Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

protest

I anledningen af dagens valg i USA, kommer Frekvens her med deres bud på de bedste protestsange.

Bedst som man tror man har luret Frekvens redaktionen, så overrasker de alligevel pænt. Kategorien “Protestsange” burde i følge mine fordomme lede til lovprisninger af Dylan, Lennon, Guthrie, eller nogle andre gamle grå mænd. Istedet er vores alderspræsident hoppet på hiphop vognen, mens resten af gruppen også kommer vidt omkring.

Søren: Public Enemy – Fight The Power
Først kunne jeg overhovedet ikke komme på nogen protestsange. Derefter var der overvældende mange kandidater. Til sidste stod det mellem Fight The Power og Killing In The Name Of med Rage Against The Machine. Fight The Power har været et yndlingsnummer siden jeg så Spike Lees “Do The Right Thing” første gang, og teksten “Cause I’m Black and I’m proud, I’m ready and hyped plus I’m amped, Most of my heroes don’t appear on no stamps, Sample a look back you look and find Nothing but rednecks for 400 years if you check” passer jo perfekt til en dag, hvor vi forhåbentlig får den første sorte præsident i USA.

John: Rage Against the Machine – Killing In The Name Of…
Jeg kan ikke påstå, at jeg fuldstændig har forstået teksten. Men afslutningen (Fuck you, I won’t do what you tell me!) er til at forstå, og musikalsk sparker den jo nok en del mere røv, end noget Dylan, Bragg, Bono eller Midnight Oil nogensinde har skruet sammen.

Peter: Bright Eyes – When The President Talks To God
Der var ikke et sekunds tvivl om at mit pick ville falde på Bright Eyes’ bidende og møgsarkastiske udstilling af George W. og hans religion. When The President… udstiller hvordan samtalerne imellem Gud og Bush forløber, og her hedder det bl.a. “when the President talks to God I wonder which one plays the better cop, “We should find some jobs, the ghettos broke”, “no they’re lazy George, I say we don’t, just give em’ more liquor stores and dirty coke”, that’s what God recommends”. Sangen blev kun bedre, da Conor Oberst stillede sig op i Jay Lenos show i fuld cowboy udklædning og spillede nummeret, mon ikke der var en del “red states” der fik aftenkaffen galt i halsen.

Roy: Nine Inch Nails – The Hand That Feeds
Der er få, som har været så udtalte i deres kritik af Bush administrationen, som Trent Reznor fra Nine Inch Nails. The Hand That Feeds var førstesingle fra “With Teeth”, og noget så jordnært som en opfordring til folk om at tage stilling til regeringen, i stedet for bare at brokke sig. At det så blev bakket op af et fantastisk techno beat og huggende guitarer, gav dog sangen en del mere kant.
Det er et på alle måder eminent, satirisk og medrivende nummer, og som en ekstra bonus så var Reznor dejligt bitchy, da han ikke fik lov at spille sangen til MTV Awards, med et stort billede af George Bush som backdrop:
We were set to perform ‘The Hand That Feeds’ with an unmolested, straightforward image of George W. Bush as the backdrop. Apparently, the image of our president is as offensive to MTV as it is to me.

Anders: The Decemberists – 16 Military Wives
16 Military Wives er sandsynligvis ikke min yndlingsprotestsang, da genren er bred, og da jeg generelt bare kan lide bands, som står i opposition til “The Man”. Dog har jeg lidt et problem med den klassiske og antikvariske Dylanske protestsang, hvilket udelukker en hel del oplagte valg, så valget er – efter et hurtigt tjek af pladesamlingen – faldet på denne lidt mere upbeat ting. Og med et gennemtærsket krigstema (Mallebrok er død i krigen) og en kritisk holdning til USA’s ledelse virker den oplagt i disse valgtider. Der er helt sikkert bedre valg (og bedre sange) derude, for en protestsang kan jo være mange ting, men i mangel af bedre snupper jeg altså Colin Meloy og co.

Kristian: Echobelly – Give Her A Gun
En svær kategori, synes jeg. Blege, whiny englændere har aldrig været de store protestanter, og det er nu engang hvad størstedelen af min cdsamling består af. Så jeg vælger at tage kampen på vegne af de kvindelige Frekvenslæsere, med denne fantastiske feministiske britpopperle. “In a lifetime full of changes, A woman’s group is still a second-class convention, Look around who has the power. Half the population, one percent of wealth” spinder Sonya Madan, og det er da lige til Rage Against Machine-protesttekst-bogen.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Troels-Henrik Krag
November 6, 2008 kl. 11:06

I klassisk højskolesangbog-stil (jeg ved sq ikke, om de har sådan en sangbog i Sverige) får Kent rundbarberet den svenske (skandinaviske?) selvfedhed på nummeret “Sverige”.

Det handler ikke om krig, USA eller for den sags skyld eksplicit politik.

Et lidt klistret nummer, hvor klisteret nok også indgår i pointen…

Peter
November 6, 2008 kl. 20:16

@Kristian – Jeg var overbevist om at du ville vælge U.S. Government med BRMC.

Kristian
November 7, 2008 kl. 18:11

@Peter – jeg overvejede den til det sidste, men jeg vil nødig virke ensporet, og vælge BRMC to uger i træk.

Aktivitet

alfaiztech.com: Its not my first time to visit this site, i am...
solitaire: Hi to all, it’s actually a fastidious for me to...
20 cy Dumpster: Hey there, You’ve done a fantastic job....
impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS