Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Hvor blev de af? JJ72

Hvem var de? Mark Greaney, Fergal Matthews og Hillary Woods – et af second wave of britpops største håb.

Hvad kunne de? I 1999 var England igen klar til britpop, og frem fra generationen, der også fostrede Coldplay, dukkede irske JJ72 op. Greaney var velsignet med en fantastisk stemme, og kunne synge højere end de fleste piger og kastratsangere. Hans vokal fik hurtigt stemplet ”fallen angel/choirboy” i medierne, der stemte godt overnes med hans let spinkle kropsbygning. Omkring sig havde han den muskuløse trommeslager Fergal og den yndige bassist Hillary. Sammen fik de stor succes med deres selvbetitlede debut, der gjorde dem til NME/Melody Maker darlings og toppede som nummer 16 på den engelske albumhitliste, med hits som Snow, Oxygen og October Swimmer.

Hvad skete der? Bandet turnerede England og Europa tyndt, og kom blandt andet forbi Voxhall og Vega i 2001, og ikke mindst Roskilde Festivalen samme år. Her gjorde Greaney sig bemærket ved at optræde i en Det Elektriske Barometer STILLE! T-shirt. Herefter blev der stille om bandet et års tid, hvorefter de udsendte “I To Sky”, der ikke rigtig levede op til forgængeren, hverken hos anmelderne eller pladekøberne. Året efter forlod Woods bandet, og blev erstattet af den mindst lige så yndige, om end lidt mere goth’e Sarah Fox. Hun nåede dog ikke at være på mere en to singler, hvis ringe succes (bedste placering var #52 på singlehitlisten) gjorde at bandet blev droppet af deres pladeselskab. Det var mere end bandet kunne klare, og i 2006 gik bandet i opløsning, et fact få medier lagde mærke til, altså udover Frekvens selvfølgelig.

Hvor er de nu? Hillary Woods går på universitetet, Sarah Fox spiller bas i industrial bandet Lluther og Mark Greaney dannede bandet Concerto For Constantine, der først på året var på deres første turné i Irland.

Anbefalede downloads: October Swimmer, Oxygen og Snow (fra ”JJ72”), Fomulae (fra ”I To Sky”) og Desertion (b-side på Oxygen)

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
stytzer
November 2, 2007 kl. 23:06

Gør stadig ondt, når jeg tænker på at bandet ikke længere eksisterer. Paradoksalt nok var flere af numrene fra de to sidste singler (især Coming Home + She’s Gone) bedre end noget af bandets tidligere materiale (Snow undtaget), men åbenbart ikke gode nok til hverken at tilfredsstille pladeselskab eller købere.
Og så irriterer det mig grænseløst, at jeg aldrig nåede at se dem live.
Endelig vil jeg anbefale at man også downloader Long Way South fra debuten!

Kristian
November 3, 2007 kl. 0:42

Jeg synes specielt She’s Gone lød lovende, med en mere dyster lyd.
Jeg nåede at se dem 3 gange, få signeret alle mine singler OG skændes med Mark Greaney ;)

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS