
Det er godt, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem afsindigt ringe bandnavne og musikkvalitet, for så kunne Roskilde-publikummet godt nok se frem til en noget enerverende oplevelse. Her er ti af de værste bandnavne fra dette års line-up.
The Dø (FIN/FR) (billedet)
Roskilde skriver: “Mangekantet folkpop-duo.”
Vi tilføjer: Vi kan kun håbe, at “dø” betyder noget andet eller ingenting på finsk og fransk.
Seahorse Transform (DK)
Roskilde skriver: “Dub med indisk smag.”
Vi tilføjer: Er det navn en ordre? Og i så fald til hvad?
Pilgrimz (DK)
Roskilde skriver: “Veloplagte metal-debutanter.”
Vi tilføjer: At udskifte s’et i sit navn med et z er bare sooo nineties.
Anthony Joseph & The Spasm Band (UK)
Roskilde skriver: “Jazz + spoken word.”
Vi tilføjer: Come on, er der ikke en eller anden højskole, der mangler et band til deres årsfest, så Roskilde ikke skal trækkes med et band med sådan et navn?
Alberta In Love (DK/E)
Roskilde skriver: “World-lounge.”
Vi tilføjer: OK, af og til er det muligt at sætte lighedstegn mellem afsindigt ringe bandnavne og musikkvalitet.
The Ting Tings (UK)
Roskilde skriver: “Skarp tyggegummi-pop.”
Vi tilføjer: Måske skulle The Ting Tings gøre alvor af titlen på deres anden single That’s Not My Name.
Swollen Members (CAN)
Roskilde skriver: “Canadas største hiphop-navn.”
Vi tilføjer: Den slags navne er kun sjove blandt Canadas største hiphop-navne – og ingen andre steder!
Fuck Buttons (UK)
Roskilde skriver: “Elektronisk eksperimental-duo.”
Vi tilføjer: Hvis det bandnavn er en ordre, så er det ved nærmere eftertanke et ret fedt navn, men generelt set provokerer I absolut ingen ved at hedde noget med “Fuck”.
Holy Fuck (CAN)
Roskilde skriver: “Improviseret instrumentel elektropop.”
Vi tilføjer: Holy Fuck bør tage Fuck Buttons (og Fucked Up, Fuck, Fuck The Facts, Fucking Wrath, Fucking Champs osv.) i hånden og stille sig i “køen for annullering af afsindigt ringe bandnavne”.
Babylove & The Van Dangos (DK)
Roskilde skriver: “Jamaica-ska klædt på til fest.”
Vi tilføjer: Jamaica-ska klædt på til fest, for helvede. Hvis I spørger pænt, kan det være, at I får lov til at supporte Anthony Joseph & The Spasm Band på deres højskole-tour.





June 23, 2008 kl. 12:39