Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Interview: The Kissaway Trail

The Kissaway Trail (MySpace) drager snart ud på en længere turné, der bl.a. tager dem forbi København, London og Oslo. Det hele kickstartes dog i Århus i morgen aften (torsdag), hvor de succesfulde odenseanere nok skal trække folk til Pakhuset nede på havnen.

I den forbindelse fik vi os en snak med bandets bassist, Rune Pedersen, og spurgte ham bl.a. om, hvordan bandet har oplevet anmelderroserne, prisnomineringerne og opvarmningstjansen for Editors.

Klik ‘Læs mere’ for hele interviewet, tourplan og et download af Smother + Evil = Hurt fra debutalbummet.


Frekvens: Det må have været en hektisk tid siden udgivelsen af jeres debutalbum. Hvordan håndterer man pludselig al den opmærksomhed, der kommer med at have et internationalt anmelderrost album?
Rune Pedersen: 2007/2008 har i den grad været et år, der har overgået vores egne forventninger, og vi skulle da også i starten vænne os lidt til, at vi pludselig blev omtalt i andre sammenhænge end fodnoter i diverse koncertkalendere, men alt opmærksomheden omkring os har da virkeligt været et skulderklap af de større, og vi kan naturligvis ikke undgå at være lidt stolte også.

Frekvens: I har turneret som opvarmning for Editors. Det kan ofte være svært at spille for et publikum, der er mest interesseret i hovednavnet og måske ikke levner opvarmningsbandet megen opmærksomhed. Hvordan var oplevelsen for jer?
Rune Pedersen: Bare det, at vi blev spurgt af Editors, kom som en overraskelse for os, og det gav da også ret hurtigt svedige håndflader, da det gik op for os, at vi skulle spille på nogle af de bedste indendørs venues i UK, blandt andet Brixton Academy. Men drengene i Editors og alle folkene omkring dem fik os hurtigt til at føle os utroligt velkomne. Så vi kunne derfor fokusere på at spille godt og lære så meget som muligt undervejs. Selvom vi “kun” var support tog publikum godt imod os overalt og flere, der havde set os opvarme for Editors, mødte også op, da vi spillede vores egen headlining tour i november i UK.

Frekvens: Nu er I hovednavn ved en stribe koncerter i Danmark. Hvad er jeres forventninger?
Rune Pedersen: Vi har glædet os længe til at spille denne her Danmarksturné, da den ligesom skal afrunde hele oplevelsen omkring denne her plade, og det bliver fedt at spille herhjemme for alle de danske fans, der har måttet vente et stykke tid på os.

Frekvens: I har været nomineret til en P3 Guld, og er også nomineret til to Danish Music Awards. Hvad betyder den slags anerkendelse for jer?
Rune Pedersen: De her tre nomineringer er da helt klart kommet som en overraskelse for os, og vi er glade for dem; Samtidigt er det endnu et plus oven i alt det andet der er sket i det forgangne år.

Frekvens: I har naturligvis haft travlt siden jeres debutalbum udkom i starten af 2007, men vi er jo nødt til at spørge, hvornår vi kan forvente nyt fra jer?
Rune Pedersen: Vi forventer at gå i studiet til sommer og at have en decideret albumudgivelse klar i starten af 2009, men først skal alt lige passes ind i kalenderen, så mindre justeringer kan godt forekomme.

Frekvens: I spiller over hele Danmark fra den 31. januar til den 16. februar. Derefter er der et par shows i England og et par shows i Norge på programmet. Hvad er planerne ellers for 2008, kommer vi f.eks. til at se jer på festival til sommer?
Rune Pedersen: Vi går da stærkt ud fra at vi skal spille til nogle festivaler både i udlandet og herhjemme, men 2008 er for vores vedkommende et år, hvor langt de fleste af vores kræfter vil blive lagt i at lave vores næste album, noget vi har set frem til i lang tid.

The Kissaway Trails fulde Danmarksturné ser ud som følger:

31. januar – Århus, Pakhuset
1. februar – Viborg, Paletten
2. februar – Næstved, Vershuset
8. februar – Odense, Kansas City
9. februar – Kolding, Godset
14. februar – København, Loppen
15. februar – Slagelse, Badeanstalten
16. februar – Aalborg, Studenterhuset
1. marts – Middelfart, Walker


Download som mp3: The Kissaway Trail – Smother + Evil = Hurt

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS