Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

cd3d

3/11
Danske Bullet Train Blast har begået en debut som er så sprængfyldt med clichéer som noget du kommer til at høre i år, og det er både godt og skidt. Men mest skidt.

Det er så vidt vides første gang vi her på siden har fået en vaskeægte 80′er rock plade til anmeldelse, men ret skal være ret, der er heller ikke ret mange af den slags bands tilbage i Danmark. Bullet Train Blast bevæger sig frejdigt rundt i et musikalsk område som de fleste nok har dødsdømt for længe siden. Det er rock musik med udspring i slutfirsernes engelske og amerikanske bar-scene, ikke at forveksle glam metal bands som Poison og deslige.

Referencerne til Aerosmith er tydelige, men også bands som engelske Thunder og Little Angels dukker op fra glemslerne, og så ikke mindst danske D.A.D som tydeligvis har været en stor inspiration. Det lyder med andre ord som rock spillet på Les Paul guitarer, med masser af syng-med omkvæder, og åååhh-uhhhh-åhhhh kor. Det er jo alt sammen fint og godt, og guderne skal vide at vi er nogle der længe har sukket efter flere rockbands på den danske musikscene.

Det er også glimrende udført af folk som tydligvis har nærstuderet mestrene og kan alle tricks i bogen, og vokalen ligger i grænselandet mellem Jesper Binzer og Corrosion of Conformitys Pepper Keenan, hvilket jo heller ikke er sådan at vrænge på næsen af.

Min store anke mod albummet er sangskrivningen som simpelthen er så clichéfyldt, at man ikke kan undgå at tænke man har hørt det hele før. Der mangler et eller andet til at hæve det hele op på et niveau, hvor det ikke bare er vers/omkvæde/vers og så en slutning der bliver faded langsomt ud under en guitarsolo. Hvis målet har været at lave en bedre D.A.D plade end de sidste par stykker D.A.D selv har begået, er målet lige omtrent nået. Men det ville ikke skade Bulet Train Blast at stile lidt højere.

Det hårdtpumpede titelnummer minder om Velvet Revolver, og er en god indikation af hvordan bandet burde lyde hele tiden, men i stedet går for meget af albummet tabt i midt-tempo glemsel, og selv om den kække og frække So Sexy leger lidt med stilen , så er det lidt som om at vi hørte den sang tilbage i 1989. Der hed den bare Sticky Sweet, og blev fremført af Mötley Crüe.

Missonen om at få rockmussik tilbage på de danske barer er helt sikkert nobel og al ære værd, men der mangler i dén grad noget originalitet for at skille Bullet Train Blast ud fra alle de bands vi allerede har glemt for 15-20 år siden.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS