Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anders på SPOT: Lørdag

Foto: Slagsmålsklubben fyldte Voxhall og fortovet udenfor (Copyright: Jan Chrillesen)
6/11

Jeg skylder vist en lørdagsberetning, så here you go:

Vejret, de kolde drinks og den gode stemning reddede lørdagen på SPOT, som rent musikalsk var noget af en skuffelse.


Majors (Officersscenen)
For præcis 15 år siden stod jeg på 1000FRYD i Aalborg og var vidne til mit allerførste hip hop jam (navngivet “Fresh For ‘93″), og hvis jeg ikke husker forkert, så optrådte både DJ Noize og DJ Static ved den lejlighed. I lørdags var det så igen tid til at tjekke to af Danmarks suverænt bedste DJs, som nu begge er på Majors’ roster i selskab med Nat Ill, J-Spliff og Negash Ali, og på forunderlig vis befandt man sig pludselig 15 år tilbage i tiden igen.

Groft sagt er der musik- og tekstmæssigt ikke den store forskel på Majors og den rap, man hørte i de tidlige halvfemsere. Og det er pissefedt. Her danner de simple New York-beats og masser af scratch lydsporet for de tre rappere, hvis tekster cirkler om egne fortræffeligheder og andres mangler. Befriende i en tid, hvor vi bliver tæppebombet med lamt amerikansk hitlisterap og – i den modsatte grøft – samtidig er tvangsindlagt til at høre på hvide hipsters (hej Soundvenue) udtale sig om, hvor originale folk som Lupe Fiasco, Talib Kweli og Mos Def er. Majors laver simpel punchline-rap og tak for det.

På scenen er der masser af lir (primært fra de to DJs), hvilket især kom til udtryk under introen, hvor hvert medlem blev introduceret individuelt. Noize vandt New Music Seminar DJ Battle i 1994 i en legendarisk battle mod DJ 8-Ball, og i Majors har han taget den samme jokende wordcut-stil med sig, hvilket sammenholdt med de tre rapperes punchlines ofte fremmaner både smil og respekt.

Der var ikke mange folk til koncerten på SPOT, men numre som Go Majors!, Get Down og Three Decades fik da aktiveret dem, der var der – ikke mindst pga. rappernes færdigheder på mikrofonen (gode engelsksprogede danske acts er en mangelvare.) I længden blev det dog lidt trættende at høre de samme temaer gentaget om og om igen, og langsomt blev gulvet tømt for folk, der hellere ville ud og nyde solskinnet.

Alt i alt: middel

Anna Järvinen (Ridehuset)
Jeg havde lokket mig selv ind til Anna Järvinen-koncert i Ridehuset af den simple grund, at Dungen er hendes backingband for tiden. Desværre er den tidligere Granada-forsanger ikke Dungen, og det var som om, at Järvinen og band tog budskabet fra Dungens anmelderroste 2004-album, “Ta Det Lugnt”, lidt for alvorligt. Her var mildest talt hverken spræl eller vildskab.

Til gengæld var der masser af jazzet svensk popmusik, lidt quirkiness og et drys Pernille Rosendahl-attitude grænsende til det skabagtige. Den slags musik er hørt før – og udført bedre af mange andre artister – så der er ingen som helst grund til at spilde mere tid på Järvinen.

Måske funger hun bedre et mindre sted, for det mildest talt affolkede Ridehus bidrog ikke med andet end mumlen og en mudret lyd fra scenen. Det var faktisk så slemt, at den hvidklædte sangerinde med den spæde stemme nærmest helt forsvandt i lydbilledet, og det tog denne anmelder et kvarters tid, før han opdagede, at der blev sunget på svensk og ikke engelsk.

Alt i alt: under middel

The Floor Is Made Of Lava (Officersscenen)
En af vores blogger-kollegaer skriver ofte grimt om The Lava, men her på redaktionen sætter vi for det meste pris på det uprætentiøse bands udskejelser. Det er muligt, at de ikke har opfundet den dybe musikalske tallerken, men man kommer også langt med energi, karisma og galskab, hvilket bandet besidder til overflod.

Forsanger, Thobay K, var heldigvis kommet sig ovenpå absint-ulykken og gav den efter bedste evne fuld gas på scenen. Der var lagt op til fest i solskinnet, men den sparsomme lyd, der jo netop kendetegnede Officersscenen, spillede også ind her, og det var kun de forreste, der for alvor kunne tage del i festen.

Af højdepunkter skal nævnes Do Your Sister og Told Her I’m From Compton, men generelt set var det en solid præstation, om end repertoiret sagtens og ganske naturligt kan trænge til lidt mere kvalitet, men det kommer nok i takt med flere udgivelser.

Alt i alt: middel

Are We Brothers? (Ridehuset)
Are We Brothers? hører til på de store scener. Det står klart efter den velbesøgte koncert i Ridehuset, hvor både bandets lyd og ageren på scenen i en perfekt verden ville kunne overføres til landets solbeskinnede festivalscener. Desværre tror jeg, at bandet under normale omstændigheder vil få svært ved at fylde de større steder. Dertil er musikken (som den fremstod under koncerten) for svag.

Are We Brothers? har dog masser af energi og udviser stor spilleglæde, så måske kan de få revet nogle enkelte med via entusiasmen, deres perfekte rockstar look, og så naturligvis flere numre som Come Around, som er en ørehænger af format.

Dem var der for få af i Ridehuset, eller også var lyden bare så ringe, at vi ikke kunne høre det. Men som det ser ud nu, er der ikke så meget mere at sige om deres funk-blues-soul-rock…men de så da ud til at have det sjovt.

Alt i alt: under middel

Choir Of Young Believers (Officersscenen)
Jeg er helt vild med de ting, Jannis Noya Makrigiannis nu går og laver under navnet Choir Of Young Believers, men lydforholdene (igen igen) ødelagde lidt af oplevelsen.

Med på scenen har Jannis en stor velspillende og sammenspillet flok, der bl.a. tæller Jong Pang (Anders Rhedin) og folk fra moi Caprice, og som med strygere, percussion og – naturligvis – fine korharmonier bidrager med en masse fylde til Choir Of Young Believers’ til tider både storladne og skrøbelige indie-folk.

Jeg orker næsten ikke at træde mere rundt i lydforholdene på Officersscenen, men de var igen elendige og samtidig hovedårsagen til, at koncerten ikke blev mere end en nogenlunde oplevelse. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at der er grund til at glæde sig til debutpladen i september, for lyden til trods stod det klart, at Choir Of Young Believers har en masse at byde på.

Alt i alt: middel

The Bronson Brothers (Voxhall)
Endelig et sted med ordentlig lyd – og for en sjælden gangs skyld herligt med et band, som så kompromisløst hylder en svunden tid gennem alt fra påklædning til musik. Med The Bronson Brothers på scenen er der dømt jakkesæt, halsklud og tresserpop, som den dengang blev lavet af bands som The Shadows, The Animals, The Doors, The Monkees (ingen sammenligning i øvrigt) osv. Så stor loyalitet overfor inspirationskilderne kan nemt fastlåse et band i et uoriginalt udtryk, men det er heldigvis ikke tilfældet hos brødrene Bronson. De skriver nemlig glimrende og iørefaldende sange, som – måske fordi den gode sang er tidløs – virker helt tidssvarende, og lige præcis derfor signalerer deres påklædning, lyd og opførsel på scenen coolness og ikke plagiat.

Med guitaren placeret godt oppe i armhulerne fik vi serveret rock’n'roll med masser af tremolo, tostemmigt korsang og en forsanger, som tydeligvis kender alt til datidens gimmicks og positurer. Det var en fin koncert og et tiltrængt pusterum midt i al indie-virvaret, men efterhånden aftog det forfriskende indtryk, og det stod klart, at The Bronson Brothers har behov for at skrive flere sange på linie med Miss Miss og November. Det er nemlig fremragende numre.

Alt i alt: middel

Dúné (Officersscenen)
Det var vist her omkring, vi fandt ud af, at man for bare fem kroner mere i stedet for øl kunne erhverve sig særdeles generøse gin & tonics serveret i fadølsglas. Det har måske sløret min opfattelse af Dúné-koncerten, men som jeg husker det, fik vi samtlige hits leveret i en lidt triviel indpakning.

Stor ros skal der dog lyde til hele bandet, som, siden jeg først stiftede bekendtskab med dem for tre år siden, har gennemgået en kolossal udvikling, hvad angår showmanship. Samtlige tilstedeværende på scenen deltager i løjerne med energi og humor, og forsanger og energibundt Mattias Kolstrup ser ud til at nyde at få lidt kvalificeret modspil.

Koncerten igennem drønede de unge mennesker rundt, jokede med publikum og hinanden og var i det hele taget yderst professionelle i tilgangen til deres live-optræden. De er blevet uhyre scenevante, hvilket desværre også gør, at man får fornemmelsen af, at det her er yderst kalkuleret og indstuderet.

Dúné er et lovende band – måske også en fremtidig eksportmulighed – men nu har bandet spillet de sidste tre år på SPOT med stort set de samme sange, og selvom Kolstrup under koncerten forsøgte at overbevise os om, at det har betydet enormt meget for deres karriere, er det for menigmand lidt svært at se de helt store resultater.

Bandet trænger til nyt materiale (hvilket vi dog også fik få eksempler på), nye inputs og idéer, men mest af alt trænger vi ikke til at se dem på SPOT igen til næste år.

Alt i alt: under middel

The Radio Dept. (Musikhuset – Store Sal)
Vi hankede op i os selv og bevægede os over i Store Sals bløde og søvnindgydende sæder til en koncert, jeg personligt havde set meget frem til. Jeg var dog samtidig klar over, at en koncert med svenske The Radio Dept. nok ikke ville blive den helt store sprudlende oplevelse. Jeg fik ret…og lidt til desværre.

Lydmæssigt startede det lidt sløjt, men det var der allerede rådet bod på op til andet nummer, Freddy and the Trojan Horse (ifølge frontmand Johan Duncanson et forsøg på at vælte den svenske regering), og derfra og et par numre frem lovede det virkelig godt.

Men så gjorde monotonien for alvor sit indtog. Setuppet er tre dystre mænd og en rytmeboks, og mens det indadvendte udtryk gør sig fremragende på plade, virker det ikke i livesituationen. Der skal lidt mere til end bare at stå og gemme sig bag instrumenterne indhyllet i røg og mørk belysning. Jeg spottede oven i købet op til flere koncertgængere, der faldt i søvn, og klokken havde immervæk kun lige passeret 22.00.

En arrogant holdning på scenen er til at leve med, hvis musikken bliver leveret med nerve, men det blev den ikke denne aften, og de tre herrers elektropoppede shoegaze fremstod yderst uengageret og dvask. Alligevel er flere af sangene så stærke, at man tog sig selv i at nyde dele af showet, men fremover vil jeg nok investere mine penge i The Radio Depts CD’er frem for billetter til deres koncerter.

Alt i alt: middel

Familjen (Officersscenen)
Man kan skyde skylden på det lave lydniveau – musikken blev trods alt flere gange overdøvet af trampende ungersvende bagerst i teltet – men Familjen skuffede i den grad i rollen som sidste band på Officersscenen.

Jeg er ikke begejstret for hittet Det snurrar i min skalle, men anerkender dog nummerets anderledes tilgang til dance-genren. Derfor overraskede det mig en smule, at langt størstedelen af Familjens øvrige materiale mest af alt lyder som triviel eurodance.

Nogle få gange befandt Johan T Karlssons selvnavngivne “indie-techno” sig i området mellem Stakka Bo og Underworld, men der var langt mellem snapsene, og alt i alt var det en anstrengende oplevelse.

Alt i alt: under middel

I min anmeldelse af The Elephants’ selvbetitlede debutalbum lovede jeg bandet at dukke op, såfremt de skulle spille på denne SPOT Festival, men i min fuldskab valgte jeg at følge pøblen ned på Voxhall for at se Slagsmålslubben. Det skulle vise sig at være et dårligt valg, for spillestedet lukkede hurtigt for flere gæster, og pludselig befandt man sig på den nærmeste burgerbar i stedet for. Det var det.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS