Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Anmeldelse Flashing of Knives In Shark Territory

Ganske habil debut fra det tidligere Sinai, som har sadlet om, drukket lidt af nutidsrockens nektar og udgivet et album, som generelt holder et højt niveau, om end man savner lidt originalitet og selvstændighed. Læs anmeldelsen, download nummeret Parcher, Parcher! og mød op på Sway i morgen aften (lørdag), hvor du måske kan få et eksemplar af albummet, hvis du spørger pænt.


7/11
“In Shark Territory” starter lovende med åbningsnummeret Pedro El Negro, som er en elektrorockende, bastant sag, som burde være i stand til at finde vej til P3 med dens vrede guitarudbrud, dystre tekst og mørke vokal, som engang imellem skifter over i råb ala Troels Abrahamsen (Veto), Mattias Kolstrup (Dúné) og Kele Okereke (Bloc Party). Klart hitpotentiale og flere af numrene følger denne skabelon – bl.a. The Blackout, som lyder som en mere arrig og mørk udgave af Dúné, og den særdeles godt skårne Parcher, Parcher!

Flashing of Knives’ sange henvender sig til dem, der sætter pris på en knyttet næve i vejret til koncerter og hårde, skæve guitarstrukturer og indædt råbevokal, som rammer lige i mellemgulvet. Med få undtagelser er det stilen albummet igennem. 11 Dead Plans lyder som en uinspireret Okereke i selskab med et generic amerikansk post-punk band, Lake Volta vækker minder om Isaac Brock og Modest Mouse, og We Owe It To Ourselves er et fint, melodisk nummer tilsat sangstruktur fra heltene i At The Drive-In og en pæn omgang støj.

Det er måske ikke helt fair at sammenligne Flashing of Knives med alverdens bands, men faktum er, at der bliver hentet inspiration flere steder fra, og de fem københavnere gør ikke meget for at skille sig ud fra andre udmærkede bands, som bevæger sig i samme genrer. Men de gør det som sagt udmærket – flere gange rigtig godt – og det fremgår tydeligt, at der her er tale om et velspillende og dybt seriøst (grænsende til gravalvorligt) band.

Der er heller ikke en finger at sætte på forsanger Frank Thøgersens vokal, når han snerrer og råber desperat, hvilket han gør det meste af tiden, men når der skal synges på traditionel facon som på A Flashing of Knives, The White Room og A Town Without A Beat halter det desværre lidt for frontmanden. Ikke at jeg tror, at han gi’r en fuck – han lyder i hvert fald ikke sådan.

Helhedsindtrykket er derfor en smule over middel, men bedøm selv på Parcher, Parcher!, som kan downloades nedenfor. Besøg også Flashing of Knives på MySpace og deres officielle hjemmeside for flere streams og downloads. Til sidst skal det nævnes, at Quartermain Records har været så flinke at give os 6 albums, som vi deler ud af til vores DJ-gig på Sway i Århus i morgen aften. Kom op og sig hej og få et album med hjem.


Flashing of Knives – Parcher, Parcher!

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS