Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


7/11
First Floor Power vender tilbage efter flere års pause, Jenny Wilson har udgivet solo album under eget navn, og er officielt trådt ud af bandet, Karl Jonas Winqvist udgav et album under navnet Blood Music, og Sara Wilson har spillet med i andre bands. Til trods for omvæltningerne og den store solo aktivitet er First Floor Power tilbage med et album, der bestemt berettiger deres fortsatte tilstedeværelse.


Hvorvidt Jenny Wilson faktisk er eller ikke længere er med i First Floor Power er vist en mere speget sag end som så, officielt hedder det, at hun er trådt ud af bandet for at hellige sig sin solokarriere samt produktion af svenske indie-kids, men i presse meddelelsen, der følger med det seneste album, kan man læse, at hun alligevel har haft en finger med i spillet på denne, ligesom man kan læse, at hun er special guest, når bandet den 21. maj spiller på Pakhuset i Århus, men nu kan det vel jo for så vidt være lige meget, om hun er med eller ikke er, pladen er her, og nu vil jeg gerne fortælle jer hvor god den er.

Egentligt er der ikke den store forskel fra de to foregående First Floor Power albums, “There Is Hope” fra 2001 og “Nerves” fra 2003, vokalerne bygges stadig op i samspil mellem Karl Jonas Winqvist, og så godt nok Sara i stedet for Jenny Wilson, men hvor sammenligningerne før gik på bands som Talking Heads og Pixies er der på “Don”t Back Down” blevet skruet lidt ned for eksperimenterne. Bandet er dog stadig garanter for svensk indie-pop af høj kvalitet.

Albummet åbner langsomt, messende og insisterende op med den fine Lovesong, før musikken for alvor slippes løs, som på den stemningsfulde God Damn Your Fingers, som fortsætter det sjovt fortællende og lidt kryptiske tekst univers, som man tit kan regne med at finde hos FFP. Linjer som we go to online casino places just to find out if we in the right place or not ligger måske lige på grænsen af det banale, men er bestemt ikke uden charme. På førstesinglen, den lettere kaotiske The Jacket, gives der for alvor slip og Sara Wilsons vokal får lov at boltre sig med alskens mærkelige lyde, den sang burde være sikker til sommerens fester.

Albummets bedste nummer No Money and a Fee er på samme sommerlige måde let og legende, denne gang med Karl Jonas Winqvist på vokal. Af andre numre bør også To Do List og Holding the Ladder fremhæves, begge to rigtig fine pop sange, og netop den fine pop sang må siges at være gruppens varemærke anno 2008, det betyder også at pladen til tider bliver lidt for konform og man sidder tilbage og ønsker sig lidt af fortidens mere eksperimenterende stil tilbage, stadigvæk er der ingen tvivl om, at den her plade er et godt soundtrack til sommer og lyse nætter.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS