deres debutplade “Træerne Vokser Ind I Himlen” leveret noget af det mest nyskabende danske popmusik, siden Lars H.U.G. sang på dansk.
Anders: Rædsomt. Det var min holdning til Entakt fra første gang, jeg hørte om dem, og noget som jeg flittigt udbredte for alle, der gad høre efter. Ikke videre konstruktivt eftersom jeg aldrig havde hørt ét eneste nummer med bandet. Mit ræsonnement var som følger: 1. De fandt sammen på en højskole. 2. De skulle efter sigende spille storladne dansksprogede sange. Jeg skal være ærlig og indrømme, at Entakt aldrig havde en chance hos mig.
Senere læste jeg i et interview, at de ikke brød sig om ”de dér såkaldte hverdagspoeter [for] der er en tendens til at pakke alting ind i humor, når det er på dansk.” Muligvis, men der er sgu heller ingen grund til at pakke det ind i intetsigende metaforer og finurlige udtryk.
Det lyder måske sjovt og underfundigt, når Peter Sommer ikke kan ”se skoen for bare tæer”, eller når Johan Olsen går ”gennem snot og ild”, men at lege med ordene bare for at lege med ordene er dybt meningsløst. Så Entakt kan tage ordspilsomskrivninger som ”ved mine fulde fire” og ”vi ved, hvor galskabet skal stå” og stikke det op, hvor skinnet ikke soler…eller noget.
Jeg har i forbindelse med denne diskussion lyttet lidt til deres sange, og mht. det prætentiøse og det storladne, så synes jeg, at det er helt okay at begive sig ud ad disse musikalske veje. Jeg behøver bare ikke en billig dansk kopi, når Morrissey og Muse giver mig den ægte vare.
October 11, 2007 kl. 15:37