Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


7/11
Jacob Faurholt har fat i den lange ende på et album med gode og legesyge lo-fi sange, desværre glemmer han nogle gange at holde ved, og så sniger ensformigheden sig ind.


Allerede fra første skæring står det klart, at det ikke er et helt almindeligt album, man har fået fingrene i. Bombs, som åbningsnummeret hedder, starter ud som en fin men ikke synderlig bemærkelsesværdig lille melodi, tror man da, for pludselig bliver nummeret nærmest skåret over på midten af en infernalsk støj-solo, indtil vi vender tilbage til Faurholt i en helt nedbarberet version. Herefter tager pladen fart med 2 rigtig gode melodier. På singlen Sing Little Bird bliver Faurholt smukt flankeret af de svenske twillinger Miriam og Johanna E. Berhan, som til dagligt kendes som Taxi Taxi!, og på den kun 1:44 lange Minds of the Young smider Faurholt en virkelig catchy melodi op imod en skurende baggrund af diskret støj, og det er virkeligt godt.

Herefter mister pladen desværre en del af pusten, og de næste par numre er rent ud sagt rimeligt kedelige. Jacob Faurholts meget skrabede udtryk gør desværre hurtigt, at man sidder tilbage med en følelse af, at han har udtømt sine musikalske muligheder. Heldigvis vender han tilbage med 3 virkelig vellykkede numre, der alle besider den gode melodi, der bliver så utrolig vigtig, når ens udtryk er så nøgent, som tilfældet er hos Jacob Faurholt.

Pladens absolutte højdepunkt bygges op omkring de 3 numre Golden Strings,Sweet Girl og Back Home, hvor den første dyrker et fuldstændig skrabet udtryk, finder støjen sin vej ind i baggrunden igen på det andet nummer, men det er den sidste af de 3, som virkelig fremstår som en lille lo-fi perle, der legesygt stritter i alle mulige retninger uden at miste taget om en virkelig god melodi.

Desværre viser pladen sig lidt som en bjergetape i Tour de France, hvor dalene er ligeså dybe, som bjergene er høje, og på pladens 2 sidste skæringer mister Faurholt igen lidt af taget. Når nu de første 9 skæringer tilsammen kun kan hive sig op på lidt over 22 minutter finder man overraskende et afslutningsnummer på over 8 minutter, det gør jo i sig selv ikke noget, hvis nummeret havde noget spændende at byde på, det har det bare ikke. En kedelig start bevæger sig over i en lang støjsekvens, der mildest talt virker lidt malplaceret, en ærgelig måde at slutte pladen af på.

Med “Hurrah Hurrah” viser Jacob Faurholt generelt virkelig gode takter og masser af opfindsomhed, men det er den svære balancegang i hvor og hvordan de gode idéer skal fordeles, der volder besvær. Man sidder dog tilbage med en overordnet positiv følelse efter at have lyttet til pladen, hvor de gode numre heldigvis stjæler det meste af opmærksomheden.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at vi i morgen her på Frekvens starter en konkurrence, hvor det er muligt at vinde “Hurrah Hurrah”, så kan man jo danne sig sin egen mening.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS