Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

wildbirds-peacedrums

Her på Frekvens får vi en masse albums tilsendt til anmeldelser, nogen dukker bare op, og andre gange er kunstnere og pladeselskaber så flinke at give os lov til at vælge hvilke cd’er vi gerne vil have. På den konto har jeg i hvert fald fået skrabet en pæn portion albums sammen, og dem er jeg selvfølgelig rigtig glade for. Derfor har det også igennem længere tid plaget mig at kigge over i cd reolen, for der kan man finde en mindre bunke af cd’er som jeg aldrig har fået anmeldt – men det slutter nu, nedenfor vil man kunne finde små anmeldelser af alle de cd’er som der aldrig blev ment noget om, da de i første omgang kom ind af døren.


Death Vessel – Nothing Is Precious Enough For Us
7/11
Jeg kendte faktisk overhovedet ikke noget til Death Vessel før jeg fik den her cd i hånden, men de er signet til amerikanske Sup Pop, og det borger jo altid for en eller anden form for kvalitet. Death Vessel består først og fremmest af Joel Thibodeau, han skriver alt musikken og så vidt det kan ses ud af notaterne i coveret står han også bag de fleste af instrumenterne på indspilningen, dog med lidt hjælp fra en række forskellige musikere. Det alt overskyggende indtryk når man hører pladen, er at Joel synger som en pige. Faktisk til en grad af at jeg selvom jeg ved at han er en mand stadig har svært at tro at det ikke er en pige der synger på albummet. Nå men nok om det, Death Vessels musik befinder sig inden for den bølge af folk som strømmer fra USA i disse år, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil helt sikkert også finde noget de kan lide på det her album. Sangene kan i forekomme meget stille og en smule ensartede, men allerede ved andet lyt kan man mærke at de så småt vokser på en, specielt numre som Block My Eye, Obediah In Oblivion og Exploded View træder frem, det virker dog til at det er en plade som kræver en del lyt før man virkelig kommer ind under huden på den, men sådan havde jeg det også med både Fleet Foxes og Bon Iver, og dem holder jeg begge meget af nu.

Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig – Vi Sidder Bare Her…
4/11
”Jamen jeg sidder jo bare her”, sådan åbner Jørgen Leth nummeret Musik, og det er faktisk præmissen for hele albummet. Jørgen Leth der guider os igennem observationer af livets små og store stunder. Det er tale om et spoken word album hvor Jørgen Leth har fået lov til at snakke løs og så har man sat musik til hans langsomt fortællende stemme. Kun alt for sjældent træder musikken i karakter, og det hæmmer altså det her udspil ret kraftigt. Man skal altså være svært glad for litteratur eller Jørgen Leth hvis man skal sidde og lytte til hans observationer om alt og intet, uden ret megen form for baggrundsstemning, i hvert fald mere end højest et par gange. Der findes underholdende ting blandt Leths mange meninger, f.eks. er hans syn på dans i nummeret af samme navn ganske underholdende, men når man har lyttet til det et par gange så går underholdningen ligesom over. I nummeret Venskab får musikken lov til at vise sit ansigt og det havde klart hjulpet albummet på vej hvis det havde casino online været tilfældet i flere af sangene. Kort og godt så keder det her album mig efter kun et par få gennemlytninger.

Mimas – The Worries
3/11
Jeg har aldrig fået lyttet til de lokale helte fra Mimas, uden at have hørt deres musik har jeg altid tænkt at det ikke var noget for mig, nu har jeg så lyttet The Worries igennem, og jeg må konstatere at jeg nok havde ret I min ret forudindtagede konklusion. Men det har nok lige så meget med den genre at gøre som med selve Mimas. Det er ikke til at tage fejl af den postrockede inspiration og jeg virkelig aldrig været særligt gode venner med postrock. Ud over at genren skiller os ad, så vil jeg også tillade mig at stille mig aldeles kritisk over for både sangskrivningen og vokalen på albummet, det her album er slet ikke noget for mig, men det er ret sikkert genren der gør det. Man bør nok danne sig sit eget billede af Mimas og det kan man passende gøre på lørdag den 28/2 hvor de spiller på Voxhall til release for spillestedets nye magasin, Musik Aarhus – det er gratis.

One-Eyed Mule – From the Beats to the Bible
8/11
One-Eyed Mule anmeldelsen er den der bærer langt det meste af min dårlige samvittighed, det var helt tilbage til SPOT sidste år, at jeg fik raget albummet til mig, og så endda på vinyl, og først nu har jeg altså kunne taget mig sammen til at sætte ord på. Efter koncerten på SPOT var jeg virkelig begejstret for One-Eyed Mule, og der er ikke noget på albummet der har fået mig til at ændre min mening. Det åbenlyse hit er den kun 1:59 lange energiudladning Sad Little Lovesong men også numre som åbneren Annabell Lee, Where You Don’t Belong og den smukke I Miss Hanging With You kan fremhæves. Forsanger Rasmus Dalls stemme lægger hele albummet igennem en mørk og længselsfuld stemning over musikken. På den måde synes jeg at One-Eyed Mule styrer fint uden om de værste country klichéer, for det kan være en svær genre at give sig i kast med når man nu ikke er født og opvokset i det vilde vest. Men med en samling gode sange og en skær af melankoli slipper One-Eyed Mule rigtig fint fra det. Det eneste minus er den genstridige ridse mit eksemplar her i skæring 5 som minder om hvorfor det måske var at vi gik væk fra vinyl, men det skal jo ikke lægge de en-øjede muldyr til last.

Oxford Collapse – Bits
5/11
Oxford Collapse er ligesom Death Vessel signet hos Sup Pop og dem havde jeg heller ikke det store kendskab til før jeg lyttede til det her album. Bits er det andet album som Oxford Collapse udsender på Sub Pop. I 2006 udsendte de Remember the Night Parties som scorde en 7.9 rating hos Pitchfork som også inkluderede nummeret Please Visit Your National Parks på deres top 100 over bedste sange det år. Jeg har ikke hørt det album, men lyden på Bits er rimelig straight-forward indie rock, hvor langt de fleste sange er bygget op med to vokaler der ofte overlapper hinanden. Succesen af den effekt svinger fra at give en god dynamik til sangene til at man bare ikke kan høre hvad der bliver sunget. Til trods for udmærkede numre som Young Love Delivers og Featherbeds er det skramlede college rock udtryk som der bliver dyrket simpelthen for rodet på store dele af albummet, men på de sidste 4 numre er det faktisk som om at der opstår en sammenhæng imellem numrene og det efterlader en med indtrykket af at Oxford Collapse måske kunne ha lavet en udmærket EP.

Sune Rose Wagner – ST.
6/11
Sune Rose Wagner behøver vel ingen nærmere introduktion, igennem de sidste mange år har han, først med Psyched Up Janis og siden med The Raveonettes, stået som en af de største stjerner på den danske musikhimmel. I alle årerne har Sune Wagner sunget på engelsk, men nu prøver han altså for første gang kræfter med sit eget modersmål. Hvor Joel Thibodeau fra Death Vessel lyder som en pige når han synger, så lyder Sune Wagner som en tøs, og hans klynkende stemme bliver altså virkelig anstrengende at lytte til i længden. Det er synd for der findes nogle rigtig fine melodier på albummet, som dog et langt stykke han ad vejen lægger sig meget op af den amerikanske 50er pop fascination som også bliver dyrket hos The Raveonettes. Sune Wagner har lavet album der som få andre består af hits and misses. Det der virker virekr ret godt, men det der ikke virker, virker overhovedet ikke. Med sin solo debut har Sune Wagner hvarkan lagt noget stort stykke kunst til sit eftermæle, men på den anden side har han nok heller ikke decideret trukket noget fra.

Wildbirds & Peacedrums – The Snake
7/11
Som det her indlæg så fornemt viser så er vejen til helvede jo som bekendt brolagt med gode intentioner, det var selvfølgelig også intentionen af det her indlæg skulle have været færdigt før Wildbirds & Peacedrums gav concert på Voxhall I lørdags. Her havde jeg egentligt først skrevet en ret blandet anmeldelse som mest gik på at “The Snake” simpelthen var for vanskelig at komme ind i, og udbyttet ved gentagne koncentrerede lyt simpelthen var for begrænset. Men så skete det der engang imellem sker hvis man er heldig og albummet åbnede sig på en eller anden måde op for mig. Musikken er hovedsageligt bygget op over Miriam Vallentins dybe og kraftfulde stemme og Andreas Werliins voldsomme trommespil. Perlen på albummet er slut nummeret My Heart, og indrømmet, der kan være lang vej igennem de 9 foregående sange for at nå herhen. Albummet er som allerede nævnt ret svært tilgængeligt og der findes også svipsere som f.eks. There Is No Light, som mest af alt bare er rodet. Men derudover findes der også fine numre som f.eks. Chain of Steel og Places hvor man koncentrere sig om at lave sange i stedet for bare at smadre løs med sine ”instrumenter” og i de tilfælde er Wildbirds & Peacedrums et dejligt bekendtskab.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS