Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anders på SPOT: Fredag

Foto: Salem Al Fakir i Rytmisk Sal (Copyright: Jan Chrillesen)
8/11
Planen var egentlig at følge Kristians anbefaling og tage ned på Svalegangen for at se Dixon Speed, men da festivaltid på ingen måde stemmer overens med gængse tidsbegreber, og folk stadigvæk går og hilser hinanden “godmorgen” langt op af eftermiddagen, så var det måske også en smule for optimistisk at tro, at jeg skulle kunne nå ind til Århus Midtby til klokken 15.00.

Det blev dog stadigvæk til en musikalsk udbytterig dag, hvor vores point-o-meter ganske som termometret fik et hak opad – ikke mindst pga. udmærkede koncerter med bl.a. Lise Westzynthius, Alter Me og Veto.


Efter lidt øl i solskinnet og et på ingen måder bemærkelsesværdigt kvarter i selskab med Marvel Hill var det første reelle stop…
Turboweekend (Officersscenen)
When nerds go machine. Peter har allerede beskrevet koncerten, og jeg kan kun erklære mig enig: fin – men til tider lidt ensformig – koncert fra de tre electro-fyre med de ens (hjemmesyede?) skjorter og det bevidst nørdede look.

Alt i alt: middel

Lise Westzynthius (Ridehuset)
Jeg har ikke set Lise Westzynthius live i flere år, og jeg har slet ikke hørt hendes seneste album, “Siberian Mission”, men umiddelbart kan jeg kun bifalde dette albums live-potentiale. Hvor sårbarheden og de måske lidt for tuttenutte-filosofiske sange fra “Heavy Dream”, det første soloalbum, ofte resulterede i småkejtede og skrøbelige koncerter, ser det nu ud til, at det tidligere Luksus-medlem med sit nye materiale har fået mere styr på følelsesregistret og ikke mindst sensualiteten, hvilket i Ridehuset udmøntede sig i en intensiv og kærkommen sprælsk koncert. An Pierlé, som under torsdagens koncert talte meget om “sexual passion”, kunne med fordel have lært et trick eller to af den langt mere raffinerede danske sangerinde.

Mellem to birketræer (man er vel kunstner) gav Westzynthius samt fem velspillende kollegaer (heriblandt Marie Højlund [Marybell Katastrophy] og Frederik Thaae [A Kid Hereafter]) en ganske fin koncert, som var bedst, når materialet var hentet fra det nyeste album. Her strålede især numre som Long Dark Night of the Soul og Childlike Curves, hvorimod det blev en kende for trægt under eksempelvis titelnumrene fra de to foregående albums, Heavy Dream og Rock, You Can Fly.

I mine øjne er Lise Westzynthius gradvist blevet en mere interessant kunstner, og hun så ud til at befinde sig godt på scenen, hvor hun sammen med sit forholdsvis store band legede med alt fra firhændigt klaverspil til Clapton-agtige guitarsoloer.

Alt i alt: over middel

Salem Al Fakir (Rytmisk Sal)
Svenske Salem Al Fakir er ved at være et halvstort navn i hjemlandet med en del prisbelønninger (bl.a. en Spelmannen-pris og fire Grammis) til følge, men et decideret internationalt gennembrud er det endnu ikke blevet til. Koncerten på SPOT var da også hans første optræden i Danmark.

Multiinstrumentalisten Al Fakir spiller popmusik, som den lød i halvfjerdserne, uden at det hverken bliver cheesy eller virker forældet. Referencerne er Stevie Wonder og 10cc, men der bliver også trukket veksler på mere nutidig rock- og popmusik, og for en gangs skyld kan man hos en svensk artist ikke spore den svenske poptradition i lydbilledet.

Den korte og ikke specielt velbesøgte koncert kom desværre aldrig helt i gang før de sidste par numre, hvor det endelig lykkedes den svenske sanger med de syriske rødder at holde lidt på det konstant skiftende publikum og engagere dem i taktfaste håndklap.

Der er en grund til, at der ikke længere er så mange bands, som spiller traditionel softrock, og alt i alt var koncerten da også en halvkedelig affære. Dog skal man være en usandsynlig kontrær person, hvis man ikke lader sig besnære af delikate numre som singlerne This Is Who I Am, Good Song og It’s True.

Alt i alt: middel

Alter Me (Ridehuset)
Under vores interview med Alter Me tidligere på året fortalte forsanger, Hans Mortensen, at han havde haft svært ved at vænne sig til det pludselige og forholdsvis store karrierehop, så aftenens optræden på Ridehusets store scene har sandsynligvis stået som endnu en uvirkelig milepæl for bandet med den korte levetid.

Og det var et godt fyldt Ridehus, som tog imod Alter Me og deres poprock, som normalt befinder sig i territoriet omkring Saybia, men på scenen får den åbenbart også lige et skud Chris Martin og – når det går virkelig godt – Muse. En særdeles positiv overraskelse.

Det lå ikke i kortene bedømt ud fra debutalbummet “The Fall”, men live løfter numrene sig, og de temmelig ordinære og lidt for pæne skæringer viser sig med ét i et nyt lys. Især You Can’t og Me And Myself (også to af albummets bedste numre) samt koncertens sidste og let Matt Bellamy-klingende nummer, Problems, spillede for alvor med musklerne, men overordnet set leverede Alter Me en helt igennem overbevisende indsats.

Og, ja, der var naturligvis nervøsitet at spore i bandets optræden, Hans Mortensen fremstod lidt kluntet, når han forsøgte sig ud i disciplinen “snak til publikum”, og et par af sangene blegnede i forhold til resten af settet, men det er alt sammen noget, der kan rettes op på, og jeg spår Alter Me mere succes i fremtiden. Ikke min kop te, men credit where credit is due:

Alt i alt: over middel

Peter Sommer (Officersscenen)
Peter Sommer er et af de navne, som må være kaldt til SPOT som trækplaster, for han bliver vel næppe større i Danmark, og der er nok heller ikke ligefrem et internationalt gennembrud på trapperne. Officersscenen bar under dette års festival også navnet “P3-scenen”, og kigger man på denne scenes line-up finder man lutter “P3-bands”, så det er nærliggende at tro, at radiokanalen mere eller mindre selv har stået for bookingen af bands.

Jeg skulle egentlig have set Monkey Cup Dress, men humøret var mere til fadølsfest end følsom pigesang, så jeg hang ud til Peter Sommer i stedet. Det var ikke ubetinget et godt valg. Respekt til Sommer for at forbigå alt for meget fællessang ved at styre udenom hits som Ultralight, Valby Bakke og Tigger, og også for at gå efter en mere mørk og cool lyd, men behøvede det at være så gudsjammerligt kedeligt?

Alt i alt: under middel

Veto (Officersscenen)
Veto var til gengæld ikke kedelige, men som Peter også har været inde på, så måtte man ikke spille højt på Officersscenen, og det forstyrrede Veto-koncerten i en sådan grad, at det næsten var pinligt.

Heldigvis har Veto udviklet sig til et fantastisk live-band, og heldigvis har bandet i Troels Abrahamsen en fortræffelig forsanger, så de lykkedes med deres damage control, og stod man langt nok fremme, var der fest alligevel.

Numrene var næsten alle hentet fra det seneste album, “Crushing Digits”, og de virkede enormt overbevisende i deres live-format. Samtidigt blev de leveret med en sådan professionalisme, at det ikke skal undre mig, hvis Veto bliver det næste større danske eksportnavn.

Publikum på de forreste rækker labbede det i sig, og hvorfor skulle de heller ikke det? Det ville bare have været endnu federe (især for dem, der stod bagerst) indendørs og med mere tryk på lyden.

Alt i alt: over middel

Puzzleweasel (Filuren)
Min ledsager havde forbudt mig at tage over og høre BREUMM, så vi tog et lille intermezzo med en gammel favorit, Puzzleweasel, istedet.

Sidst, jeg så ham, opfordrede han folk til at rejse sig op i stedet for at ligge og flyde på gulvet, som det ellers virker som normen, når diverse ambient-musikere folder sig ud bag laptop og knapper. Det skete desværre ikke denne gang, og uden at være ekspert på området kan jeg vist godt tillade mig at hævde, at det virkede helt forkert. Puzzleweasel er ikke behagelig at høre på.

Og dog, for under alle breaksene, de stærkt eksperimenterende electronica-kompositioner og den generelt hårde lyd opstår der et beat, som der både kan danses og nikkes med nakken til. Det var der kun få, der udnyttede, hvilket er en skam, når nu Puzzleweasel tilbyder noget helt andet end resten af de kunstnere, der var en del af årets “Electronic Music Aarhus”-program.

Alt i alt: middel

Efterklang (Musikhuset – Store Sal)
Et stk. semifuld musikanmelder, et stk. behageligt polstret stolesæde, døsighed. Festen sluttede brat fredag nat klokken 01.00, hvor Efterklang indtog Store Sal, hvor man sidder ned, og hvor man ikke må drikke. Sådan er spillereglerne, og det er vel ok, men nogen fest bliver det sjældent i den ellers så imponerende lydkulisse.

Det er svært ikke at lade sig irritere over et band, som insisterer på at være mange folk på scenen, og når de så samtidig vælger at invitere flere folk (i form af medlemmer fra Slaraffenland) op til fællesskrål, spil og trampen, så kræver det godt nok sin mand eller kvinde at blive hængende. Så forholdsvis sent om natten havde jeg ikke, hvad der skulle til og måtte således forlade koncerten efter de første 3-4 numre.

Det var sikkert ærgerligt, for alle fremhæver netop den koncert som en af festivalens bedste, og det, jeg hørte, var helt sikkert imponerende og lydmæssigt langt foran, hvad der ellers blev præsteret rundt om på scenerne.

Alt i alt: uden for bedømmelse. Humøret var simpelthen ikke til “se hvad jeg kan”-musik.

I morgen følger mit referat af lørdagens program.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Anders O
June 10, 2008 kl. 0:23

Jeg kan nu se på billedet, at det muligvis var Porno Lasse, jeg var til koncert med. Beklager forvirringen.

Martin
June 10, 2008 kl. 17:51

Haha, skarp iagttagelse. Sikken multikunstner

Aktivitet

20 cy Dumpster: Hey there, You’ve done a fantastic job....
impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS