Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anders på SPOT: Torsdag

Foto: Jørgen Leth åbner dette års SPOT Festival (Copyright: Jan Chrillesen)
7/11
Først og fremmest: Det er ynkeligt, at to af de mest spændende danske festivaler, SPOT og Vesterbro Festivalen, finder sted på samme tid. Man kan altid tage diskussionen, om SPOT er blevet for stor (som Politiken og Strange Ears gjorde forleden), men efter nogle år, hvor bands som eksempelvis Kent og Sort Sol rokkede ved festivalens upcoming-image, har den århusianske brancheevent – efter min mening – fundet sit rette leje. I takt med at SPOT har fået større international bevågenhed, er det vel kun naturligt, at de lidt mere etablerede bands også får lov til at promovere sin musik overfor de udenlandske bookere og den udenlandske presse – uden at det nødvendigvis betyder, at de stjæler rampelyset fra musikkens vækstlag. De “små navne” er så rigeligt repræsenteret i Århus, og at Vesterbro Festivalen, der i år bl.a. har Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr og Tue West på plakaten, skulle have overtaget SPOTs rolle som Danmarks førende upcoming-festival er en kæmpe omgang vås. Der er plads til og behov for dem begge, så måske skulle man næste år vælge separate datoer for de to festivaler, så man undgår at ”stjæle” kunstnere og bevågenhed fra hinanden. [Update:] Gaffa meddeler, at det nu også er tilfældet. Tak for det.

Nuvel, Frekvens er som nævnt flere gange taget til SPOT Festival, og på festivalens åbningsaften stod den på masser af internationale navne, hvoraf denne skribent fangede fire koncerter: Murder (Danmark), The Tellers (Belgien), Voicst (Holland) og An Pierlé & White Velvet (Belgien).


Murder (Rytmisk Sal)
Murder, som i dagens anledning optrådte sammen med medlemmer af belgiske DAAU, var som altid en behagelig oplevelse. De akustiske folk-numre gjorde sig godt i selskab med bl.a. klarinet og kontrabas, og Jacob Bellens’ og Anders Mathiasens tilbagelænede stil bidrog til en afslappet og nærmest hyggelig stemning blandt det talstærke publikum (hvoraf ca. halvdelen sad på gulvet), som tog imod sangene med stor entusiasme. Peter har garanteret mere at sige om den koncert.

Alt i alt: over middel

The Tellers (Filuren)
The Tellers skal angiveligt være store i Belgien, men det faktum så i første omgang ikke ud til at påvirke SPOT Festivalens publikum, som var ringe repræsenteret i Filurens sceneløse lokale, da koncerten med de unge belgiere med masser af indie-attitude gik i gang. Derfor blev gulvet foran bandet mest af alt brugt som interimistisk dansegulv for et par koncertgæster, men efter få numre blev pladsen pludselig trang for de danselystne, for lokalet blev gradvist fyldt, og til sidst forsvandt de forholdsvis lave belgiere i menneskemængden.

Man kan undre sig over, at man ikke lige har halet et par europaller og et gulvtæppe ind, men salen uden scene fungerede faktisk glimrende for koncerten med The Tellers, som spillede en omgang energisk guitarbaseret indie-rock med klare referencer til Kinks og (i særdeleshed) The Libertines. Forsanger Ben Baillieux-Beynon lød til at have det godt med at være en belgisk, lys-stemmet pendant til Pete Doherty, for han gjorde sig i hvert fald ikke de store anstrengelser for at styre udenom den lettere underspillede stemmeføring og den tykke britiske accent.

Tydeligst var dette på More, som min sidemand kunne fortælle er at finde på soundtracket til “FIFA 2008″, og He Gets High, som på mange måder minder om en mundharmonika-krydret version af Libertines’ Time For Heroes. Men charmerende var det, og The Tellers forstod at charmere sig ind hos publikum, og det blev ikke værre af, at de hen imod slutningen leflede lidt for tilhørerne med en coverversion af Pavements Cut Your Hair. Ikke nogen mindeværdig coverversion (Baillieux-Beynons stemme matcher på ingen måde Malkmus’), men det var som resten af koncerten en fornøjelig oplevelse, og vi takker for festen.

Alt i alt: over middel

Voicst (Filuren)
Voicst, som fyrre minutter forsinket skulle på scenen (som ikke var der) efter The Tellers, har sørme også gjort sig bemærket på et soundtrack til EA Sports’ FIFA-serie. Nummeret Whatever You Want From Life, som også blev spillet under koncerten, figurerer nemlig på “2006 FIFA World Cup”.

Nuvel, det er jo ikke et kvalitetsstempel i sig selv, og flere tilhørere var garanteret også blevet lokket til grundet Peter Katis, som har produceret Voicsts seneste album, “A Tale of Two Devils”, og også har arbejdet sammen med bl.a. Interpol, The National, Frightened Rabbit og The Twilight Sad.

Det afspejlede sig nu ikke i åbningsnummeret, som – laptop-musikeren fraregnet – lænede sig op ad den hårdere alternative amerikanske rocktradition. Det var godt, og der var tryk på, og det indtryk formindskedes ikke, selvom Voicst på de efterfølgende numre lagde sig i sporet på bands som Nada Surf, som bandet i øvrigt også har opvarmet for, og Brendan Benson, hvis han gik lidt hårdere til værks. Det var straight-forward rocksange, og en sang som High As An Amsterdam Tourist var en fornøjelse at lægge øre til. Det skulle dog ikke blive ved med at være en nogenlunde behagelig oplevelse.

Pludselig blev det fjollet. Under nummeret Mixed Words joinede to kvindelige saxofonister og en enkelt hiphopper-trompetist bandet, og så fik den ellers på alle tangenter. Bandet blev næsten funk-agtige i deres udtryk, og man havde efterhånden svært ved at se laptop-musikerens berettigelse i bandet. Samtidig blev man også mere opmærksom på små irritationsfaktorer som forsanger Tjeerds tykke accent og de fjollede tekster, hvor linien “I feel a little bit like twisting my nipples” står stærkest i ærindringen. Godt var det ikke, men et par midaldrende fanboys i venstre side af lokalet så ud til at nyde det i stor stil, og jeg noterede mig da også, at min sidemand, David Fricke, ikke kunne holde benet i ro, så måske var det bare mig?

Sjovest var det, da Tjeerd berettede om et grimt uheld i Clermont-Ferrant i Frankrig, hvor bandets bassist gennem 10 år, i fuldskab drattede ned med et sammenstyrtende træ og brækkede “three spines” (???). Voicst havde derfor kun få timer til at finde en substitut, og valget faldt på en kvinde, som ikke havde spillet med bandet tidligere, men som lige nåede til Århus i tide. Det kan være, at det var derfor, at bandet var forsinket, men jeg tror nu snarere, at det var fordi, at de havde problemer med at hænge de to store øjne op, som svævede over bandet under hele koncerten.

Alt i alt: under middel

An Pierlé & White Velvet (Musikhuset – Store Sal)
Jeg nåede også lige at fange belgiske An Pierlé, som sammen med White Velvet forsøgte at indfange publikum med sensuelle ballader og melankolske sange. Sammenligningen med Tori Amos er ikke helt forkert, når Pierlé sætter sig på en kæmpestor bold (!) ved pianoet iført stiletter og synger sine ofte lidt mærkværdige sange. Pierlé har dog tidligere afvist sammenligningen, hvilket først for alvor giver mening, når hun forlader pianoet og stiller sig foran sit velspillende band og synger kabaret-agtige sange med en stemmeføring, der tangerer Kate Bushs, eller når hun som på Snakesong giver den som såret kvinde – ikke uligt vores egen Tina Dickow.

Måske var det pga. sprogbarrieren, men jeg købte ikke hendes sensualitet, der virkede karikeret og ufrivillig morsom, eller dramatikken, som engang imellem gik over gevind med både håndklap og spansk trampen i gulvet. Det var ikke desto mindre skide sjovt, og jeg er også sikker på, at det af og til også var hensigten, men alt i alt var oplevelsen noget ala Tori Amos meets Mandrilaftalen, og det var musikalsk set ikke noget at skrive hjem om.

Alt i alt: under middel

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Fioricet-Zonegran: No Prescription Required Fioricet Zonegran or...
Phentermine-Stopped-: Today?s Special Offer Phentermine Stopped...
Phentermine-2008: Today?s Special Offer Phentermine 2008 or...
click here now: hello!,I love your writing very so much! share we...
finn: er der nogen der kan hjelpe mig med at finde en film med...
duckset: generic cialis online no prescription As we comprise...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS