Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder


Fredag aften blev sluttet af med en udemærket, men så heller ikke mere, Jong Pang koncert, inden der igen gik lidt for meget efterfest i den. Det betød, at jeg endnu en gang kom lidt sent afsted, til trods for at der i programmet egentlig var sat krydser ud for The Wong Boys, Asta Nielsen filmprojektet og Le Fiasko.
Roy overtalte mig til at komme med over og tjekke Tiny Jets ud, og de unge drenge imponerede til dagens første af mange fine SPOT koncerter.

Tiny Jets
De fem musikere på scenen havde en gennemsnitsalder på sølle 14,5 år, og med det in mente var det et dejligt modent udtryk, der blev leveret fra scenen. Musikken er svær at beskrive, men en umiddelbar sammenligning med Flaming Lips presser sig på. De fem medlemmer, hvoraf 2 kun er med i liveopsætningen af bandet, havde forkastet alle ideer om hvordan en sang bør og skal lyde, og der blev frit eksperimenteret med mange forskellige udtryk inden for det samme nummer. Modigt og modent at man allerede som så ung ikke er bange for at gå egne veje. Det virker dog som om at der er blevet sagt ja til lidt for mange idéer, og Tiny Jets skal finde lidt mere selvkritik frem, og en gang imellem sige nej når en ny idé ryger på bordet, for i det lange løb blev det til et lidt for ufokuseret udtryk, men stor respekt herfra for det de leverede.

The Floor Is Made Of Lava
Vi måtte selvfølgelig forbi “The Lava” og se, hvor galt det stod til med de forbrændinger, forsanger Tobias Kippenberger for nyligt pådrog sig ved hjælp af en gang brændende Absinth. En lidt rød hals var det eneste man på afstand kunne se på forsangeren, som på ingen måder lagde en dæmper på den energi, der er så stor en del af bandets liveshow. TFIMOL leverer på ingen måder stor kunst, men de rocker igennem med en selvsikkerhed og attitude i så stor stil, at man må holde af dem. Ligesom hos de åndsbeslægtede Turboweekend, men dog i en noget mere rocket udgave, er TFIMOL også i stand til at levere punchlines så man må trække på smilebåndet som f.eks. “take a wild guess, I’m guessing I kissed her, knock yourself out, I’d do your little sister” eller “my kingsize bed has nineteen queens” (det må være den direkte modsætning til det nye Death Cab For Cutie nummer, Your New Twin Sized Bed).

One-Eyed Mule
Efter The Floor Is Made Of Lava stod det svære valg imellem om man skulle vælge Lizzie eller One-Eyed Mule (og det mener jeg faktisk!). Da Lizzie ikke engang nåede at spille sit fantastiske hit Ramt I Natten, og One-Eyed Mule var den bedste koncert jeg så i år på SPOT, så må det siges, at det var det rigtige valg, der blev truffet, da jeg gik ind i Filuren i Musikhuset for at få min country på.
De forreste rækker i den lille Filur sal var fuldstændig uforståeligt fyldt med siddende folk, for det første var der flere, der måtte gå forgæves, og for det andet svingede country bandet simpelthen så meget, at det, ihvertfald for undertegnede, var svært at stå stille. Tænk at man kunne sidde ned til sådan en energi udladning?!
Når man vil spille country på den gode gamle amerikanske måde, men holder til i ganske danske København og Århus, så kunne der jo let blive et troværdighedsproblem, men invitationer fra Austin, Texas bør gøre alle sådanne spekulationer til skamme, derudover styrer One-Eyed Mule også elegant uden om påtagede cowboy temaer og dyrker f.eks. istedet flot melankolien og kærligheden.
Frekvens fik jo selvfølgelig også networket på SPOT, og det betyder, at der gerne skulle dumpe et eksemplar af One-Eyed Mules seneste album, “From The Beats to The Bible”, ind af døren de nærmeste dage, og vi vil glæde os til at fortælle, hvad vi synes om den, at dømme ud fra deres SPOT optræden har vi høje forventninger.

Choir Of Young Believers (Billedet (c): Jan Chrillesen)
Choir Of Young Believers spillede hen ad aftenstid på den store P3 scene på Officersspladsen en ganske fin koncert. Egentlig er der tale om et en-mands projekt, men live er Choir Of Young Believers faktisk nærmest et helt kor. Af numre som stak særligt ud var den ganske fantastiske Riot som forhåbentlig også er at finde, når COYB smider sit/deres debutalbum på gaden senere på året. Debut EPen “Burn The Flag” har allerede skaffte COYB en masse hype, så forventningerne til albummet er store, vi glæder os også til at høre, hvad de kommer frem til. Derudover må jeg sige, at jeg ikke bed det store mærke i den koncert, men det kan ligesåvel være min egen skyld som bandets.

Med god tid i programmet til næste band hang vi ud og nød solen, som skinnede ned over festivalen hele weekenden.

The Storm/Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Vi gik i Ridehuset for ved selvsyn at se, hvad alt balladen omkring The Storm går ud på. Det er utroligt, at det band har formået at bringe så kraftige følelser frem i folk, for mere ligegyldig og gennemført kedelig musik skal man da lede længe efter. Pernille Rosendahl spurgte selv, om vi var klar til noget rock, og det var vi, så vi skyndte os at gå videre til Snake & Jet’s Amazing Bullit Band efter 20 kedelige minutter af vores liv, som vi aldrig får igen. Til Snake & Jet koncerten var der anderledes tryk på, og da vi trådte ind i salen havde bandet netop fået besøg af Kresten Osgood, som gav den fuld gas. Man kunne ærgre sig over, at man ikke havde lagt alt sin tid hos Snake & Jet men vi syntes ligesom vi ville se The Storm og så tage stilling, hmm… klog bliver man af skade.

Familjen
Først og fremmest, “I like my eurodance, like my women – filled with designer drugs and earbleeding loud”. Det skal ikke kunne udelukkes, at Johan Karlsson, som gemmer sig bag navnet Familjen, måske var en lille smule coked up, men når man på 5. række kan føre en samtale i helt almindeligt toneleje, så er det simpelthen bare ikke godt nok. SPOT havde db-begrænsninger på koncerten og det var virkelig en dårlig idé – festen nåede aldrig ud over de 2 forreste rækker på nær til allersidst under ekstranummeret, monsterhittet Det Snurrar I Min Skalle. Det, der burde have været en kæmpe afslutningsfest, løb lidt ud i sandet. Bedre blev det selvfølgelig ikke, at jeg også nåede for sent til Voxhall, som var fyldt op til koncerten med Slagsmålsklubben (i øvrigt et af de bedre bandnavne jeg er stødt på i lang tid). Istedet blev det til en sandwich og en øl imens jeg hang ud foran rytmisk sal, hvor Raunchy på ingen måder bar præg af at være underlagt nogen form for db-regler, mystisk?

Herefter stod den på efterfest, igen igen, men what happened at Ridehuset, stays at Ridehuset, så der er kun tilbage at sige tak for i år og en rigtig fin SPOT festival. Sådan lige umiddelbart vil jeg fremhæve koncerterne med Lise Westzynthius, Figurines og så i en klasse for sig One-Eyed Mule. Hverken Figurines eller One-Eyed Mule er i øvrigt faldet i Gaffas nåde, som værende værd at anmelde.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

action voip: What’s up colleagues, pleasant article and...
tras utensilios de cocina: voy inmediatamente asir rss feed como...
dating after divorce: Hi mates, nice article and good urging...
curcumin: Hello everyone, it’s my first pay a visit at this...
Https://Plus.Google.Com: Hello, i believe that i noticed you...
purchase a domain name: This blog was… how do you say it?...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS