Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anmeldelse: The Black Crusade

8/11

Lad det være sagt med det same: KB Hallen er ikke noget oplagt sted til sådanne arrangementer. Omkring 2500 gæster (hovedsageligt hankøn), som hver især drikker ca .10 fadøl, over ca. 6 timer, med kun ét herretoilet, og ingen chance for at komme ud og ryge. Det er matematik som ikke går op, og som medfører nogle utroligt klamme toiletforhold.
Hvad værre er, så lader akustikken også noget tilbage at ønske, hvilket resulterede i, at vi på denne uhellige mandag aften blev præsenteret for fem særdeles rungende koncerter.

De grammynominerede amerikanske gutter fra Shadows Fall var første levende billede på scenen, der nok bar præg af at dele af publikum først mødte op senere. Til gengæld var de som var til stede yderst entusiastiske, mens vi var nogle, der blot kunne måbe over sangerens helikopter headbang, med sine 1,5 meter lange dreadlocks. Det var sgu imponerende! Ellers efterlod deres noget klichéfyldte metalrock ikke noget specielt fremragende indtryk.

Overraskende nok for undertegnede, spillede svenske Arch Enemy som nummer 2, til trods for at man nok kan argumentere for, at de er både større og markant bedre end de efterfølgende Dragonforce. Det er svært for mig at skjule, hvor rystende fjollet et band Dragonforce er – forestil dig en udgave af The Darkness, hvor alle medlemmer tror de er Yngwie Malmsteen. Hurtigt lir, vind i håret, og så måske alle klichéer i verden – inklusiv en guitarsynth med løbelys. Forfærdeligt. Så var der mere kød på førnævnte Arch Enemys dødsmetal, som nok også bar præg af virtuositet fra guitarbrødrene Michael og Christopher Amott, men der var bare mere at komme efter. Og hvis man skulle være i tvivl om det, så growler deres kvindelige forsanger Angela Gossow mindst lige så ondt som hendes mandlige sidestykker på denne aften.

Da Trivium entrede scenen med sangen To The Rats, blev det dog tydeligt, at der var tale om regulær klasseforskel. Sammenligninger med Metallica synes at hænge over bandet for evigt, men det er absolut ikke ment negativt, hvis man siger, at Trivium kommer ud over scenen på samme måde som Ulrich og Co. gjorde i starten af halvfemserne. Sangmaterialet er dog for svingende i kvalitet til at sammenligningen bliver helt flatterende for Trivium. Anthem (We Are The Fire) burde i bedste fald have været en b-side, eller måske gemt væk i studiet. Sange som Gunshot To The Head Of Trepidation og Pull Harder On The Strings Of Your Martyr virker dog stadig formidabelt, og det var virkelig en glimrende koncert.

Efter Machine Heads seksstjernede (Gaffa) kæmpebrag af en koncert på årets Roskilde Festival var det svært ikke at have kæmpe forventninger til aftenens optræden. Dertil kommer danske og udenlandske nomineringer og priser. I sidste øjeblik måtte man dog revurdere disse forventninger, da guitarist Phil Demmel måtte drage hjem til USA pga et dødsfald i familien. Heldigvis kunne guitaristerne fra Trivium og Arch Enemy springe til med kort varsel, og imponerende nok virkede det ikke til at de missede en tone i de ellers lange soli. Matt Heafy fik endda lavet et mindre guitar show ud af introen til Take My Scars. Det var et af blot tre gamle numre, som sneg sig ind i den korte setliste, som ellers kun bestod af sange fra de to seneste albums.

Forsanger Robb Flynn virkede i fin form og fik både opfordret til julesang og circlepits i løbet af koncerten, som dog var overraksende kort. 8 sange var vist, hvad det kunne blive til, i en koncert som varede lige omkring en time. Den tvivlsomme lyd, som dominerede hele dagen, viste sig desværre også under Machine Head koncerten, og især den akustiske intro til Descend the Shades of Night led under dette. Det kunne dog ikke ødelægge indtrykket af et band, som synes at være i sit livs form til trods for de seneste dages modgang. Alt i alt må det siges at være en glimrende aften, som kun lod sig skæmme af omstændigheder, som var uden for de to hovednavnes indflydelse. Stærkt.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Frank H M
December 11, 2007 kl. 23:38

Ja, Machine Head-koncerten var lige til den korte side, men for pokker, det var en god time, vi fik!
Musikalsk var jeg mest imponeret over, at de fire hjælpeguitarister gjorde det så godt.

Roy
December 12, 2007 kl. 0:25

Du har fuldstændig ret. Desværre gjorde lyden at det ikke var helt så godt som koncerten på Roskilde – men det var nu også festivallens højdepunkt for mig.
Hvis du ikke har fået tjekket Trivium ud på plade endnu, kan jeg varmt anbefale især de første tre sange på The Crusade – hvoraf de desværre kun spillede Entrance of the Conflageration. Det holder ret godt.

Aktivitet

alfaiztech.com: Its not my first time to visit this site, i am...
solitaire: Hi to all, it’s actually a fastidious for me to...
20 cy Dumpster: Hey there, You’ve done a fantastic job....
impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS