Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


9/11
Lørdagens festlige begivenheder tog åbenbart så hårdt på Frekvens’ udsendte, at der var hviledag på sofaen søndag, men nu er vi altså klar med en rapport fra lørdagens Pop Revo.

Efter en vellykket fredag, rykkede Frekvens igen ud med høje forventninger. Lørdagens program bød bl.a. på bands som Efterklang, 18th Dye og Larsen & Furious Jane. Igen må vi konstatere, at forventningerne så rigeligt blev indfriet.

The Brunettes
Første band på scenen lørdag var new zealandske The Brunettes, som hurtigt skulle vise sig at blive et ganske behageligt bekendtskab. The Brunettes spiller en forholdsvis klassisk form for indie-pop/rock, med en mandlig (Jonathan Bree) og kvindelig (Heather Mansfield) vokal i front, hvilket fungerer rigtigt godt. Udover de fine sange, hvor specielt If You Were Alien må fremhæves, så leverede The Brunettes et show, der er fyldt med sådan en udstråling, at man ikke kan lade være med at holde af dem, som når hele bandet f.eks. i bedste YMCA stil former bogstaverne B.A.B.Y. i nummeret Brunettes Against Bubblegum Youth. Derudover var der hyppig brugt af blæseinstrumenter, håndklap, triangel, klokkespil og rytmepinde. Når bandet oven i det rapper bandintroduktionen og fra scenen udskriver en dansekonkurrence, med chance for at vinde en EP, med ordene “but remember, dancing is its own reward”, ja så kan man virkelig ikke lade være at overgive sig.

Efterklang (Billedet)
Det 8 mand store orkester indtog scenen sædvanen tro iført ridebukser og med et hav af instrumenter, som det er nødvendigt, når ens lydunivers er så komplekst som Efterklangs, altså instrumenterne, ridebukserne er vist bare for syns skyld. Efterklangs musik kan være lidt krævende at lytte til, men giver man sig tid og lægger vilje i det, så venter der en stor oplevelse. Lørdag aften på Pakhuset blandede bandet på forunderlig vis et ret voldsomt og storladent udtryk med mere fine og skrøbelige detaljer. Jeg ved godt, at jeg har sagt det her nogle gange om de forskellige bands, der spillede til Pop Revo, men også fra Efterklang blev der altså udvist et humør og en spilleglæde, som ikke kunne andet end at smitte. Som da det f.eks. fra scenen lød “så er det lørdag aften”, inden hele bandet kastede sig ud i dans, eller da bandet til sidst gik i optog rundt på Pakhuset, dertil blev der på et tidspunkt trommet løs på en af Pakhusets stolper, ligesom et par piger, der til ære for Efterklang havde påmalet sig overskæg (for Efterklang er åbenbart et “overskægsband”), blev hevet op på scenen af en meget beæret forsanger/trommeslager. Efterklang leverede en kraftpræstation, og hvis man endnu ikke har oplevet bandet live, skylder man at gøre sig selv den tjeneste.

18th Dye
18th Dye udgav for nyligt “Amorine Dream” efter mere end 10 års pause, et album vi også anmeldte her på siden, og det var fra det album at størstedelen af aftenens sange blev hentet. Præcis ligesom på albummet åbnede 18th Dye med den helt igennem fantastiske Island vs. Island, og herefter så de sig aldrig tilbage. Derimod leverede de en elegant lektion i hvordan melodisk støjrock bør leveres. Egentlig er der ikke så meget at sige om 18th Dye, vokalerne fra Sebastian Büttrich og Heike Marie Rädeker supplerede hinanden fint, ligesom de også begge gav sig fuldt ud i guitarspillet. Sonic Youth referencen er svær at komme uden om, men det er vel heller ikke det værste band i verden at hente inspiration fra. Da 18th Dye gik af scenen stod man tilbage med en rigtig god følelse efter aftenens første 3, virkelig vellykkede, koncerter.

Xiu Xiu
Xiu Xiu stod for undertegnede som aftenens største spørgsmålstegn, men rygtet om både excentricitet og intensitet var dog løbet bandet i forvejen. Op til koncerten hørte man gang på gang replikken “Xiu Xiu er sådan et “enten-eller” band, enten er man helt vild med dem eller også kan man ikke fordrage det.” Jeg må indrømme, jeg forstår det ikke helt, men det var bestemt en oplevelse at se et band, der er så kompromisløse i deres udtryk, hver gang man troede man vidste, hvor man havde dem, gik de et helt andet sted hen, og respekt for det. Noget af det man forbinder med Pop Revo er, at det er et sted, hvor man kan opleve ny og grænsesøgende musik, og hvad enten man kan lide dem eller ej, så kan man ikke komme uden om at Xiu Xiu helt sikkert flytter nogle grænser for hvordan musik kan lyde, personligt kan jeg dog ikke helt følge dem. I øvrigt kan det nævnes, at et medlem af Efterklang under koncerten kom frem til konklusionen, “hold kæft det er crazy” – jeg kan kun erklære mig enig.

Larsen & Furious Jane
Under årets Pop Revo festival var det for første gang muligt at købe det nye Larsen & Furious Jane album “Zen Sucker”, der ellers først kommer i handlen den 19. maj, derfor var det også naturligt nok, at Larsen & Furious Jane havde valgt næsten udelukkende at koncentrere sig om deres nye udspil, et ganske glimrende et af slagsen i øvrigt. Med skred i tidsplanen var klokken over 2, før bandet gik på, at den sene time passer godt til den nye mørke og dystre tone, som albummet præsenterer. Højdepunkterne fra pladen såvel som koncerten var numrene A Deathbed Conversation, Snakes in the Grass og The People Person is a Zen Sucker. Derudover må jeg også erklære mig dybt uenig i den utilfredshed, der er blevet luftet omkring numrene Fine og Widowers her på Frekvens. Larsen & Furious Jane lukkede af for årets Pop Revo festival på fineste vis. Tilbage er kun at sige tillykke til Pop Revo folkene for en helt igennem glimrende festival, og herfra ser vi allerede frem til næste års festival.

Desuden skal der lyde en tak til Kevin N. Andersen for det fine Efterklang billede – på Kevins Flickr side kan man se mange flere rigtig fine billeder, både fra Pop Revo men også fra alle mulige andre koncerter.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS