“Short and sweet – just the way you like them” råbte The Hives’ Howlin’ Pelle fra Orange Scene et par år tilbage, og inspirerede derved til denne uges kategori i Frekvens favoritter.
Ugens Kategori: Sang under 2½ minut
Anders: The Smiths: Please, Please, Please, Let Me Get What I Want (1:53)
“Et bevis på, at man ikke behøver tusindvis af metaforer og komplekse melodier for at skabe en helt igennem fantastisk og vedkommende sang.”
John: The Zombies – She’s Not There (2:28)
“Det var en nærmest uoverskuelig opgave at skulle skimme mere end 700 sange på iTunes igennem, fravælge nærmest alle mine yndlingsbands, og så prøve at finde den perfekte popsang.
Men valget faldt på The Zombies, der har skrevet en fængende og sofistikeret sang, som man ikke mindst på grund af længden får lyst til at sætte på igen lige så snart den er færdig.”
Kristian: Blur – Song 2 (2:01)
“Det første nummer jeg kom til at tænke på i kategorien og min favorit, hvis man ikke hopper tilbage til 60′erne hvor 2½ minut var reglen mere end undtagelsen. Blur tog sikkert fusen på en del af deres nye Great-Escape-Country-House fans med først Beetlebum, og derefter Song 2 som singleudspil fra “Blur”. Et super energisk nummer, og efterhånden lidt af en klassiker.”
Peter: Neil Young – The Needle & The Damage Done (2:13)
“Den her var svær at vælge og jeg har fravalgt flere fantastiske numre end jeg kan holde til at tænke på. Neil Youngs nummer er en smuk og stemningsfuld sang om et stigende heroinmisbrug blandt Youngs musikere og crew bl.a. Crazy Horse guitaristen Danny Whitten som endte med at dø af en overdosis. Det havde Young skræmmende profetisk forudsagt med linjen, “I watched the needle take another man”. På trods af den korte spilletid går budskabet rent ind.”
Roy: Slipknot – Wait and Bleed (2:27)
“Den bedste sang under 2½ minutter er reelt set umulig at afgøre, og jeg finder mig selv splittet mellem bands som Nada Surf, Alice in Chains, og den onde tråd. Jeg har dog valgt at sætte min stemme på sidstnævnte, da Wait and Bleed, fra ‘knots debut, i mine øre er en sublim energiudladning af eksplosiv hegn og en smule rap, som beviste at man stadig kunne lav ond, aggressiv musik, med kommerciel succes, efter Pantera havde mistet taget i folk: Hvad enten man hader eller elsker det, så er det umuligt at sidde stille til.
Når det er sagt, så må der være honorable mentions til Blizzard of ‘77 med Nada, og Them Bones med Alice – de havde måske vundet på en anden dag.”
Stytzer: The Smiths – Girlfriend in a Coma (2:02)
“Hver eneste gang jeg lytter til Girlfriend in a Coma undres jeg over, hvem af d’herrer Morrissey/Marr, som fandt på at kombinere en på alle måder trist, morbid og tvetydig tekst med en så vidunderligt opløftende og iørefaldende melodi.”
Søren: Lloyd Cole – To The Church (2:26)
“Da jeg først kom til at se på hvilke numre var under 2 minutter og 30 sekunder, viste det sig at være sværere at vælge, end jeg først havde troet. Efter at have lavet en liste med ikke mindre end 18 kandidater, endte jeg alligevel på den jeg først kom til at tænke på. Lloyd Cole har en helt speciel plads i mit musikhjerte, og det er jo umuligt ikke at holde af en sang, der starter “I’m looking for a religious girl / with childbearing hips and a wedding veil / but I’m saddened to report, sir / It’s not easy”. Så kan jeg godt tilgive de lidt kiksede diskotrommer i baggrunden, der i dag ikke just får nummeret til lyde moderne. Samtidig kan jeg også føle mig ret sikker på, at der ikke er andre som har valgt den samme favorit som mig.”
October 19, 2007 kl. 10:36