Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Den britiske hypemaskine

Det er ikke altid, at vi her på redaktionen forstår den massive lovprisning af mere eller mindre perifere bands, som den britiske musikpresse (ledt an af NME) gang på gang hiver frem i rampelyset.

Naturligvis har flere af bandsene visse kvaliteter, og i denne artikel har Drowned in Sound fundet frem til fem af dem (These New Puritans, Klaxons, Wild Beasts, Youthmovies (billedet) og Foals), men stiller i samme forbindelse det meget relevante spørgsmål:

Skal den næste Morrissey, Bowie eller Radiohead virkelig findes blandt disse bands?

Forfatteren til artiklen bedømmer de fem bands ud fra parametrene “Plads til musikalsk udvikling”, “Kloner” og “Fanboy-potentiale” og når frem til, at de nævnte bands alle har muligheden for at bide sig fast i den britiske befolknings bevidsthed og ikke mindst musiksmag.

Men skal vi ikke bare være helt ærlige og konkludere, at musikpressen i det britiske godt kan påbegynde eftersøgningen igen, hvis målet er et band, der rummer Morrisseys karisma, Bowies alsidighed eller blot Radioheads fanboy-tække.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Nicki
February 12, 2008 kl. 18:17

Ha ha. :D

Turde du også skrive det, hvis Kristian ikke befandt sig på den anden side af storebæltet?

Britisk musik står fandme skidt til. Hvornår er der sidst kommet et godt større band ud af England? Meget længe siden!

Hvis jeg skulle lave album top 50 for perioderne 78-87, 88-97 og 98-07, så ville procentdelen af britsike albums, som er repræsenteret på listerne være noget i retning af 90%, 50%, 10%.

Colbert
February 12, 2008 kl. 19:15

@ Nicki. Nu er joeg jo godt nok ikke statistiker, men giver 90 % +50 % + 10 % ikke 150 %?

Og burde der så ikke være 75 albums på den der liste, du taler om?

Venlig hilsen dansklæreren

Nicki
February 12, 2008 kl. 19:42

Det er 3 forskellige lister, så man skal tage gennemsnittet for at finde det samlede procenttal (hvis man ønsker det). Dvs (90%+50%+10%)/3 = 50%.

Eller: Hvis jeg lavede en 78-87 liste, ville ca. 90%=45 af de 50 albums være britiske. Hvis jeg lavede en 88-97 liste ville ca. 50%=25 af de 50 albums være britiske og hvis jeg lavede en 98-07 liste ville ca. 10%=5 albums være britiske. Alt i alt ville der være (45+25+5)/(50+50+50)= 75/150 albums være britiske.

Men nu er det mere udviklingen fra en næsten ren britisk liste for 20-30 år siden til en næsten udelukkende ikke britsik liste for de sidste 10 år, der var pointen.

Du skal i øvrigt være velkommen til at rette stavefejl. ;)

Pernille
February 12, 2008 kl. 19:45

Jeg forstår ikke helt det med de 75 albums, men er Nickis pointe (som jeg er uenig i) ikke, at hvis han skulle lave en top 50 for årene 78-87, så ville britiske albums udgøre 90%, men skulle han lave en top 50 for 98-07, så ville briternes anddel kun udgøre 10% ?
Så man behøver altså ikke lægge dem sammen…

Nicki
February 12, 2008 kl. 19:47

Rigtigt Pernille!

Altså bortset fra, at jeg ikke er helt tilfreds med, at du er uenig i min pointe. ;)

Martin
February 12, 2008 kl. 19:48

Det er nogle helt udmærkede bands, der er på listen, men… Sværvægtere bliver de aldrig – ikke uden for England.

Anders O
February 12, 2008 kl. 22:48

Interessant teori, Nicki, og jeg kan godt følge din argumentation, men jeg ville nu ikke være så hård ved perioden 98-07. Min liste ville nok være 40-45% britisk.

Men snakker vi innovation, ikonværdighed og sværvægterstatus, så vil jeg mene, at det pt. står næsten lige så slemt til på den amerikanske som den britiske scene. Men det er naturligvis op til historien at afgøre det.

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS