Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Frekvens favoritter: The Smiths numre

Denne uge har Frekvensholdet forsøgt at gøre det umulige; at udvælge ét nummer fra The Smiths kataloget som de foretrækker frem for alle de andre. Det har ikke været nemt. Vi vil selvfølgelig også meget gerne høre om Frekvens læserne har en særlig The Smiths sang.

Anders: I Know It’s Over
Den står egentlig helt lige mellem I Know It’s Over og That Joke Isn’t Funny Anymore, da de begge rangerer blandt mine all time favourite badeværelsessange, men en vinder skal jo findes, og derfor løber I Know It’s Over af med sejren pga. fedheden i at stå og bræge “Oh mother, I can feel the soil falling over my head” ind i klinkerne.

John: Bigmouth Strikes Again
Det er helt klart ikke det mest originale valg, men ikke destro mindre en favorit. Sjovt nok er mit favoritabum “Strangeways”-pladen, der også var det første, jeg hørte med bandet. Men utallige ture på Club Drive i 90′erne har gjort, at sange som Unhappy Birthday og Stop Me er røget lidt ned af favoritskalaen til fordel for sangen om Moz’ talegaver.

Kristian: Ask
Svært svært valg, men Ask har nok mit yndlings Smiths omkvæd, og er en af de sange hvor The Smith også fungerer perfekt som popband. En rigtig glad melodi, og så er det vist kun Morrissey der kan slippe afsted med at flette et ord som “bucktoothed” ind i en tekst.

Peter: Cemetry Gates
Klassisk bittersød Smiths melodi til den fortvivlede teenager og linjer som “Keats and Yeats are on your side while Wilde is on mine” og “they were born and then they lived and then they died, seems so unfair i want to cry” er blandt de bedte Moz er kommet frem til, i øvrigt er han nok den eneste mand der kan frygte solskinsdage – fantastisk.

Roy: How Soon Is Now
Først hørt i introen til “Heksene fra Warren Manor”, dernæst som cover af Paradise Lost, og endelig i originalen. Jeg har aldrig været den store fan, men det er et fedt nummer med en legendarisk guitar.

Stytzer: The Boy With the Thorn in His Side
Selvom sangen stammer fra bandets tredje album (“The Queen Is Dead”), var dette nummeret, som endelig fik mine øjne op for bandets kvaliteter. Og i de 22 år der er gået, er jeg aldrig helt holdt op med at ønske, at de skulle ha’ slukket for Morrisseys mikrofon 40 sekunder tidligere, så det fænomenale instrumentale outro var blevet tilsvarende længere.

Søren: Panic
Det her er vist den sværeste kategori endnu. Jeg formoder, det svarer lidt til at spørge en forælder, hvilket barn han bedst kan lide. Efter lang tids overvejelse endte jeg på Panic. Udelukkende fordi jeg – en gang i min gymnasietid – så min ven Pete, rent faktisk forsøge at hænge en DJ på vores lokale diskotek, da han nægtede at spille nummeret. Selvfølgelig også fordi det er et fremragende nummer, men dem er der jo masser af i The Smiths katalog.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Martin
November 23, 2007 kl. 12:19

There Is A Light That Never Goes Out

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS