
Efter at hele Frekvens redaktionen har givet deres bud på sidste års bedste albums, er det tid til at få offentliggjort Frekvens’ samlede bud på årets albums fra 2008. Overordnet set står det klart og tydeligt at redaktionen i år er hamrende uenige, 7 mand har gravet ikke færre end 49 forskellige udenlandske albums frem til diverse lister. I øvrigt var der ingen der havde samme album på 1. pladsen.
Here Goes…
Udenlandske
01. Frightened Rabbit – The Midnight Organ Fight
Frightened Rabbit optrådte på 3 forskellige lister, og med en 1. og 2. plads har de ifølge Frekvens begået 2008s bedste album. De måtte desværre aflyse en koncert på Musikcaféen, mn vi var nogle der nåede at opleve dem til Poprevo, og vi håber de vender tilbage til Århus i 2009.
02. Vampire Weekend – Vampire Weekend
Sidste år var fyldt med en række spændende debut albums, dem der fik mest opmærksomhed var dog Vampire Weekend, der på fineste vis blandede tekster om deres universitetsliv i New York med afrikansk inspirerede rytmer.
03. Nada Surf – Lucky
Gammel kærlighed ruster ikke, Frekvens har altid haft en forkærlighed for Nada Surf, og så er det iøvrigt underordnet hvad resten af musikpressen mener.
04. TV On The Radio – Dear Science
TV On The Radio’s tredje udspil “Dear Science” optræder stort set på samtlige årslister fra 2008, og her på Frekvens skal vi ikke være for fine til at følge trop.
05. The Dodos – Visiter
Selvom The Dodos kun optræder på 2 årslister var begejstringen har altså stor nok til at sende The Dodos ind som nr. 5 på den samlede årsliste, og det til trods for, det her i Danmark, meget lidt indie-klingende navn.
06. Death Cab For Cutie – Narrow Stairs
Death Cab er at regne blandt de helt store grupper her på Frekvens, og albummet optrådte, som det eneste, på hele 4 årslister, de tårnhøje forventninger lader dog ikke rigtigt til at blive indfriet, men selv på halv styrke er de åbenbart bedre end så mange andre.
07. Okkervil River – The Stand Ins
Okkervil River fulgte med “The Stand Ins” fornemt op på mesterværket “The Stage Names”, det blev også til en koncert på Voxhall, som vi desværre var nogen der måtte undvære, og det er vi faktisk lidt trætte af.
08. Kings of Leon – Only By The Night
KoL er med derss 4. album virkelig gået hen og blevet allemands eje i Danmark, måske ikke så meget nyt under solen, men en fantastisk 1. single, Sex On Fire lagde samtlige radiostationer for sine fødder. I øjeblikket venter en udsolgt koncert i KB Hallen.
09. She & Him – Volume One
Den anden debut på vores årsliste, duoen M. Ward og Zooey Deschanel fremfører fine og uskylidige pop-sange som leder tankerne hen på 50ernes pigegrupper.
10. Glasvegas – Glasvegas
Endnu en debut. Skotterne samlede på fornem vis de sidste 25 års britiske musikhistorie og scorede sig et par mega-hits i Geraldine og Daddy’s Gone på vejen.
Danske
01. Veto – Crushing Digits/Spleen United – Neanderthal
Med præcis sammen score, antal lister og top placering deler Spleen United og Veto førstepladsen iblandt de danske albums, men efter en fælles tour i efteråret er de vel også vant til at dele.
02. Henrik Hall – Chok, Suk og Koma
En af Frekvens’ store favoritter leverede med “Chok, Suk og Koma” en fornem opfølger til sit debutalbum, og er et fremragende eksempel på at man sagtens kan lave vedkommende musik at bare fordi man er kommet lidt op i årerne, lissom Iggy Pop.
03. Larsen & Furious Jane – Zen Sucker
Torsten Larsen & co. lagde den hyggelige singer-songwriter stil fra sig, og fandt nye mørkere sider af sit sind frem, det klædte bandet godt, og de udgav deres bedste album til dato.
04. Choir of Young Believers – This Is For The White In Your Eyes
COYB er åbenbart glad for lange titler, men derudover er 1-mands bandet flere gange blevet spået en stor fremtid , debut albummet viste at talentet lever op til forventningerne.
05. Lily Electric – You’re In The Painting You Saw
Endnu en debut som tegner lovende for dansk musik fremover. Lily Electric er til dagligt bosidende i Berlin, måske et godt udgangspunkt for en international karriere?





January 16, 2009 kl. 11:57