Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Denne omgang Frekvens vs. Frekvens tager årets Roskilde program under behandling. Peter ser allerede frem til at keep on rockin’ in the free world, mens Roy seriøst overvejer at droppe Roskilde for første gang i mange år. Som altid er du velkommen til at give dit besyv med i kommentarerne…

Peter:
Siden den store offentliggørelse af årets Roskilde program er der regnet en hård kritik ned over årets program. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg måske også lige skulle finde en ekstra portion af det gode humør frem lige den dag, da det store slip i sig selv måske ikke var det mest prangende (hvor blev Death Cab, Raconteurs og Beck lige af?) – men som jeg husker det, er det jo faktisk aldrig der, de virkelige guldkorn kommer. Til gengæld havde Roskilde i de løbende offentliggørelser op til det store slip virkelig flottet sig, noget der i mit stille sind havde affødt tanken; “best program ever?”. Nuvel, det er det så ikke, men det er et godt program, igen i år.

Radiohead er simpelthen det største navn i verden lige nu, de er aktuelle med nyt udspil, så der er ingen tvivl om, at det er det bedste navn til at headline festivalen. Neil Young er en mester, og hans seneste koncert på Roskilde i 2001 er nærmest legendarisk. Jay-Z er vel det største navn inden for hip-hop overhovedet, er sådan set enig i, at hip-hop kan have svære betingelser på Orange, men betyder det, at man ikke skal booke de helt store hip-hop navne, jeg synes både Beastie Boys sidste år og Kanye West året før var ganske udmærkede koncerter. Rage Against The Machine? Den klagesang har vi godt nok hørt på længe, det blev ret hurtigt slået fast, at det ikke lod sig gøre, så helt ærligt: kom over dem, reunion koncerter er jo alligevel de største potentielle stinkere, jeg gider ikke at bruge feje tricks og hive Guns n Roses koncerten ind i den her debat, nå det gad jeg så godt alligevel, Pixies slap meget godt fra deres, men der er ingen, der siger, at RATM vil være pengene værd, ligesom jeg er ret sikker på, at My Bloody Valentine ikke bliver de penge værd, Roskilde har smidt for dem, hvis rygterne taler sandt. (hov! det var da vist lidt af et selvmål)

Nu kommer vi jo nok frem til hovedårsagen bag vores uenighed, jeg kan simpelthen ikke være mere ligeglad med hvilke heavy navne Roskilde booker, jeg ved ikke om Judas Priest og Slayer er gode eller dårlige bookinger, jeg ved heller ikke, om jeg vil gøre mig klog på mine og Roys vaner og sige at han er mere til de store “stadion-koncerter” på Orange, end jeg er, jeg ved bare, at når jeg ser ned over plakaten, store som små navne, finder jeg et hav af navne, jeg glæder mig utroligt meget til at se.

Mht. hvem der står med småt og hvem der står med stort må jeg først og fremmest påpege, at der i de sidste ca. 10 år sniger sig et par danske navne op i mellemklassen, i år er det så Tina Dickow og LOC, sidste år var det Nephew og Trentemøller (at han så også er et anerkendt verdensnavn, gør ham jo ikke mindre dansk), et år har selv Baby Woodrose kravlet derop. På samme måde kan man undres over, hvem der nogle gange bliver degraderet til småt, sidste år skulle man f.eks. derned for at finde frem til Wilco.

Til sidst vil jeg sige, at verdens bedte live band, The Flaming Lips, sidste år først blev offentliggjort efter det store release og på samme måde mangler man endnu vel ca. en 10-15 navne, før programmet er komplet (har jeg lige undergravet mine egne argumenter, og gået i totalt defense-mode ved at smide argumentet, “jamen programmet er jo heller ikke færdigt?”)
Hvorom alting er, så glæder jeg mig til at se: Radiohead, The Chemical Brothers, Grinderman, Neil Young, Jay-Z, Band of Horses, Bonnie “Prince” Billy, Cat Power, Gnarls Barkley, Kings of Leon, M.I.A., The Raveonettes, Hot Chip, José Gonzalez, Goldfrapp, Duffy, Yeasayer, MGMT, Familjen, Henrik Hall og flere dertil – håber at vi ses derovre.

Roy:
Når man som undertegnede har brugt alle sine sommerferier, siden man var 15, på en pløjemark i Roskilde med at købe mad til ågerpriser, drikke lunkne Carlsberg i en stank af 90.000 menneskers urin, og under vejrforhold som varierer mellem uudholdelig varme og noget der ligner monsunregn…. ja, så føler man sgu lidt at Roskilde Festivalen skylder en noget. Misforstå mig ret, jeg elsker Roskilde! Ellers var jeg ikke vendt tilbage år efter år.
Men det er dog festivalens pligt, som en af de mest hæderkronede kulturinstitutioner i landet, at tilgodese deres kernepublikum, med et interessant program som byder på nyt og gammelt, og store og små navne. Og i den henseende synes jeg, at årets program skuffer stort. Især de bands, som skal forestille at spille Orange Scene op, er mestendels den rene ynk.
Jo, Radiohead er en super headliner – ikke min kop the, men dog et af verdens største bands. Neil Young? Fint nok, han har godt nok lige spillet i Danmark og har også været på festivallen i 2001. Jay-Z? Kæmpe navn, og lidt af en mester, men hip hop plejer altså ikke at fungere ret godt på Orange Scene. Og så er det, filmen knækker helt. The Cult og Judas Priest er måske begge koryfæer, men de har altså ikke lavet noget interessant i lang tid, og selv om jeg sgu godt kan lide Priest, så er de ikke noget Black Sabbath. Dertil er deres historiske betydning, bagkatalog og kendis-appeal altså ikke stor nok. Det bliver dog sikkert en fin koncert, og den får garanteret 6 stjerner af Steffen Jungersen, men det er jo ikke et band som trækker 60.000 publikummer.
Kigger du på en relativt lille festival som Nova Rock i østrig, så byder deres program på Rage Against the Machine, The Verve, Sex Pistols, Motorhead, og Kid Rock – alle bands som snildt kunne spille Orange Scene op. Hvorfor er de ikke på Roskilde??? Og hvorfor skal Linkin Park, måske det største rockband i USA lige nu, spille til Skive Beach Party, når nu Roskilde ikke har nogle rockbands af samme størrelsesorden. Long story short: Der mangler et par store rockbands i Foo Fighters/REM-klassen, som kan samle folk foran Orange Scene i 2 timer.
Taler vi indie/støjrock/alternative, så har festivalen inden for de senere år budt på Pixies, Sonic Youth og Flaming Lips. I år hedder den My Bloody Valentine re-union tour, og selv om jeg måske får ørene i maskinen for det her, så er de bare ikke i denne samme vægtklasse som fx Pixies. Der ville et band som fx Modest Mouse måske have været lidt mere passende.
De middelstore bands er noget bedre, Battles, Band of Horses, Notwist, Bonnie Prince Billy etc bliver garanteret rigtig fint, men det retfærdiggør simpelthen ikke en billetpris på 1650 danske kroner.
På plus siden, så kommer der en masse gode danske bands, inklusiv The Fashion, Beta Satan, Henrik Hall, Spleen United og Veto. Tilgengæld siger det helt urimeligt meget om årets program, at både Tina Dickow og LOC står fremhævet på plakaten – Jeg går ud fra, at de pladser var reserveret til Kaiser Chiefs og Linkin Park, inden Skanderborg og Skive overhalede Roskilde indenom.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Søren
April 28, 2008 kl. 13:21

Jeg er desværre enig med Roy. Jeg har godt nok allerede købt flybilletten, så der er ingen vej udenom årets festival.

Det er dog svært ikke at blive lidt skuffet, når jeg ser flere af mine yndlingsbands, såsom Raconteurs, Death Cab for Cutie, Nada Surf, My Morning Jacket og New Pornographers, spille på andre europæiske festivaller i ugerne omkring Roskilde. Ja, vi har set de fleste af disse bands på Roskilde før, og det er festivallen mantra at den altid skal forny sig, men der er sgu ikke meget fornyelse i mange af de koryfæer, der er kommet på programmet istedetfor.

Al denne brok til trods, forventer jeg stadig at se Roy på Roskilde. Hvis jeg kan flyve halvvejs rundt om jorden for at se det middelmådige lineup, så kan Roy vel også hoppe på et tog i et par timer? Jeg er sikker på der er et par øl fra Frekvens til de folk der dukker op!

1-0 til Roy.

Martin
April 28, 2008 kl. 13:34

Jeg må indrømme, at jeg også finder årets program en smule skuffende. Ikke pga. manglen på “store navne”. Mere pga. de alt for mange safe bets. Og så kan man ellers blive kaldt Pitchfork-luder eller Drowned in Sound-hore, men Roskilde er en festival, der skal udvise mod i bookningen af deres program.

Anders O
April 28, 2008 kl. 14:23

Bevares, der er et par fine bands imellem, men jeg er enig i, at “value for money”-argumentet er særdeles relevant i denne sammenhæng. “Safe bets” ja – og så garneret med bands, som man altid kan se, og bands, som spiller eller har spillet i nærheden (Danmark/Sverige) for nylig. Og så naturligvis de helt igennem ligegyldige navne (soul divas, reggae-stjerner og DJs.)

Kristian
April 28, 2008 kl. 14:29

Jeg er også big time underwhelmed. Når Kings of Leon er at finde blandt de fem øverste på min ‘must see’-liste, er der noget galt.
Jeg ved godt at jeg er en sucker for the NME hype machine, men hvor er den nye britiske rock? Hvor er British Sea Power, Reverend and the Makers, The Enemy, The Cribs og We Are Scientists? Hvor er Vampire Weekend?
MGMT, Battles og Yeasayer er sgu for lightweight – og som Roy, må jeg undre mig over at det ikke er lykkedes at få nogen af de to party starters Franz Ferdinand og Kaiser Chiefs på plakaten.
Og hvad laver Kent på Nibe Festivalen – de kan da om nogen piske en god, svensk stemning op på Orange!

Roy
April 28, 2008 kl. 15:02

Heh, fra nu af vil jeg bedømme alle festivaller ud fra kriteriet Hvor er Vampire Weekend?.
“Copenhagen Jazz Festival… Fint nok, men hvor er Vampire Weekend???”

Peter
April 28, 2008 kl. 15:32

Jeg vil tillade mig at gå ud fra at jeg har tabt, og så konkludere at der åbenbart er to lejre – dem der vil have flere safe-bets: Franz Ferdinand, Kaiser Cheifs, The Verve, Kent.

og så dem der mener der er formange safebets og bands man altid kan se – hvem?

@Anders – spiller i nærheden, vil det sige at Raconteurs, Beck, Death Cab…, RATM, som alle spiller i Norge og Sverige til sommer altså ikke vil hjælpe på din opfattelse af programmet?

@Kristian – hvordan kan nye spændende navne som MGMT og Yeasayer blive for lightweight i forhold til den metervare guitarrock som vi bliver oversvømmet med fra England, synes lissom 2 gange Arctic Monkeys koncerter må dække vores behov på den konto de næste 5-10 år!

-jeg kunne også godt tænke mig at se Vampire Weekend.

Anders O
April 28, 2008 kl. 15:59

@Peter: Lige omvendt faktisk. Mit argument var, at bands som Band of Horses, Bonnie ‘Prince’ Billy, Neil Young + de fleste nordiske bands ikke vil trække mig til Roskilde, da jeg langt hellere vil opleve dem på et spillested fremfor en festivalscene, hvor lyden – og måske stemningen – på ingen måde matcher spillestedets. Det har jeg haft muligheden for i og med de har givet/giver koncert i nærheden for nylig.

Af de bands, du nævner, er det kun Death Cab, der kunne få mig til at købe en festivalbillet på trods af de konditioner, som jeg har stillet op, uagtet at de alle bestemt ville pynte på Roskildeprogrammet.

Off-topic: Der er stadigvæk et hul i Death Cabs program efter sidste koncert i USA og Quart + Arvika, så der er måske en spinkel chance for at få lov til at se dem i Danmark også.

Peter
April 28, 2008 kl. 16:09

…ok, og på den måde blev det lige pludselig et meget bedre argument.

og angående off-topic så har både Beck, Raconteurs og Death Cab vist stadig hul en af dagene på Roskilde, så jeg regner med at Roskilde hjlæper mig med at reducere ved at offentliggøre de 3 på onsdag :-)

Pernille
April 28, 2008 kl. 17:34

Jeg er lidt mindre begejstret end jeg var for en uge siden, om end jeg stadig godt kunne tænke mig at være meget fuld og høre Hellbent for Leather – kan ikke helt se, hvorfor Motörhead skulle trække flere mennesker end Judas Priest. Og kan slet, slet ikke sætte mig i at ønske Linkin Park eller Kid Rock til Roskilde – hvorfor?!
Billetten *er* blevet alt for dyr, men ender sikkert med at tage af sted alligevel, om ikke andet så fordi en middelmådig Roskilde stadig er en hel del sjovere end at sidde derhjemme, mens de andre er der – hvis man ikke køber billet, bliver det også bare godt vejr…

Nicki
April 28, 2008 kl. 21:56

Det er det bedste line-up i mange år, virkelig imponerende, og det er på trods af, at flere af mine personlige favoritter spillede sidste år og ikke i år.

Roskilde har i for mange år haft alt for meget røvballe rock og NME/Gaffa – indie. Jeg mener, Guns’N Fucking Roses, Red Hot Fucking Chili Peppers, Klaxons og de der elndige møgaber fra Sheffield – to gange endda! Holy Moly, det er godt at de har været mere kvalitetsbevidste i år!

Da det er min erfaring, at jeres mening om, hvad jeg rent faktisk lytter til sjældent stemmer overens med min egen overbevisning, så kan jeg da lige remse op af de koncerter, jeg umiddelbart glæder mig mest til. Nogle har jeg set før, andre har jeg lyttet meget til og så er der enkelte, som bliver nyt for mig:

18th Dye.
Band Of Horses.
Battles.
Black Mountain.
Bonnie ‘Prince’ Billy.
Cat Power.
José González.
Grinderman.
Liars.
M.I.A.
Motorphycho.
My Bloody Valentine.
Radiohead.
The Raveonettes.
Jay Retard.
Spleen United.
Sunburned Hand Of The Man.
Neil Young.
Kirsten Ketsjer.

Mvh Frekvens’ yndlings Frekvenslæser. :D

Roy
April 29, 2008 kl. 1:04

@ Pernille: Nu er jeg heller ikke den store fan af hverken Linkin Park eller Kid Rock, jeg mener bare at det er bands af den størrelse som skal spille på Orange Scene. Bands som rent faktisk medbringer et show. Jeg har efterhånden set ret mange gode bands brække nakken på den scene, fordi de ikke når ud til publikum på den anden side af lydtårnet – den seneste Bob Dylan koncert var for eksempel røvsyg – og så tror jeg bare at Kid Rock har en bedre chance for at nå derud end fx Grinderman, som mig bekendt også kun har en plade på bagen.
Af alle de i øvrigt fine bands (Kirsten K undtaget) Nicki nævner, er det kun Radiohead og Neil Young som virker som et seriøst bud på at spille Orange op.

Nicki
April 29, 2008 kl. 2:09

Helt sikkert Roy. Jeg har som bekendt heller aldrig været den helt store Orange Scene type. :)

Pernille
April 29, 2008 kl. 8:16

Jeg tror ikke helt jeg forstår dit udgangspunkt, Roy. Taler du for dit eget eller et billetsælgersynspunkt? Bortset fra, at jeg så ikke helt ser det store træk i Orange (c’mon, hvor mange whoa-oplevelser har man lige haft dér?), så forstår jeg ikke helt ønsket om store bands for størrelsens skyld. Jeg vil ærligt talt hellere have gode bands, der ikke helt når ud over scenekanten end dårlige bands man bare skal undgå.

Roy
April 29, 2008 kl. 12:38

Mit udgangspunkt er egentlig, at selv om mange måske gerne vil have det, så er Roskilde ikke en niche-festival, helliget til Pitchfork/ Drowned in Sound/Soundvenue/Frekvens/Gaffa – segmentet. Det segment skal selvfølgelig tilgodeses, men det skal metal-,verdensmusik-, techno-, og ikke mindst mainstream-segmenterne også. Og det plejer Roskilde faktisk at være ret god til.
I år er det bare gået galt, måske fordi der ikke er ret mange megabands som er på tour i Europa for tiden. Orange Scene er i min optik et fantastisk sted at se musik, hvis man ser de rigtige bands. Sabbath og Tool er for eksempel visuelt orientrerede bands som kan holde til at spille på den scene – men det samme kan for så vidt siges om Robbie Williams og Suede, i sin tid, eller sågar Slipknot eller REM. Det er måske ikke bands som vi, i vores elitære visdom vil omtale som “spændende”, men det er dog bands som har en hvis “bevist klasse”, i mangel på bedre ord, og som til enhver tid vil kunne få folk ud af teltene. Og det mangler der sgu i år.
Det er ikke ud fra et billetsælgersynspunkt, men ud fra hvordan jeg synes festivallen har været før, og hvordan jeg synes den skal blive ved med at køre.

Nicki
April 30, 2008 kl. 20:09

Jeg er helt enig med Roy. Laveste fællesnævner er den vigtigste faktor og Skanderborg rocks for vildt!

Næste år kræver jeg bands som Kandis, Smokie, Arctic Monkeys, Status Quo og Nickelback på Roskilde. Yeah!

(og hvis nogen er uenige med mig, så er I bare nogle prætentiøse musiksnobber)

Roy
May 1, 2008 kl. 0:43

Ja Nicki, du får virkelig brugt ordet “prætentiøs” utrolig meget, efter jeg måtte forklare dig hvad det betød for to år siden. Det er flot at du nu mestrer ord helt op på tre stavelser.

Nicki
May 1, 2008 kl. 4:56

Jeg elsker det ord. Kan du ikke lære mig lidt flere ord, så jeg også kan bruge dem i mine svinere?

Indtil videre består samtlige af mine svinere af et velvalgt mix af ordene prætentiøs, snob, wanker, røvballe rock, ligegyldigt og uinteressant, billig Gang Of Four Kopi og sidst men ikke mindst, Arctic Monkeys. :D

Troels-Henrik
May 1, 2008 kl. 17:58

Jeg må sige – at large – at jeg synes at Roskilde faktisk HAR et udemærket program, men jeg kan også se, at Orange-bands er et problem…

Hvorfor SPRINGER jeg så ikke afsted?
Programmet et godt, men ikke godt nok. Der er simpelt hen ikke bang for the buck i år – og derudover kan jeg blive pigesur over et f-word hiphopnavn skal headline. Specielt når det er Jay-Z som bare har nogle downright tåbelige tekster (og hvad er der så tilbage, hvis man laver rap???).
Satans! Nu kunne jeg ikke holde smag ude af diskussionen.

Det sidste søm i kisten blev (surprice-surprice) at mine helte i pladeaktuelle dEUS ikke er blevet booket til trods for, at de tournerer med det nye materiale i tiden. Øv!

Martin
June 20, 2008 kl. 20:35

Jeg savner navne som

Interpol
Marvel Hill
Imogen Heap
Figurines
Does It Offend You, Yeah?
Manu Chao
Coldplay

Alle navne der har udgivet album inden for det seneste år, og som bestemt kunne have sin plads på Roskilde.

Nicki
June 21, 2008 kl. 15:14

Dem savner jeg bestemt ikke.

Roy
June 21, 2008 kl. 16:10

Det er rimelig latterligt at Interpol spiller på Train d. 1 juli, mens de fleste nok sidder og drikker i deres teltlejr…

Peter
June 22, 2008 kl. 14:23

…og det finder både Train og Interpol jo nok også ud af når der ikke kommer nogen mennesker til den koncert, jeg tror Train kommer til at brænde fingrene på den koncert, men der er selvfølgelig en del prestige i at kunne presentere sådan et navn.

Anders O
June 22, 2008 kl. 14:36

Ja, det bliver sgu spændende at se, men mon ikke et så stort navn kan trække et pænt antal til Train alligevel? Jeg har ved to lejligheder været til koncert i Århus med væsentligt mindre navne under Roskilde, og der har der været godt fyldt alligevel.

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS