Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anmeldelse: Nine Black Alps – “Love/Hate”

7/11
Den svære anden plade. Det er en kliché, men som alle andre klichéer indeholder den et gran sandhed. I tilfældet Nine Black Alps, bestod den første plade af superenergisk guitarrock, som gav alle indestængte aggressioner frit løb, mens teksterne nærmest flød over med bitter galde.

Nu vil bandet så tilsyneladende gerne bevise, måske især overfor sig selv, at de er blevet voksne, og det betyder at der er skruet ned for aggressionerne, lyden er blevet pænere, og i det hele taget er det nok noget tættere på det vi kalder ”middle of the road”.

Åbningsnummeret Bitter End er tæt på noget, man kunne betegne som powerpop, inden der på skæring nummer to, Burn Faster, er optræk til noget af den samme energi som på debutalbummet. Desværre forfalder mange af de efterfølgende numre til at lægge sig i grænselandet mellem pop og rock, og der kommer Nine Black Alps pludselig til at minde meget om Feeder. Især nummeret Pet Hate kunne sagtens have været på Feeders ”Comfort in Sound”, men det betyder tilgengæld også at den snildt kan gå hen at blive et radio-hit i England.

Forsanger og sangskriver Sam Forrest besidder en imponerende evne til at skrive et riff og et hook, som er let at nynne med på første gang man hører det. Og den tekstmæssige bitterhed er stadig at finde i spandevis, med linjer som ”Forget my name/forget my face/you’re all the same, the human race”. Desværre virker det bare en smule ligegyldigt, fordi der ikke rigtig er en tilsvarende energi i musikken. Faktisk virker det lidt som om bandet holder sig tilbage, hvilket er synd og skam, da man sagtens kunne forestille sig sangene lette i en live-situation, hvor energiniveauet bliver skruet op.

Albummets sidste nummer, Under The Sun, minder mest af alt om en pastiche over Elliott Smith, men selv om Smith ganske givet har været en inspiration for Forrest – både lyrisk og musikalsk – så må man nok konstatere, at Nine Black Alps stadig har et stykke vej for at nå Smiths høje niveau.

Dermed dog ikke sagt at det er en helt igennem dårlig plade. Der er adskillige steder, hvor man kan høre bandets evne til at skrive en god pop-rock melodi. Desværre synes Nine Black Alps bare at have mistet meget af det, der skilte dem ud fra mængden, og selv om Feeder er et fint band, så må ét band, der lyder sådan, være nok.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS