Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Ugens udgivelser (uge 47 + 48)

I takt med at vi nærmer os det nye år, bliver der længere og længere mellem snapsene. Altså udgivelsessnapsene – den almindelige snapsefrekvens er mere end stødt stigende. Puha. Nå, her er, hvad kritikerne mener om et par albums, der alle er udkommet i løbet af de sidste to uger.

Duran Duran: “Red Carpet Massacre”
Meningerne er delte, når det gælder det seneste Duran Duran-album. Disse anmeldelser er dog overvejende positive.

Gaffa (4/6): “Duran har taget springet ind i det 21. århundrede. Så må tiden vise, om det er klar til dem.”

Soundvenue (3/6): “[Albummet] drukner i den tunge, maskinelle urbanlyd, hvor Le Bon ofte lyder som en fremmed til sin egen fest, og hvor hovedpersonerne selv ender med at blive snigløbet på den røde løber.”

The Times (3/5): “Le Bon sometimes sounds like a stranger at his own party.” (Hov hov, Soundvenue-anmelder, der er vist blevet skelet lidt til andre anmeldelser, før man selv tog stilling.)

TV-2: “For dig ku’ jeg gøre alting”
Hele Danmarks yndlingsorkester har genbrugt en gammelkendt opskrift og begået et album på det jævne. Der findes dog stadigvæk ikke en dansk anmelder, der tør give Brandt og co. det helt glatte lag, men det er ved at hjælpe på det.

Soundvenue (3/6): “Lav et album med salmer eller indled et samarbejde med Trentemøller. Bare et eller andet som kan sprænge den ramme, de velprøvede arbejdsgange har låst dem fast i.”

JP (4/6): “Hvis Steffen Brandt var så dygtig en lyriker, som nogle har villet gøre ham til, var der vel ingen grund til at involvere et helt orkester med orgel, messingblæsere, korsangerinder og op til flere producerere i hver udgivelse. Han kunne jo blot lade en digtsamling trykke.”

dr.dk (3/6): “Bedre held næste gang, gamle drenge.”

Bonnie “Prince” Billy: “Ask Forgiveness”
Der blev ikke udsendt promoer i forbindelse med denne EP-udgivelse, så det er sparsomt, hvad der findes af anmeldelser rundt omkring. Der er desværre heller ingen MySpace-side, hvor du kan høre Will Oldham give sig i kast med coverversioner af så vidt forskellige kunstnere som Danzig, Sinatra og R. Kelly. Vi må derfor holde os til denne ene Pitchfork-anmeldelse.

Pitchfork (7.6/10): “What’s both impressive and limiting about this release isn’t so much the song selection, but rather the fact that every track is seamlessly rearranged to hit all the familiar Will Oldham notes.”

Mani Spinx: “Paper Cuts”
Had er sådan et stærkt ord, men jeg tror, at jeg hader Mani Spinx…eller også forstår jeg ham bare ikke. Det var der noget, der kunne tyde på, for anmelderne kan i hvert fald godt lide denne EP.

Gaffa (4/6): “Over seks sange tester han sit håndelag med afmålte arrangementer, der ud over den store Dylan prøver kræfter med Supertramp-patos, Phil Spector’sk tresserpop og Rolling Stones-rock.”

Soundvenue (4/6): “Hvis ‘Paper Cuts’ er udtryk for, hvor dette Beck’ske kunstnersind bevæger sig hen på det næste fuldlængdealbum, ja, så er der bestemt grund til at vente i spænding.”

Fyens Stiftstidende: “Mani Spinx er fortrinlig på genialt mellemspil.”

Det var det. Der er ikke mere at komme efter. Vi vender måske tilbage i næste uge – måske først efter nytår.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS