Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Interview: Shout Wellington Air Force

Vi anmeldte i fredags Shout Wellington Air Forces fine debut EP “Carry Yourself”. Siden da har bandet også modtaget en rigtig flot anmeldelse fra Soundvenue.

I vores anmeldelse lykkedes det en kort overgang undertegnede, at identificere det forkerte medlem af bandet som forsanger. Ikke videre heldigt, men den slags der sker, når man har for travlt med at lytte til den gode musik, og derfor ikke bruger nok tid på at læse pressematerialet grundigt igennem. Brøleren affødte en venlig rettelse fra Shout Wellington Air Force. Heldigvis var der ingen sure miner fra gutterne i bandet, og de viste sig ovenikøbet at være friske på, at svare på et par hurtige spørgsmål fra Frekvens.

Læs interviewet og download eller lyt til Forgive Us, Please!

Frekvens: Kan I kort beskrive jer selv og jeres musikalske baggrund?
Shout Wellington Air Force: Før vi begyndte som band interesserede vi os alle sammen meget for musik, selvom vi lyttede til ret forskellige ting. Da vi fandt sammen (for 2 år siden) var vi dog alle begyndt at lytte meget til, primært amerikansk, alternativ rock. Æstetikken var at spille skramlet og rodet rockmusik. Derfor var der også et element af tilfældighed i forhold til hvilke roller vi fik i bandet; nogle begyndte at spille på instrumenter, de ikke gjorde før.

Hele lo-fi æstetikken var altså rimelig fremherskende i begyndelsen. Vi hørte meget Mountain Goats og Microphones og skrev dengang, som nu, også akustisk baserede sange.

Generelt kan man sige, at det er ting vi stadigvæk lytter til, men det er nok noget vi bevæger os længere væk fra nu. Vi er virkelig tilfredse med EP’en og har fået forløst de ting vi gerne ville, men der er nok ingen tvivl om at vores album kommer til at lyde anderledes.

Frekvens: Vi er jo nødt til at spørge om det, hvor kommer navnet Shout Wellington Air Force fra?
Shout Wellington Air Force: Vi kan rigtig godt lide navne som består af ord, der ikke har nogen umiddelbar sammenhæng. Omvendt kan vi også rigtig godt lide navne, som består af ord, der har en udtalt sammenhæng.

Frekvens: Hvorfor en EP? Vi har tidligere anmeldt Jacob Faurholts “Hurra Hurra” og I Am Bones’ “The Greater Good”, der begge kun er 30-35 minutter lange, kunne I ikke have smidt de tre numre fra jeres MySpace side på og have haft et helt album?
Shout Wellington Air Force: Nej, det kunne vi ikke. Vores problem har aldrig været at have nok materiale, men det vil for os altid være en prioritet at sammensætte en udgivelse (EP eller Album), som har en rød tråd. Hvis der går nogle numre tabt på den konto, må det være sådan. Vores udgivelser skal ses som en helhed og ikke som en samling af enkelte numre. I dag er der en udpræget tendens til at nedskrive album-formatet. Det ligger meget langt fra den måde vi opfatter musik på. Vi følte os ikke klar til at udgive et album, så vi valgte at vente og (forhåbentligt) udgive et album, som indfrier de forventninger vi selv har til det.

Frekvens: Tore Johansen og Torsten Larsen fra Larsen & Furious Jane gav en hånd med på “Carry Yourself”. Hvordan kom det i stand, og hvad betød det for jer at have dem med?
Shout Wellington Air Force: I og med at vi havde snakket med folkene på Morningside Recs havde vi også stiftet bekendtskab med Tore og Torsten. Vi snakkede lidt frem og tilbage med dem og fandt hurtigt ud af at det var et rigtigt match. I og med at det var første gang i studiet for os, var det vitalt at der var den rigtige kemi og vi er ikke et sekund i tvivl om at vi valgte rigtigt i at samarbejde med dem. Selvom vores musik ikke er så ens er vi på virkelig god musikalsk bølgelængde med dem begge og de har været nogle gode sparringspartnere, som hele tiden har tvunget os til at stille spørgsmålstegn ved det vi lavede. Helt banalt har vi også bare haft det rigtig sjovt og det er nogle personer vi virkelig godt kan lide. Deres nye plade bliver i øvrigt den danske bombe i 2008!

Frekvens: I har nogle koncerter linet op med god lang tid imellem (Din nye ven 14. december, Lades Kælder 12. februar og Den Borgerlige 29. februar), hvad er der ellers på programmet for Shout Wellington Air Force i den nærmeste fremtid?
Shout Wellington Air Force: Vi kommer højest sandsynligt til at spille et par shows mere i december og januar. Desuden regner vi med en mindre dk tour i marts-april. Ellers arbejder vi bare meget fokuseret på nyt materiale. Materiale som bliver at finde på et album, der kommer til næste år.

Frekvens: Året er jo næsten slut, og inden længe starter vi her på Frekvens med at samle vores lister over årets bedste plader (som enhver god musikwebside jo skal). Hvilke plader har været de bedste i 2007 ifølge Shout Wellington Air Force?
Shout Wellington Air Force: I tilfældig rækkefølge:
Animal Collective: “Strawberry Jam”
The National: “Boxer”
LCD Soundsystem: “Sound of Silver”
Deerhoof: “Friend Opportunity”
I Am Bones: “The Greater Good”
Sunset Rubdown: “Random Spirit Lover”
The Twilight Sad: “Fourteen Autumns & Fifteen Winters”
Battles: “Mirrored”
Menomena: “Friend and Foe”
Of Montreal: “Hissing Fauna, Are You the Destroyer?”
Frog Eyes: “Tears of the Valedictorian”
Les Savy Fav: “Let’s Stay Friends”

Shout Wellington Air Force spiller som nævnt ovenfor på Din Nye Ven i København den 14. december.

Shout Wellington Air Force på MySpace

Download eller lyt til Forgive Us, Please fra “Carry Yourself”

Download som mp3: Forgive Us, Please!

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Battin
December 5, 2007 kl. 9:22

Godt at se et interview med shout wellington air force her på bloggen. Jeg er super fan, og tror helt sikkert på fremtid i deres fantastiske toner!

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS