Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anmeldelse: Henrik Hall, Voxhall, 13/4

9/11

Selv om hele verden vælter, vil Henrik Hall altid være velkommen i Århus.

Der er efterhånden skrevet en hel del om Henrik Halls solo meritter, siden Love Shop lukkede biksen tilbage i 2004, og det har med rette hovedsageligt været positivt. Det er svært ikke at tage hatten af for en mand som solodebuterer i en alder af 58, med en lyd som på en gang er så dyster og opløftende. Det store kommercielle gennembrud er måske udeblevet, men det var dog et relativt talstærkt publikum, som var mødt op på Voxhall denne søndag aften.

Opvarmning var der intet af, hvis man ser bort fra en plade med Kinks, men det gjorde ikke så meget, da det var et uhyre veloplagt band som gik på scenen omkring kl 21.30. Flankeret af sit trofaste band Himmelstormerne, kastede Hall sig ud i I Min Trummerum fra ”Chok, Suk og Coma”, mens han som altid dansede rock ‘n’ roll. Det blev tydeligt, at der fra starten var fokus på dette seneste opus, hvorfra vi fik alle på nær en sang.

Hall selv var tydeligt begejstret over fremmødet, og kvitterede med at joke oppe fra scenen, fedte selvironisk for publikum, og kommentere de enkelte sange. Langt Fra Den Nye By blev således dedikeret til hans gamle band, Baby var til konen, Kompost blev til en sang om forårets komme, og Flugtbilist blev præsenteret som Halls egen yndlingssang.

De førnævnte Himmelstormere virkede næsten ligeså veloplagte som sangeren, og endnu engang kan man takke Voxhalls akustik for at deres vellyd kom til rette. Lars Skjærbæk, som i efterhånden mange år har markeret sig som et af dansk rocks sikreste kort, diskede især op med lækkerier på guitaren, til trods for en sprængt streng på fenderen. Og så sad den klagende melankolske mundharmonika altså bare lige i skabet hele tiden.

Sangene fra den første plade har med tiden udviklet sig, og især Hele Verden Vælter blev leveret i en højdramatisk udgave, mens Min Nye Limousine fik en rock-benzinindsprøjtning. Med frygt for at gøre hovedpersonen ældre end han er, så lignede det næsten faderlig stolthed, da det blev tid til at præsentere bandet med ordene ”Spiller de ikke bare fedt, Himmelstormerne?” Jo Henrik Hall, det gør de absolut.

Det er imponerende at kunne lave musik som i bund og grund er dyster og melankolsk, og alligevel kunne levere dem med så stort overskud og spilleglæde. Det er lidt som at få en upper og en downer på én gang, uden at de to ting udligner hinanden. Skal der være et lille ankepunkt, må det være, at der enkelte gange gik en smule stilstand i maskineriet, for eksempel på den stille Halleluja, og at vi ikke fik Vi Sender USA, som undertegnede ellers husker som en lille publikumfavorit fra tidligere koncerter. Det ændrer dog ikke på indtrykket af en herlig aften med Himmelstormere, Hall og ikke mindst mundharmonika.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Michelle
April 16, 2008 kl. 13:33

Er meget enig med anmelderen, men må lige tilføje, at der faktisk blev spillet syv numre fra det første album, Solo: Langt fra den nye by, Flugtbillist, Hele verden vælter, Baby og Bibis mund + Solo og Min nye limousine blandt ekstranumrene.

Sådan husker jeg det i hvert fald…

Roy
April 17, 2008 kl. 0:32

Det er fuldstændig korrekt. Det jeg forsøgte at sige var at han startede koncerten med hovedsageligt at spille nye sange. Det var måske lidt kryptisk formuleret, men du har ret.

Michelle
April 17, 2008 kl. 12:15

Very well, så er jeg med. Forstod heller ikke, hvordan seks numre kunne overhøres…

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS