Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


9/11
Årets Pop Revo festival markerer et lille jubilæum, idet det er femte gang, at festivalen finder sted. Det har folkene bag passende valgt at markere med det mest ambitiøse program set fra deres side til dato. Over to dage finder man spændende navne som Speaker Bite Me, El Perro Del Mar, Xiu Xiu, 18th Dye og de lokale, pladeaktuelle Larsen & Furious Jane.

Undertegnede havde store forventninger til årets festival, og fredag aften og nat levede til fulde op til disse.

Figurines – The Detour
Før det blev tid til musik, havde Pop Revo sørget for en fremvisning, ja faktisk en verdenspremiere, på den ca. 40 min. lange Figurines dokumentar “The Detour”. Filmen følger bandet omkring indspilningen af deres andet album “Skeleton”, med specielt fokus på, den nu tidligere, bassist Andreas Toft, og hvordan han gradvis får det dårligere, og hvordan psykiske problemer gør det sværere og sværere for ham at leve et liv i et rockband med stadig større tour virksomhed. Under filmen er vi vidner til en række konflikter, som når f.eks. Andreas skal have øvetider til at gå op med opgaveskrivning, eller da bandet skal bestemme, om man skal tage et ekstra job under en Tysklandsturné. Andreas ender som sagt med at forlade bandet efter en fælles beslutning, som det meget diplomatisk hedder, selvom Andreas jo nok selv mener, at han kunne have fortsat, som han også fortæller i filmen.
Her finder vi måske filmens største problem, ingen af de andre medlemmer kommer frem med deres syn på Andreas’ problemer, en vinkel, der ellers kunne have været interessant i en film med en så skarp vinkling på Andreas’ person. Filmen slutter med et gensyn på Roskilde Festivalen, hvor Andreas, med noget blandede følelser, for første gang siden han trådte ud af bandet, ser sine venner spille. Det er en rigtig fin lille historie, men enten er der simpelthen ikke ret meget historie i emnet eller også skulle instruktør Janus Schumacher have gravet dybere, filmen fremstår lidt ufærdig og en smule overfladisk i sin behandling af problemet.

Speaker Bite Me
Efter filmen var det tid til, at aftenens musiske program kunne starte. Her havde arrangørerne valgt at smide et af de større navne på først, uden tvivl for at få lokket folk ned på havnen til Studenterhuset, hvor årets festival finder sted. Speaker Bite Me er et fuldstændig unikt band på den danske scene og forventningerne var høje inden koncertens start, forventninger bandet på ingen måder havde problemer med at leve op til. Det meste af materialet blev hentet fra sidste års fantastiske “Action Painting”, hvor Speaker Bite Me på fineste vis formår at blande et udtryk, der er så poppet, at det kan være svært ikke at danse, samtidig med at de sender så store kaskader at støj af sted, at dine ører burde bløde. Materialet blev leveret med et overskud og en spilleglæde så stor, at bandet hurtigt havde det meste af Pakhuset med sig, men det er også strengt nødvendigt, for af en eller anden grund virker den mindste baggrundsstøj meget forstyrrende på Pakhuset, et problem der skulle blive meget større i løbet af aftenen. Alt i alt sparkede Speaker Bite Me årets Pop Revo festival i gang på fineste vis.

Momus
Tjaa… hvad skal man egentlig sige, når en mand med klap for øjet og stor paryk, svajrygget går omkring på scenen imens han med tyk skotsk accent synger noget, der mest af alt minder om en sørøversang. Eller når han senere begynder at rappe. Eller når han igen farer hen over scenen som en ridder i en turnering, imens han synger ordene “I dream of knights in white satin”. Momus var simpelthen en bombe af indtryk. Det, der trængte sig mest på, var nok “manden er åbenlyst skingrende sindssyg”. Men når man satte sig ud over det, kunne man faktisk finde ganske charmerende popsange, alle sunget/rappet hen over mere eller mindre minimalistisk elektronica. Når det så er sagt, så er det nok det lidt skøre indtryk manden afgiver, som kommer til at blive hos folk. Hans behandling af David Bowies Ashes to Ashes var i en klasse for sig, ligesom han f.eks. i en sang der kunne minde om noget 70er melodi grand prix synger på noget, der måske er skole italiensk, i hvert fald forekom rimet Lamborghini/spaghetti lidt for ofte til at overbevise mig om hans reelle sprog kundskaber, men så igen hvad ved jeg…

Momus var et interessant bekendtskab, der viser at Pop Revo bestemt også er stedet for smalle og skæve eksperimenter, nå ja og under et af de sidste numre bygget op over en hurtig banjo, er jeg ret sikker på, at jeg hørte ordene “cotten eye joe” – manden var bestemt ikke uden humor.

El Perro Del Mar
Svenske El Perro Del Mar indtog scenen ene kvinde med guitar og startede ud med den smukke Party, som ikke er helt så opløftende, som titlen måske giver anledning til at tro, og solo nåede hun også at levere den ganske fine Dog, herefter indtog hendes 5 mand store orkester scenen og det gav lidt mere bund til et udtryk, der ellers havde måttet kæmpe en ulige kamp imod den infernalske baggrundsstøj, som Pakhuset kunne levere. Med en så skrøbelig lyd, som den El Perro Del Mar præsenterer, var det mildest talt meget forstyrrende, hvis da ikke ligefrem ødelæggende. Heldigvis havde jeg da fået placeret mig lige ved siden af en af højtalerne og herfra kunne jeg så undgå den værste baggrundsstøj, men det var stadig de mere up-tempo numre som f.eks. den helt igennem fantastiske I Can’t Talk About It, der fungerede bedst. Samlet set må man dog nok sige, at den støjende sal forstyrrede koncerten i alt for høj grad til, at man virkelig kunne nyde El Perro Del Mars smukke sange, men det er jo sådan set ikke hendes skyld, og indsatsen fra scenen var upåklagelig.

Frightened Rabbit
Forventninger i salen var også store til Frightened Rabbit, helt sikkert hjulpet på vej af, at deres seneste album har fået virkelig flotte anmeldelser i bl.a. Gaffa og Politiken. Desværre lykkedes det ikke helt at få de fine finesser fra pladen overført til koncerten, men efter den stille El Perro Del Mar koncert var Frightened Rabbits energi og udstråling noget der gik rent ind hos publikum. Med en charmerende forsanger, der snakkede så syngende skotsk, at ingen forstod, hvad der blev sagt imellem numrende, og en trommeslager hvis hårpragt og vildskab ville gøre Animal fra Muppet Show misundelig, fik Frightened Rabbit banket godt gang i festen, og deres ligefremme og velspillede indie-rock var helt sikkert, hvad Pakhuset havde brug for, imens fredag stille og roligt gik hen og blev til lørdag. Frightened Rabbit er måske ikke det mest originale orkester på årets program, men de leverede en overbevisende koncert og satte en god fest i gang.

Cola Freaks (billedet – fra US tour)
Aftenens sidste navn var de lokale punkere Cola Freaks. Cola Freaks spiller punk på den gode gammeldags måde, hurtigt, højt og uden så meget pis. Det sene tidspunkt gjorde dog at publikum så småt var begyndt at sive væk fra Pakhuset, men en god håndfuld koncertgængere fik sig en god oplevelse at gå hjem på. I forsanger Mads Stobberup har Cola Freaks en forsanger, der udstråler så meget energi, at han selv kan have svært ved at kanalisere den ud, hvilket udmønter sig i, at han imellem numrene hvileløst vandrede frem og tilbage på scenen som et rovdyr i et bur. I en tid, hvor alt fra Panic At The Disco til Avril Lavigne gladelig påtager sig punk prædikatet, bør man gøre sig selv den tjeneste at se nogle danske eksponenter for den gode klassiske punk, som det var meningen den skal spilles.

Alt i alt præsenterede Pop Revo en overflod af god musik og indtryk fredag, med Speaker Bite Me som et absolut højdepunkt, ligesom man også må fremhæve El Perro Del Mars evne til at kaste perler for svin. Fantastisk 1. dag på Pop Revo, jeg glæder mig helt vildt til i aften.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS