Så er det vist lige på tide at sætte tempoet ned, og blive lidt alvorlige. Nu skal det nemlig handle om den måske mest udskældte gren af rock musikken, nemlig power balladen! I mange år var det en garanteret succes, når et ellers hårdt rockband satte tempoet ned, og viste deres følsomme side. Bands som Queen, Kiss, Mötley Crüe, Extreme, D:A:D og Metallica har alle været der – der hvor nogle siger det bliver for klamt, mens andre vil hævde at det er der de viser at de kan mere end bare larme derudaf. I dagens anledning har vi lagt videoer op med vores kandidater, og du er som altid velkommen til at give dit besyv med i kommentarerne.
John: Poison – Every Rose Has Its Thorn
Det er ikke nogen let kategori at have en favorit i, da power ballads som regel er ret forfærdelige, og selv dem, man bedst kan lide, forholder man sig til med en vis ironi. Men skal man alligevel vælge en, så må det blive Poisons kæmpehit. Teksten er naturligvis pænt forfærdelig med lidt for mange referencer til knive, der skær i en. Men det der løfter sangen helt op i verdensklassen er ikke bare det uforglemmelige omkvæd, men også begyndelsen på guitarsoloen, hvor CC DeVille langsomt trækker tonen ind så den passer, hvilket lyder helt fænomenalt.
Kristian: Manic Street Preachers – Motorcycle Emptiness
Nemt valg. Det store bombastiske nummer fra den første Manics plade, fanger essensen af en power ballad (Den er lang, den har patos, den har en solid guitarsolo, de har kiksede 80′er solbriller på i videoen) og viser samtidig, at Manics var vilde med Guns’n'Roses. Et klart favoritnummer, også uden for power ballad genren.
Peter: Nazareth – Love Hurts
Fuck den er svær, der er bare for meget godt at vælge imellem.Jeg vælger nok Love Hurts mere for dens andre versioner som f.eks. Roy Orbison eller Jenny Lewis for den sags skyld, hmmmmm Jenny Lewis.
Martin: Robbi Robb – In Time
Som knægt var jeg ganske vild med filmen Bill and Ted’s Excellent Adventure fra 1989. For et par år siden kom jeg så i tanke om en sang fra filmen, der havde ramt et eller andet i mig – hvor forkert dette end måtte føles i starten! Jeg aner absolut intet om Robbi Robb, og jeg ønsker egentlig heller ikke at opsøge nogen viden om ham/dem. Sangen er formentlig skrevet til filmen, hvilket forklarer titlen (filmen handler om to unge, der finder en tidsmaskine). Teksten er ikke videre dyb – snarere latterlig. Sangen fortsætter alt for længe. Det kvindelige kor skråler for meget igennem. Guitarproduktionen er overdrevet. Trods alt dette, bevidstheden om dette, holder jeg meget af den. Det skal siges, at jeg i år har hørt utrolig mange 80′er power ballads, så det var ikke nemt at vælge! Hvorfor jeg har hørt så mange, ved jeg dog ikke. Måske fordi mange af dem faktisk indeholder mange gode elementer, der er gemt væk i det store hår og de store produktioner.
Roy: Lynyrd Skynyrd – Free Bird
Lynyrd Skynyrd har nogle af de mest ikoniske amerikanske rocksange på samvittigheden, og hører til i liga sammen med for eksempel Steppenwolf. Den over 9 minutter lange Free Bird har alt hvad der skal til, for at lave en klassisk power ballad. Den starter stille, med en klagende el-guitar, og bygger så op i mod et klimax, som er en fuldstændig vanvittig dobbel-guitarsolo. Og teksten handler, så vidt jeg forstår, om at sangeren ikke gider være bundet af én dame, men hellere vil fise rundt og nyde sin frihed, hvilket faktisk er lidt ballsy. Den er jeg ikke sikker på var gået i dag.
Stytzer: Def Leppard – Love Bites
Er spejlblank når det gælder ”power ballads”, så i desperation for at kunne bidrage til denne uges frekvens favoritter, er diverse wiki sider og album compilations med netop den betegnelse blev konsulteret. Herefter kunne det så konstateres, at uvidenheden har sin forklaring, idet genren generelt inkludere det ene nummer mere kvalmt end det næste. Dog med enkelte uforklarlige udtagelser. Heriblandt Love Bites fra Hysteria, som jeg (næsten uden at blegne) gerne indrømmer, er et af de albums fra teenageårene, jeg stadig lytter til med jævne mellemrum.
December 9, 2008 kl. 11:52