Efter længere tids pause er det nu igen tid til en af vores yndlings features: Frekvens Favoritter. Vi har tidligere gjort os kloge på hvilken sang under 2:30 minutter, som var den bedste, og nu er turen kommet til de lange sange.
Kriteriet er, at sangen skal være over 8:30 minutter, hvilket dog desværre vist glippede et enkelt sted. Der er dog kommet 6 stærke bud på voksne mænd, som var bange, og skrev lange sange. Som sædvanlig vil vi meget gerne høre dit bud i kommentarerne.
Kristian: Black Rebel Motorcycle Club – American X (9:28):
Bedste nummer fra sidste års bedste plade er et dystert monster af en sang. Udover den intense BRMC rocklyd er der også en tydelig inspiration fra et andet band, der var kendt for at lave modbydeligt lange numre, nemlig The Doors. Det er svært at forestille sig, at et nummer som Riders of The Storm (7:15) ikke har været på anlægget i forbindelse med indspilningen af “American X”. Nummeret fik tidligere på året sin egen ep, som Frekvens ikke var vildt imponerede over, udover den flotte apokalyptiske billedside som titelnummeret fik. Se videoen til American X her.
Peter: Iron & Wine – The Trapeze Swinger (9:32)
Når folk prøver at spille noget music for mig, som jeg ikke har hørt før, synes jeg tit, det kan være lidt svært at blive fanget. Sådan var det også første gang jeg fik spillet The Trapeze Swinger for mig. Nummeret er heller ikke specielt catchy, det er en stille og langsom sang, som snegler sig af sted i over 9 minutter, men når man først har givet nummeret tid og ladet det komme ind på en, så er det ikke desto mindre et fuldstændig fantastisk smukt nummer. Nummeret handler om et afsluttet kæreste forhold (eller i hvert fald en eller anden form for afsked) og den linje der altid rammer mig lige midt i brystet er “Please, remember me, Seldomly, In the car behind the carnival, My hand between your knees, You turn from me, And said ‘The trapeze act was wonderful, But never meant to last”. Nummeret er ikke udgivet på noget Iron & Wine album, men er med på soundtracket til filmen “In Good Company”, og så findes den også på iTunes. Jeg kan slet ikke anbefale den her sang nok, faktisk er det ikke bare min yndlingssang over 8:30 men nok min yndlingssang i det hele taget.
Søren: Tears for Fears – Badman’s Song (8:33)
Mit yndlingsnummer med Tears for Fears viste sig at være 8 minutter og 33 sekunder langt. Det ville jeg aldrig have gættet på. Jeg vælger at tage det som et godt tegn, at det føles meget kortere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at min liste over mulige favoritter var betydeligt kortere denne gang, end den var, da vi kiggede på numre under to et et halvt minut.
Anders: Built to Spill: Broken Chairs (8:40)
Den gode lange sang er sjældent god pga. længden. Jeg kan kun acceptere et nummer, der bevæger sig ud over de seks-syv minutter, hvis det har behov for tiden til at formidle en historie, en bestemt følelse eller et interessant udtryk. Built to Spills Broken Chairs fra “Keep It Like A Secret” er et sådant nummer, selvom det til sidst kraftigt nærmer sig en af mine yndlingsaversioner: den langtrukne og unødvendige guitarsolo. Men på den anden side så er det netop denne solo, der gør, at jeg er i stand til at inkludere nummeret på denne liste. Modsat kan jeg kun begræde, at Spitting Venom med Modest Mouse ikke er bare tre sekunder længere. Det er et frygtelig godt nummer, synes jeg.
John: Death Cab For Cutie – I Will Possess Your Heart. (8:25)
I et forsøg på ikke at komme med det absolut mest oplagte bud i verden, så gik jeg tilbage og lyttede til blandt andet nogle gamle Mark Kozelek-plader. Der dukkede flere fine kandidater op, men selvom
eksempelvis Make Like Paper er et fænomenalt nummer, så bliver jeg nødt til at krybe til korset og vælge I Will Possess Your Heart med Death Cab For Cutie.
Jeg har efterhånden hørt den sang rigtig mange gange, og jeg er stadig fuldstændig vild med den. Faktisk så vild, at jeg ikke kan holde ud at høre single-versionen, hvor den absolut nødvendigt lange intro brutalt er klippet af. Så mit valg falder på DCFC’s længste sang nogensinde,
der samtidig også er blandt det bedste, de har lavet.
Roy: Metallica – Master Of Puppets (8:35)
Det er lidt af en no-brainer for mig. Metallicas 1986 udgivelse er et mesterværk, og en af de vigtigste metal albums nogensinde, på højde med Sabbaths “Paranoid”, Maidens “Numer Of The Beast” etc.
Titelnummeret er en tour de force ud i de dyder som Metallica står får, og stadig forsøger at genskabe, og som har lagt grundstenen for bands som Machine Head, Trivium, Slipknot, og you name it. En ikonisk intro, efterfulgt af komplekse melodier, et stille mellemspil, masser af guitarlir og ikke et sekund for langt. Det er ikke uden grund, at især det nummer stadig kan sætte publikummer i tusindevis i det Stephen Jungersen kalder rock-ekstase. Selv efter 22 år.
October 29, 2008 kl. 9:52