Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Frekvens vs. Frekvens: The National

De sidste to dage har The National henrykt det københavnske publikum i Store Vega, og i aften er det Train der lægger intime rammer til de amerikanske indiehelte.
Men er der virkelig så meget ved de to sæt brødre og deres frontfigur? Kristian mener at stormen i vandglasset er ude af proportioner, hvorimod Anders kaster sig i støvet, her på siden og på Train.
Som sædvanlig vil vi også gerne høre jeres mening.

Anders:
Jeg føler egentlig ikke, at jeg behøver at begive mig ud i den helt store forsvarstale for The Nationals kvaliteter. De fleste med musikalsk tæft (og jo, det er et brugbart argument, tjek blot Larsen & Furious Jane-debatten) har for længst taget The Nationals simpelt skårne melodier og Matt Berningers dybe røst til sig – senest eksemplificeret ved 2007s “Boxer”, som figurerede på et utal af årslister (heriblandt Frekvens’.)

Bandet er muligvis en indie-ficeret version af Bruce Springsteen, men det er i min bog kun en god ting, for den ærkeamerikanske lyd koblet med de Amerika-skeptiske tekster går rent ind. Og nu vi er ved teksterne, så tøver jeg ikke med at rangere Berninger oppe blandt de allerstørste. Det er melankoli på et højt plan, og på hver eneste The National-udgivelse driver ensomheden, tvivlen, desperationen, erotikken, og det tragikomiske ud af højttalerne. Det er tekster, man kan blive ved med at gå på opdagelse i.

Man kan måske frygte, at The National er i farezonen for at blive eksempelvis et nyt R.E.M., hvor stadionkoncerter og en mere renskuret lyd kommer til at spille en rolle i sangskrivningen, men indtil da vil jeg forbeholde mig rettigheden til at nyde The Nationals musik, som ikke fås meget smukkere, og glæde mig til i aften, hvor jeg for første gang skal opleve et efter sigende forrygende liveband.

Kristian:
Lad mig først slå fast; jeg synes ikke The National er dårlige. Overhovedet ikke. Det jeg ikke forstår, er hvorfor folk synes de er så fantastiske – det er jo bare Tindersticks med skæg!

Matt Berningers dybe baryton er glimrende, men musikalsk synes jeg hverken der er nok spræl eller innovation til at holde min opmærksomhed fanget igennem hele ”Boxer”. Et nummer som Guest Room synes jeg næsten virker som en Tindersticks pastiche, hvor hver en tone og hvert et udtryk lyder som Stuart Staple, igen, ikke en dårlig ting, men på den anden side ikke vildt spændende eller interessant. Alt i alt synes jeg der er 4-5 rigtige gode numre på hver af bandets to seneste plader, men heller ikke mere end det.

Til sidst synes jeg heller ikke, og det her vil måske nedkalde en fatwa over mig, at en sammenligning med Crash Test Dummies er helt af vejen, og det skyldes ikke bare den dybe vokal. Specielt på ”Alligator” synes jeg det lette, elegante guitarspil og melodierne peger ret meget i retning af canadierne, hvilket ikke er skidt, men det er heller ikke rigtig imponerende.

Jeg synes ikke The National træder nogen mørke stier som Tindersticks og Nick Cave ikke allerede for længst har banet for dem, og jeg er bare all’n’all rimelig underwhelmed over The National, specielt på plade.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Peter
August 13, 2008 kl. 19:46

1-0 til Anders – fordi han har ret!

Jakob
August 13, 2008 kl. 20:05

Jeg må så sige, at jeg aldrig har set en forsanger leve sig så meget ind i sine egne tekster som Matt Berninger. Under koncerten d. 11 på Vega, var han flere gange ved at bryde sammen i gråd. Hans distrete gåen rundt, og akavede dans minder mest af alt om Ian Curtis. Og nej, her taler jeg bestemt ikke om stemmen, men om bevægelserne og den fordybelse, der gør, at musikken får et ekstra høk opad live. Han kravlede rundt på højtalerne under “Mr. November” og var generelt meget sjov at betragte, men også skræmmende intens. I øvrigt må jeg sige at Padma Newsome fra The Nationals søsterband, Clogs, var utroligt energisk og dygtig på violinen. Når det er sagt, har jeg svært ved at tage kritikken af især deres seneste to plader seriøst, da de uden tvivl er et af de bedre bands i nyere tid. Ingen tvivl om at de minder om Tindersticks, men noget rip-off er de ikke. Jeg tror heller ikke Beggar’s Banquet ville signe et band, der kopierer et af deres egne bands. Band of Horses er jo heller ikke et Shins rip-off, selvom de begge bliver udgivet af Sub Pop, og begge er indie pop-bands med en high-pitched forsanger.

Nicki
August 13, 2008 kl. 21:09

Gaffas anmeldeler var i hvert fald begejstret for koncerten på Train. Måske burde Kristian læse den anmeldelse og se om der var noget, han kunne lære. :D

http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=36281

Nej, seriøst, jeg har endnu ikke opdaget det store i The National, men jeg vil lige prøve at sætte de to seneste plader på i aften, og se om ikke de vokser ved flere gennemlyt.

Kristian
August 13, 2008 kl. 23:04

well spotted, Nicki, men det var nu i Vega – og det var en god koncert, omend der ikke var så meget skæg som forventet. Tilgengæld ligner trommeslageren John Lennon og Padma Newsome er Mick Schack op af dage.

Jakob: Hvis du læser den ganske glimrende anmeldelse, vil du også spotte en Ian Curtis sammenligning. Når det er sagt, holder jeg ved min kritik af begge plader (som er de eneste jeg kender); at de ikke er så enestående fantastiske som det samlede anmelderkorps, og Anders, gør dem til. Gode plader bestemt, men så heller ikke mere.

og
“Stay out super late tonight
picking apples, making pies”
- ja, hvis det ikke er til at tude over….

Jakob
August 13, 2008 kl. 23:44

Ja, det kan jeg læse. Det var nu også ret åbenlyst da man stod til koncerten. Der skal selvfølgelig også være plads til en anden holdning, end at det er genial musik. Som der også står i anmeldelsen, er de meget overbevisende live. Personligt synes jeg de var mere overbevisende live, på trods af lydproblemer i starten af koncerten. Jeg kan forstå at du har givet de to plader chancen, og at du så ikke bryder dig om dem er der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg ved ikke om Fake Empire er til at tude over. Den er blevet skamspillet af P3 som så meget andet, og det er ikke deres bedste nummer. Abel derimod var meget overbevisende. Især introduktionen: “This is another quiet love song…. Just kidding. This is a song about hate” fandt jeg meget morsom

Stine
August 14, 2008 kl. 11:04

Jeg må give Anders (og Jakob) ret. Pladerne er super gode at lytte til hjemme, og bandet vinder ekstra ved deres liveoptræden. De leverede en fremragende koncert på Train i går med medfølelse, humor og vanvittig energi. Hvis jeg var først i tyverne og fuld, havde jeg hoppet som en gal.

John Fogde
August 14, 2008 kl. 11:42

Jeg har længe prøvet at komme ind på livet af The National, og med The Boxer lykkedes det næsten. Det er i hvert fald et langt bedre album end de to foregående, som jeg ikke er så glad for.

Koncerten på Train var fin, uden dog at ryste min verden. Men det havde måske mindre med bandet at gøre, som det faktum, at AaB Support havde taget opstilling bag mig og kæftede op om Jeppe Curth.

For at fejlcitere Lou Reed, så er det kun en god ting ved Aalborg, og det er, at man kan rejse derfra.

Aktivitet

alfaiztech.com: Its not my first time to visit this site, i am...
solitaire: Hi to all, it’s actually a fastidious for me to...
20 cy Dumpster: Hey there, You’ve done a fantastic job....
impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS