Det er koldt og vådt udenfor. Solen er tilsyneladende forsvundet til et sted, hvor solen ikke skinner. Julen står for døren. Du kommer helt sikkert til at tage på i løbet af december. Du har ikke nået de ting i år, som du havde håbet. Din mand tabte valget. Danmark kom ikke med til EM, og 2008 bliver sandsynligvis endnu en uoverskuelig række af skuffelser…
Jo, der er masser af gode grunde til at dyrke en vinterdepression. Den gode nyhed er, at depressioner kommer med et fantastisk soundtrack, og her på Frekvens giver vi dig hermed en guide til 20 af de bedste, sørgeligste og mest deprimerende vinterdepressionssange.
1. Eels: Dead of Winter (“Electro-shock Blues”)
“Electro-shock Blues” er på én gang en barsk, deprimerende og opløftende omgang, præget af mange dødsfald i Es familie. Teksten til Dead of Winter handler om hospitalsbesøg, og er nok det hårdeste E nogensinde har skrevet, med linjer som: “So you’re going pretty soon/Radiation sorethroat got your tongue/Magic markers tattoo you, and show it where to aim/ And strangers break their promises, you won’t feel any pain.”
Et glimrende bevis på, at der altid er folk, der har det værre end en selv.
2. Ben Folds (Five): Cigarette/Fred Jones Part 2 (Whatever and ever Amen/Rocking the Suburbs)
Stakkels Fred Jones skal gå så grueligt meget igennem. I Cigarette må han passe sin syge kone, og i Part 2 bliver han fyret fra den avis, han har arbejdet på i 25 år. Der er tilsyneladende ingen happy ending for Fred. Tilgengæld viser sangen, at John McCrea fra Cake kan synge en stabil andenstemme.
3. Elliott Smith: Needle in the Hay (“Elliott Smith”)
Elliott Smith tog sit eget liv. I The Royal Tennenbaums forsøger Luke Wilson at begå selvmord til tonerne af Smiths Needle in the Hay, og sidenhen forsøgte filmens medforfatter Owen Wilson også at begå selvmord. Et mystisk tilfælde, men en smuk sang, som både viser Smiths frustration, og sans for den flotte melodi.
4. The Smiths: Please, Please, Please Let Me Get What I Want. (“Louder Than Bombs”)
En sprogkyndig herre har en gang belært mig, at ”patetisk” både kan betyde storladent og ynkeligt. Dette nummer må om noget være definitionen af patetisk i alle dets betydninger.
5. Alice in Chains: Over Now (“Unplugged”)
Det sidste nummer fra Alice In Chains’ sidste plade, og det virker som om de godt ved, hvilken vej det går. På “Unplugged” dvd’en kan man se, hvordan sanger Layne Staley er gået helt i hundende, men han synger stadig fænomenalt. Det var i øvrigt bandets sidste optræden inden Staleys død.
6. Depeche Mode: Barrel of a Gun (“Ultra”)
Nu vi er ved stofferne, så tog Dave Gahan i lang tid flere af dem end et middelstort funkband. På “Ultra” er han clean igen, men må stadig konfronteres med dem – til trods for at det er Martin Gore som har skrevet sangene.
7. Korn: Daddy (“Korn”)
En sang om incest, som ender med, at forsanger Jonathan Davis får et nervøst sammenbrud i studiet, og hulker uforståeligt i flere minutter. Hvorfor det er med på pladen må guderne vide, for det er mildest talt ubehageligt at lytte til.
8. Joy Division: Isolation (“Closer”)
Ian Curtis’ depression er efterhånden blevet endevendt forfra og bagfra, og hvor Love Will Tear Us Apart nok er et mere kendt nummer, så er Isolation om muligt et bedre eksempel på Curtis’ sindstilstand.
9. Nine Inch Nails: Something I Can Never Have (“Pretty Hate Machine”)
Det er lige før titlen siger det hele. Nummeret er nærmest produceret så lavt, at det tangerer hviskeniveau, mens Reznors frustrationer lige så stille bygger sig op. Den kan dog være svær at høre, hvis man først har været inde og høre Sad Kermits version.
10. Beck: Already Dead (“Sea Change”)
”Already dead to me now, coz I feel like I’m watching something die.” På ”Sea Change” har Beck Hanson været nede i skuffen med tømmermændssange, og Already Dead er nok det bitreste han nogensinde har bedrevet.
11. Blue Öyster Cult: (Don’t Fear) The Reaper (“Agents of Fortune”)
En musikalsk hyldest til selvmordspagter? De benægter det selv, men sikkert er det i hvert fald, at Romeo og Julie ifølge sangen hygger sig sammen i evigheden, og det er godt nok for os.
12. Therapy?: Bowels of Love (“Infernal Love”)
Der er få mennesker, som er lige så dramatiske og hårdt ramt som Andy Cairns. ”You took me, naive and ugly, into your festering heart, and poured eros maggots down my throat, until I choked”. Så kan man vist ikke have det meget værre.
13. Nirvana: Pennyroyal Tea (“In Utero”)
Nåede aldrig at udkomme som single, pga Cobains død, og er nok bedst kendt i den skrabede unplugged version. Pennyroyal er et afføringsmiddel, og en af teorierne er, at Cobain drak det for at forhindre forstoppelse grundet sit heroinmisbrug.
14. Suzanne Vega: Luka (“Solitude Standing”)
I 1987 blev Luka nummer 3 på Billboard Hot 100 listen, og historien om drengen, som bor ovenpå, har da også med rette opnået status som klassiker. ”They only hit until you cry” siger Luka, når han skal forklare sine problemer.
15. Arcade Fire: Cold Wind (“Six Feet Under OST”)
Arcade Fires bidrag til soundtracket er næsten lige så muntert som serien, der foregår blandt bedemænd og andet godtfolk. Desværre giver teksten begrænset mening, udover at det blæser koldt midt om sommeren, noget er helt galt, og der skal lægges blomster på en grav.
16. Death Cab For Cutie: I Will Follow You Into The Dark (“Plans”)”
Love of mine, someday you will die, but I’ll be close behind”. Der er lidt Don’t Fear The Reaper over det, udover at Ben Gibbards sang kun fremføres på vokal og guitar – og altså ingen koklokke. Måske i virkeligheden mere romantisk end deprimerende?
17. Elvis Costello: This Is Hell (“Brutal Youth”)”
This is Hell, this is Hell, I am sorry to tell you, it never gets better or worse”. Hyperverbale Costello sætter sig for at revse middelmådighed, småborgerlighed og alt hvad der ellers er i vejen. Og naturligvis er hans konklusion mindre end positiv.
18. Massive Attack: Live With Me (“Collected”)
En blanding af Massive Attacks trip hop og Terry Callers stemme ender med at blive til en form for moderne blues. Sangen er ledsaget af en fremragende video, hvor den nydelige tyske skuespillerinde Franka Potente i bedste ”Leaving Las Vegas”-stil forsøger at drikke sig ihjel.
19. Warren Zevon: My Shit’s Fucked Up (“Life’ll Kill Ya”)
Zevons humor var altid til stede, også når det gik rigtig skidt. Teksten er da også gennemsyret af galgenhumor, som når Zevons læge fortæller ham, at hans ”shit” er fucked up. Alligevel er linierne ”you wake up every day, and you start to cry, yeah you want to die. But you just can’t quit. Let me break it down: It’s fucked up shit” relativt bitre og deprimerende.
20. Neil Young: The Needle and the Damage Done (“Harvest”)
Skulle nogen efterhånden være i tvivl om at heroin er noget farligt noget, så burde det blive manet til jorden af Neil Youngs klassiker. Den handler i øvrigt om Danny Whitten, som var guitarist i Crazy Horse.
Honorable mentions: REM: Everybody Hurts, M.Ward: Fuel for Fire, Wilco: Why Would You Wanna Live in This World, The Doors: The End, Johnny Cash: Hurt.
Som altid hører vi gerne jeres bud i kommentarerne.
December 19, 2007 kl. 15:26