Håret var højt og make-uppen var lagt, da Robert Smith indtog Forum til en 3 timer lang maraton koncert, desværre kunne The Cure ikke holde niveau hele vejen igennem efter en ellers hæsblæsende start, og så var der jo lige det med de keyboards…
Dem har The Cure nemlig valgt at lade blive hjemme på denne tour, hvilket unægtelig giver et noget mere rocket udtryk, det blev specielt tydeligt i de udprægede pop-hits som f.eks. Just Like Heaven, men det vender vi tilbage til.
Som sagt så åbnede The Cure i et hæsblæsende tempo med numre som Plainsong, Fascination Street og de 2 udemærkede numre alt.end og The End of The World fra det lidt oversete seneste album. Herefter fortsatte kraftpræstationen med numrene Lovesong, Pictures of You og Lullaby, og det stod klart, at vi beskæftigede os med et usædvanligt sammenspillet og tight band i løbet af de 3 timer, koncerten varede, blev ikke så meget som en enkelt streng slået forkert an.
Robert Smiths vokal virkede fra koncertens start også helt i topform, men som koncerten skred frem, stod det dog klart, at den ikke helt unge Smith virkede til at have problemer med at holde tempoet, i hvert fald måtte han gå på kompromis med tempoet i omkvædende på hits som Inbetween Days. Endnu mere udtalt blev dette dog senere, da Smith simpelthen valgte at udelade de dele af omkvædet, der ligger højest i Why Can’t I Be You. Når man har et så velspillende band bag sig er det ærgerligt, at hovedpersonen ikke rigtigt kan følge med.
Efter de højdepunkter som Inbetween Days og Just Like Heaven dog blev, begav vi os ud på en længere ørkenvandring, og publikum faldt mere eller mindre ud, faktisk var det først i slutningen af de første ekstranumre, da A Forest kom, at publikum igen var på. Det tog bandet som et tegn til igen at gå af scenen, en manøvre som virkede noget hul, når de 3 sæt af ekstranumre efterhånden var en offentlig hemmelighed. I det andet sæt af ekstranumre blev vi præsenteret for det nye nummer Freak Show, hvilket efterlod Forum så stille, at Robert Smith måtte forsikre os om, at sådan havde folk også taget imod de største Cure klassikere første gang, de hørte dem. Herefter stod den igen på publikums favoritter i form af Close to Me og Why Can’t I Be You. Herefter gik de så igen af scenen, før vi tog fat på sidste omgang ekstra numre, der udelukkende bestod af numre fra albummet “Boy’s Don’t Cry”. Herfra fik vi selvfølgelig titelnummeret, hvorefter The Cure virkelig gav den guitar rockede stil, som koncerten bar præg af, frit løb. Grinding Halt, 10:15 Saturday Night og Killing An Arab blev spillet så hårdt, at de fleste metal bands kunne have lært et par tricks. Om det generelt fungerede godt med de tunge guitarer igennem hele koncerten er vel en smagssag, men jeg ville nok ha’ foretrukket et keyboard til de de bittersøde pop-melodier.
The Cure spillede virkelig godt sammen, og man skal vel egentlig være en forkælet møgunge for ikke at stille sig tilfreds efter en 3 timers lang koncert. Men det var som om detaljerne manglede, herunder Robert Smiths til tider noget haltende vokal/vilje, og så ville jeg som sagt have foretrukket nogle keyboards fremfor de tunge guitarer, derudover må man også undres over, at der ikke kunne blive plads til klassikere som Friday I’m In Love eller The Lovecats i et 3 timer langt sæt.
Det Spillede De
Plainsong, Prayers for Rain, Fascination Street, Alt.End, The Walk, The End of the World, Love Song,
To Wish Impossible Things, Pictures of You, Lullaby, From the Edge of the Deep Green Sea, Please Project,
Push, Inbetween Days, Just Like Heaven, Primary, A Boy I Never Knew, Us or Them, Never Enough, Wrong Number, Signal to Noise, One Hundred Years, Disintegration
Ekstranumre:
At Night, M, Play for Today, A Forest
Ekstra-ekstra-numre:
Let’s Go to Bed, Freak Show, Close to Me, Why Can’t I Be You?
Ekstra-ekstra-ekstranumre:
Boys Don’t Cry, Jumping Someone Else’s Train, Grinding Halt, 10.15 Saturday Night, Killing An Arab
March 17, 2011 kl. 23:04