Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Live: Interpol, Train, 1/7

7/11
For mindre end fire måneder siden kunne man på Train opleve Editors levere en ganske glimrende koncert, og i tirsdags var det så blevet tid til the real deal. Og uden at gå i detaljer med (den lidt berettigede) Editors vs. Interpol-debat vil vi nøjes med at konkludere, at én af de største forskelle på de to bands skal findes i deres fremtoning. Hos Editors står den på energisk, oppisket stemning og publikumsleflen (på den fede måde), hvorimod Interpol emmer af nøje kalkuleret coolness.


Koncerten i Århus, som var de kølige newyorkeres første stop på deres sommertour, havde været genstand for en del kritik – primært pga. billetprisen (450 kr.) og tidspunktet (midt i Roskilde) – og da Train var særdeles affolket omkring det annoncerede starttidspunkt, var der udsigt til en rimelig pinlig oplevelse. Heldigvis var der pænt fyldt, da bandet efter lidt kommunikationsproblemer med scenefolkene gik på ved 20.30-tiden, og de sidste folk kom dryssende under de første par numre. Det var måske lidt synd for dem, der ikke nåede at opleve en meget smuk fremførelse af åbningsnummeret Pioneer To The Falls (hvis acapella-stykke helt korrekt udløste benovelse og ikke fællessang) og publikumsfavoritten Slow Hands, men mest af alt var det synd for de koncertgængere, som senere hen skulle lægge øre til utallige opfordringer om at spille netop sidstnævnte sang.

Live spiller Interpol stramt, fyldt med selvtillid og imponerende tro mod albumversionerne, og der er sjældent plads til de helt store udsving. Under koncerten på Roskilde i 2005 var bassist Carlos D således eneste energiske islæt i en yderst sammenbidt gruppe, men på Train så han mildest talt ud til at kede sig bravt, og det var derfor op til resten af bandet at udvise bare et gran af entusiasme. Det fik vi til overflod fra den konstant vuggende guitarist Daniel Kessler, som koncerten igennem nærmest gik i et med sin guitar, og så Paul Banks, som lidt overraskende havde overskud til både smil og lidt mere snak end normalt. Han så ud til at være godt tilfreds med at komme i gang med touren (og sikkert også med at spille for kæresten Helena Christensen), og under Evil trådte han sågar ud af rollen som cool kapelmester og spicede nummeret lidt op med en gang staccato-sang, som gik fint i spænd med de huggende guitartoner.

Igennem hele koncerten var der hist og her tilløb til ekstase blandt publikum, men det var først under aftenens sjette nummer, No I In Threesome, at der for alvor kom gang i hele salen, som begærligt kastede hænderne i vejret og deltog i fællessang. Næste nummer, The Lighthouse, udnyttede den gode stemning maksimalt (også et meget smukt nummer), men under Not Even Jail fik vi et godt eksempel på det, der i mere eller mindre grad plagede hele koncerten: Paul Banks’ vokal havde svært ved at hamle op med det resterende lydbillede. Indtil i tirsdags havde jeg kun haft fornøjelsen af at opleve Interpol i festival-sammenhæng og havde derfor set frem til at blive omfavnet af en krystalklar lyd, men det blev aldrig helt tilfældet, og alt for ofte måtte man anstrenge sig for at høre Banks’ mørke røst. Det var som nævnt værst under Not Even Jail, som nærmest fremstod som en instrumentalversion, men det skal dog understreges, at det aldrig blev værre.

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved den høje billetpris og det, man rent faktisk fik for pengene. Koncertens længde taget i betragtning kunne det godt se ud som om, at bandet var ved at forberede sig til de forestående festivaloptrædener, for der blev spillet med sikre kort på den forholdsvis korte sætliste, og der var stadigvæk lyst og varmt udenfor, da dørene til den mørke sal blev smækket op. Forløsningen udeblev, men man havde trods alt været til en koncert med et fantastisk band, som forstår at skrue fabelagtige numre sammen. Det var en god koncert, ja, men måske ikke en god 450 kroners koncert.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS