Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Live Eels Det Kongelige Teater 23/2

8/11
Mr. E havde taget humor, charme og velklang med til København i anledningen af hans besøg i Det Kongelige Teater. Desværre blev det aldrig helt den underskønne og enestående oplevelse, man med rette kunne have forventet.


For E har før bevist – blandt andet flere gange i Danmark – at brandet “Eels” er lig med unikke koncertoplevelser, der både overrasker og tryllebinder. I denne omgang kom Eels til København med en Greatest Hits-udgivelse og en b-side-opsamling i bagagen, og det ville vel kun have været naturligt for en dedikeret Eels-fan at håbe på en sand hitparade leveret af Mark Oliver Everett og fuld bandopsætning.

Det blev det dog ikke til – vel egentligt også naturligt nok i de smukke, men noget urockede, omgivelser – og koncerten var således lagt i hænderne på E selv og så multiinstrumentalisten Jeffrey “The Chet” Lyster, der kom til at spille en fremtrædende rolle i løbet af de ca. 90 minutter, koncerten varede.

Og det var fedt, ingen tvivl om det, for partnerskabet mellem de to var et studie i tightness og vellyd, som blev fremmanet vha. et stort arsenal af instrumenter, der udover de gængse også inkluderede en sav, et trædeorgel og andre alternative lydkilder. Selvom dette set-up fungerede bedst på de mere stille numre, så forhindrede det ikke E og “The Chet” i at rocke igennem, og numre som The Sound Of Fear og Flyswatter blev leveret særdeles overbevisende. Specielt sidstnævnte, hvor E og Chet afløste hinanden ved trommesættet uden at misse et beat, imponerede på trods af, at manøvren bevægede sig lige på kanten af at være et plat cirkus-stunt. Dog savnede man den “fulde lyd” af Eels, som kun kan opnås ved eksempelvis at inkludere en bassist og fast trommeslager på scenen.

Før koncerten gik i gang, havde man valgt at vise E’s film, “Parallel Worlds, Parallel Lives”, der er rockstjernens forsøg på at forstå og forsone sig med sin sært fraværende (og afdøde) far, kvantefysikeren Hugh Everett III, som man må sige har haft en afgørende indflydelse på E’s liv og ikke mindst sangskrivning. Efter åbningsnumrene, der bl.a. inkluderede fremragende versioner af Dirty Girl og It’s A Motherfucker, valgte hovedpersonen derfor også at rette en lettere sarkastisk tak til det land, der ødelagde hans far og således også hans opvækst med tanke på Niels Bohrs forkastelse af faderens teorier, der ledte ham ud i depression og livslede. E’s historie er en tragisk fortælling, og ironisk nok har det indirekte medført fødslen af nogle af de bedste og mest hudløse sange, der er blevet begået i musikhistorien.

Disse sange fik vi i hobetal, og de blev fremført med en nærmest overlegen selvsikkerhed, hvoraf en nedtonet version af Bus Stop Boxer, Elizabeth On The Bathroom Floor og Souljacker Pt. 2 sjældent er hørt smukkere. Derimod kunne både Last Stop: This Town og Novocaine For The Soul have nydt godt af lidt af den ekstra band-umph, jeg efterlyste tidligere. Sidstnævnte nummer var muligvis aftenens lavpunkt, for den lidt aggressive udgave af et af Eels’ største hits fungerede ikke helt, og så hjalp det heller ikke, at E blev nødt til at skifte toneleje midtvejs.

I løbet af den i Eels-sammenhæng forholdsvis korte koncert blev publikum også udsat for et par sketches af varierende kvalitet. Det blev bl.a. til lidt højtlæsning fra Mark Oliver Everetts i øvrigt fine biografi, “Things The Grandchildren Should Know”, oplæsning af fanpost og koncertanmeldelser, og lidt småsludren mellem Gud og hovedpersonen selv. Ganske morsomme lille ting, der dog faldt lidt til jorden denne aften, hvor publikum virkede til at være mere interesserede i musikeren E end komikeren E. Fair nok, og bortset fra et par episoder med en meget morsom mand, der på Valby-engelsk gentagne gange opfordrede de to musikere på scenen til at “play some mjuusic”, bar langt de fleste koncertgængere over med disse små intermezzos.

Mr. E skriver fremragende sange, og det er en stor oplevelse at høre dem fortolket live. Derfor kan man heller ikke betegne koncerten som decideret uforløst eller skuffende – dertil er materialet for stærkt, og E og “The Chet” fik det maksimale ud af set-uppet – men det ville alt andet lige have været en endnu bedre oplevelse at høre de mere rockede numre udsat for hele pivtøjet. Eller også skulle man helt have valgt at udelade dem og fokuseret på mere passende (og stærkt savnede) numre som Ugly Love, I’m Going To Stop Pretending That I Didn’t Break Your Heart, Climbing To The Moon eller Fresh Feeling i stedet.

Alt i alt var det dog en fornem koncert, men fornem kan sagtens blive til en nærmest orgasmisk oplevelse i hænderne på Mark Oliver Everett, så med det in mente må vi i denne omgang nøjes med at skrue volumeknappen op på 8. En kunstner som ham kan snildt tåle at blive bedømt på tidligere tiders bedrifter.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS